Vaccine-demonstration i Odense: Kontroversiel præst holdt tale til fremmødte

Fredag afholdte Facebook-gruppen '"Odense siger stop" demonstration i Odense gågade mod coronarestriktioner og vacciner.

Den fynske præst Therese Strand Kudajewski fra Svanninge Sogn har mødt stor modstand efter kritiske udtalelser om coronavaccinerne. 

Men fredag eftermiddag blev hendes holdninger mødt med opbakning fra flere fremmødte til demonstration i Odense.

Her holdt hun tale ved en demonstration arrangeret af bevægelsen "Odense siger stop", der demonstrerer mod restriktioner, vacciner og regeringens håndtering af coronakrisen.

- Jeg taler i dag, ligesom jeg gør på Facebook, i min egenskab af privatperson og ikke som præst i den danske folkekirke, siger sognepræst Therese Strand Kudajewski, da hun holdt sin tale foran de fremmødte.

- Jeg taler i dag ud fra mit kristne livssyn. Dette er ikke en prædiken. Dette er en tale.

quote Man kan jo ikke skelne mellem, hvem der må komme ind i Guds hus, og hvem der ikke må baseret på medicinske oplysninger. Det er apartheid

Isla Tusindstrål, medlem af gruppen "Odense siger stop" ogarrangør af demonstration

Mod coronavacciner og coronapas

Sognepræsten fik stor opmærksomhed, efter hun til Kristeligt Dagblad udtalte sit syn på coronavacciner. 

Therese Strand Kudajewski har tidligere frarådet alle at blive vaccineret, og hun har også sammenlignet vaccineudrulningen med forholdene i Nazi-Tyskland.

Derudover har hun tidligere gjort opmærksom på sin modvilje mod at tjekke coronapas i kirken.

- Sandheden er sandheden 

Det var også gennem disse offentlige udtalelser, at Isla Tusindstråle, der stod bag dagens demonstration, blev opmærksom på præsten. Og hun var enig med hende.

- Jeg blev bekendt med, at man skulle vise coronapas for at komme ind til gudstjeneste og julegudstjeneste, og det synes jeg er forrykt. Man kan jo ikke skelne mellem, hvem der må komme ind i Guds hus, og hvem der ikke må, baseret på medicinske oplysninger. Det er apartheid, siger Isla Tusindstråle.

Netop derfor er Therese Strand Kudajewski også den helt rette taler, mener Isla Tusindstråle:

- Sandheden er sandheden, og den er ubøjelig. Det er fuldstændig lige meget, hvilket embede man har. Sandheden er sandheden, når den skal siges, og jeg synes, hun var utrolig sej for at stå frem og sige det, hun har sagt, siger Isla Tusindstråle.

Det har været genstand for opmærksomhed, at en præst går ud og udtaler sig. Derfor understreger Kudajewski også i talen til dagens demonstration, at hun taler som privatperson.

Therese Strand Kudajewski har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2 Fyn.


Oversigt

    Oversigt