Ekspert om fynbos bedrift: - Det er ikke gået op for mange, hvor stort det er
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Søndag aften skriver Hjalte Froholdt historie. Han er nemlig den første dansker, der nogensinde er med fra start i en NFL-kamp.
Dannebrog er med på hjelmen, når han træder ud på de store scener i NFL's rejsende cirkus.
Hjalte Froholdt er gået fra at være i periferien. Han har stået ude bagved scenen og ventet på, at hovednavnene gik af, så det blev hans tur.
Nu er han selv en del af den startende akt, når Cleveland Browns søndag brager sammen med Baltimore Ravens.
- Det er ikke gået op for mange, hvor stort det er. Man skal forstå, hvad det vil sige at starte. Man er i startelleveren. Det svarer til at starte i en Champions League-kamp for Real Madrid.
- Han har kæmpet i fire år, og nu gør han det på søndag. Han er den første dansker, der starter inde, og det er kæmpestort, lyder det fra TV 2 SPORTs NFL-ekspert Jesper Elming.
Kommer på hårdt arbejde
Skulle man tro, at det hårde arbejde nu var gjort med en dansker i startopstillingen, kan man tro om.
Froholdt skal være på dupperne. Han kommer til at rende rundt med en skive på ryggen.
- Det er en dansker under enormt pres. Modstanderne er klar over, at her er et ubeskrevet blad. Der er de kyniske, modstanderne. De går efter ham. Det ville være åndssvagt, hvis de ikke sagde, at nummer 72 (Froholdts rygnummer, red.) kører vi på hele kampen.
- Omvendt er det fedt, for så får han mulighed for at vise, hvor god han er teknisk, og hvor stærk han er, siger Elming.
Det var stort, da Froholdt blev en del af NFL, da New England Patriots i 2019 valgte ham i draften.
Mange chancer blev det dog ikke til hverken hos Patriots og senere hos Houston Texans, hvor danskeren også var et smut forbi. Nu kan han dog endelig vise sig frem.
- Det er et udstillingsvindue. Patriots og Texans gav hurtigt op på ham, men nu kan han vise, at han godt kan. Han er træningsnarkoman, og ingen forbereder sig så godt, som han gør.
- Det er en mulighed både i Cleveland men også i det lange løb. Hvis eventyret i Cleveland ikke bliver langvarigt, er det en mulighed for at vise sig frem for de andre hold.
TV 2 SPORT har arbejdet hårdt på at få kampen vist på vores kanaler. Det har dog ikke kunnet lade sig gøre, da NFL har afvist at ændre i transmissionsplanlægningen.