120 bakker smørrebrød, 50 sildebakker, 20 sandwich og store mængder pølser, brød og grønt. Så meget er der tilovers efter weekendens kræmmermarked i Langeskov.
Men selvom markedet er slut, betyder det altså ikke, at de store mængder mad skal gå til spilde.
I stedet bliver alle herlighederne foræret til hjælpeorganisationen Kirkens Korshær, fortæller arrangør Tommy Junge Hansen, der er næstformand i Langeskov Borgerforening, foreningen bag Langeskov Kræmmermarked.
- Det falder os helt naturligt at forære den gode mad væk til mennesker, der har mest brug for det. Og så til to steder, der for alvor gør en forskel for nogle af de mennesker i vores samfund, der har det sværest. Vi er meget glade for at både Kirkens Korshær og Varmestuen er glade modtagere af al den mad, vi endte med at have i overskud, siger han.
Dermed får blandt andet de hjemløse, som Kirkens Korshær hjælper, glæde af maden.
Ikke alt var, som det plejer
Kræmmermarkedet blev i weekenden afholdt for 31. gang på markedspladsen Grønvangen. Her har det været muligt at lytte til musik og handle i boderne.
Som noget nyt i år var der sat hegn op omkring markedspladsen for at kunne imødekomme eventuelle coronarestriktioner, som der var taget højde for under planlægningen. Det blev dog ikke nødvendigt at tjekke coronapas på markedet.
Én ting, der dog var, som det plejer, var maden. Og rigeligt af den.
- Det er altid svært at estimere, hvor meget mad der skal handles og laves til et så stort arrangement, siger Tommy Junge Hansen, der dog glæder sig over, at den ikke går til spilde.
Kirkens Korshær har ikke ønsket at udtale sig i artiklen.