Rockergruppen Satudarah skal ud af den gamle børnehave i Spedsbjerg - nu.
I hvert fald hvis det står til by- og kulturrådmand Søren Windell (K).
- Den motorcykelklub, der ligger derude nu, de skal være ude inden på torsdag, fastslår rådmanden.
Ellers ser han sig nødsaget til at involvere ordensmagten for at få det til at ske. Hvordan politiet så vil håndtere sagen, finder den nok en løsning på, fastslår rådmanden.
Han vil dog godt gøre det helt klart, at den her sag langt fra er overstået for Satudarah, som har lejet sig ind i den tidligere børnehave i Spedsbjerg.
- Vi vil godt vise dem derude, at vi har holdt øje med, hvad der foregår, og vi er ret faste i kødet på, at det forbud, vi har lagt mod aktiviteter derude, det skal holdes.
- Ellers er det politiet, der tager affære, siger Søren Windell.
Planloven i brug
Et enigt byråd besluttede på et ekstraordinært byrådsmøde onsdag den 26. oktober at udstede et såkaldt paragraf 14-forbud efter planloven og købe den ejendom, som rockergruppen har lejet sig ind i, tilbage fra den nuværende ejer.
Satudarah skal derfor inden 14 dage forlade den tidligere skole og børnehave i Spedsbjerg vest for Odense.
Og det er altså i denne uge, fristen udløber.
Via planlovens paragraf 14 har Odense Kommune udstedt et påbud, som betyder, at det er kommunen, der kan bestemme, hvad der skal være af aktiviteter i et givent område.
Paragraffen giver med andre ord en kommunalbestyrelse mulighed for at nedlægge forbud mod bestemte anvendelser af ejendomme.
- Deres aktiviteter allerede nu er ulovlige i henhold til det påbud, vi har givet dem med planloven i hånden, og nu er de inde i en fase, hvor de kan rydde op, og så skal det være forladt på torsdag.
- Hvis ikke det sker, så overgår sagen til Fyns Politi, hvor vi fra By- og Kulturforvaltningens side vil anmelde dem, siger Søren Windell.
Rockerne fra Satudarah dukkede op på adressen på Spedsbjergvej midt i oktober.