21. okt. 2023 kl. 15:38

Store skader på Strandmølleskolen i Assens

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

På Strandmølleskolen i Assens venter nu et stort oprydningsarbejde. Gulve og dele af væggene er ødelagt af kloakvand, og flere af elevernes forældre er derfor mødt op for at hjælpe.

- Det er nok vigtigere end nogensinde, tror jeg, at folk dukker op, siger Morten Truelsen, der er forælder til to af eleverne på skolen.

En anden, der også er i fuld gang med arbejdet, er Jacob Boe Madsen, der både er en af tømrerne, der skal ordne skaderne, men som også har to børn på skolen.

- Det er synd at se, at nu får de en lang periode med en masse logistikproblemer, men det er også dejligt at se, at der er så mange forældre, der er dukket op. Det viser sammenholdet på skolen, siger han.

Og der bliver brug for al den hjælp, de kan skaffe, for skaderne er omfattende.

- Det er ikke et sted, man kommer på mandag, og heller ikke mandagen efter, siger Jacob Boe Madsen.

27. dec. 2024 kl. 12:21
Tophistorie
Fyn
Morten Albek

Ove vil begraves med sin kone og søn på skrotplads

LYT
Del
Link
kopieret!

Ove Jensen svinger stålhammeren ned mod den gamle motor. Et stykke af et kraftigt tandhjul flyver af og trimler hen ad jorden, da hammerens bulede hoved med en "tchsjung" smadrer ind i metallet.

- Ah...

Ove Jensen retter sig op og trækker vejret dybt. Med den venstre håndryg tørrer han en tåre bort fra sin næsetip.

Det er efterår og kun få grader varmt, så den 88-årige produkthandler, der er indehaver af firmaet Måre Produkthandel, er klædt i flere lag arbejdstøj. Bukser, sweatre og jakke har tjent ham længe og bærer præg af daglig kontakt med diverse smøreolier fra de maskiner, han stykke for stykke får delt i metaller, han siden kan sælge.

- Jeg er jo ikke 25 år længere. Jeg er 88. Jo, jo - der er er stykke op til 100 endnu, gnægger han og sætter sig på sin trehjulede elscooter.

Køretøjet sikrer, at han kan bevæge sig rundt overalt på det 11.000 kvadratmeter store område. Benene er ikke, hvad de var for blot få år siden. Alligevel er han lige netop på benene hele tiden.

- Jeg arbejder tre timer om formiddagen og tre timer om eftermiddagen. Så laver jeg selv min aftensmad, og det tager to-tre timer, og så er dagen jo næsten gået. Om aftenen sætter jeg mig nogle gange og spiller på min harmonika, Så har det været en god dag, slår Ove Jensen fast.

Skal begraves ved kone og søn

Han bor alene i et lille hus der ligger i den ene ende af skrotpladsen. Sådan har det været i et par år, siden hustruen Bodil gik bort. Hun er dog ikke langt borte, for i den anden ende af pladsen, i et hjørne hvor Ove også har en lille hytte og en grillplads, er hustruens urne sat ned. Det samme er en urne med sønnen Jens-Ove.

- Når jeg dør, skal jeg også ned ved hende. Så er det op til børnene at passe stedet. Det går jeg da ud fra, at de gør. Det kan være de bruger det til sommerhus eller noget, smiler Ove Jensen uden dog at antyde at han er hverken mæt af dage eller træt af sit fysisk hårde arbejde.

- Jeg begyndte vel at arbejde, da jeg var omkring seks år gammel. Det var med at samle kartofler ved Borris, hvor jeg kommer fra. Det gælder om at holde sig i gang. Ja, ja, jeg kan da godt blive så skidt en gang, at jeg må flytte herfra, men det håber jeg ikke. Jeg vil blive boende på landet, slår han fast.

Ove Jensen træder efter en kort pause ned fra sin elscooter og griber metalhammerens lange skaft. Med et kraftigt sving rammer han tandhjulet fra før og et nyt stykke brækker af. Stump for stump nærmer han sig en lille stak, han senere kan sælge. Sådan som han har gjort det lige siden han i 1969 åbnede sin produkthandel.

27. dec. 2024 kl. 17:09
Tophistorie
Fyn
Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Spis op af julemaden - lav boller af din risalamande

LYT
Del
Link
kopieret!

De fleste julearrangementer er overstået, og nu skal der ryddes ud i køleskabet efter julen, desværre lander mange rester i skraldespanden og ikke på tallerkenen.

Too Good To Go, som hjælper restauranter med at komme af med overskudsmad, vil indføre en ny tradition i danskernes juleferie, nemlig 'Spis Op Dag' d. 27 december. Landedirektør i Too Good To Go, Ken Vanhoegaerden, forklarer, at vi køber mere mad end hvad vi har brug for i julen, fordi vi gerne vil sikre, at der er nok til alle.

- Desværre ender meget af maden med at blive smidt ud, selvom den stadig kan bruges. Med 'Spis Op Dag' vil vi opfordre danskerne til at tage et opgør med madspild og give julens rester en chance for at blive nydt.

Alle rester skal bruges

Ifølge en undersøgelse fra Too Good To Go køber 68 procent af danske familier for meget mad til juledagene.

Og det er vigtigt, at selv den sidste rest af flæskesteg bliver brugt fortæller Ken Vanhoegaerden.

- Madspild er noget af det der har størst CO2-udledning. At mindske vores generelle madspild er det vigtigste bidrag vi kan yde til et bedre miljø og en større bæredygtighed.

Derfor har Too Good To Go i samarbejde med den fynske kogebogsforfatter Maria Vestergaard, udformet opskrifter med udgangspunkt i vores rester fra julemaden.

Nedenunder har vi samlet en række bud på retter du kan bruge til at lave dine julerester til.

Opskrifter med rester fra julen

Risalamande-boller

toogoodtogo.dk

Når mandlen er fundet, stopper mange med at spise videre af risalamanden, derfor står man ofte tilbage med rester af den søde grød.

Heldigvis kan man bruge resterne til en en luftig bolledej med et strejf af jul.

Du kan finde resten opskriften her.

Flæskestegssandwich

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En klassiker i juledagene er flæskestegssandwich, her kan du også genbruge rødkålen.

Vil du have sprøde svær dagen efter, så skær sværene fra stegen og gem dem i noget madpapir i køleskabet. Er de allerede blevet bløde, så skær dem fra stegen og put dem i din Airfryer på høj varme.

Biksemad med and og brunkartofler

Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

28 procent af danskerne i Syddanmark svarer, ifølge Too Good To Go, at det de smider mest ud efter jul er kartofler.

Men faktisk kan både dine brune og hvide kartofler bruges i en biksemad, sammen med rester af and og eller flæskesteg.

Kartoffelgratin med and og brunsovs

toogoodtogo.dk

Har du både brun sovs, and og kartofler til overs fra julen, kan de bruges til en kartoffelgratin.

Du skal blot bruge lidt mozzarellaost til toppen og så er aftensmaden reddet - og du slipper for at smide maden ud.

Du kan finde opskriften her.

Flæskesteg i rød karry

toogoodtogo.dk

Efter tre dage med fed mad og flæskesteg, så er mange nået til et punkt, hvor de gerne vil have noget grønt og helt andet end julemad.

Flæskestegen bruges ofte også i det asiatiske køkken, og der er derfor et hav af retter hvor du kan genbruge dine rester, blandt andet i en rød karry med ris til.

Du kan finde opskriften her.

27. dec. 2024 kl. 19:12
Fyn
"Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix"

Hellere dårlige overskrifter end at ende i fængsel, siger Trine Bramsen

LYT
Del
Link
kopieret!

Da Socialdemokratiets Trine Bramsen i 2019 blev spurgt, om hun ville være forsvarsminister, oddsede hun og familien på, hvor længe hun ville beholde posten.

- Vi vidste godt, at det var øretævernes holdeplads, siger hun til TV 2.

Det fik hun ret i. Nok mere end hun anede dengang.

Både før og efter Bramsens tid i ministeriet har skandalehistorier været et genfærd, der er blevet ved med at spøge i Forsvaret. Men i sin tid som minister ramte de kritiske historier særligt hårdt, og ofte var hun selv i centrum for dem.

- Jeg har da gået og tænkt, hvornår tiden er rigtig til at vise den anden side af fortællingen, siger hun.

Men det bliver tiden aldrig rigtig til.

Bramsen insisterer på, at meget af den kritik, som hun blev mål for i sin ministertid, er forfejlet og i nogle tilfælde det pure opspind. Men de håndfaste beviser, som hun hævder at have, hører under en tavshedspligt, som hun stadig er underlagt.

Skandaler og uretfærdighed

Da Trine Bramsen trådte til, lå der et væld af skandalesager og ventede på hende. En af dem var en spektakulær sag om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

En anden var om den daværende hærchef, Hans-Christian Mathiesen, som blev beskyldt for nepotisme og pligtforsømmelse og siden idømt 60 dages fængsel i sagen.

Der var faldefærdige bygninger og dårlig mad på kaserner – listen var lang.

- Der var den ene skandale efter den anden. Men de tog til og blev vildere og vildere, siger Trine Bramsen.

Hendes oplevelse var, at sagerne kom til at handle mere og mere om hende.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Uanset om det var en kantine, hvor der var dårlige sandwich, eller et køretøj, der ikke kunne køre, så blev det jo til en historie om mig. Det var mit billede og mit ansigt, der var på forsiden, siger hun.

Er det ikke meget naturligt, når du var minister, og det var dit område?

- Jo, det er det til en vis grad. Det, jeg oplevede, var bare, at det var hvad som helst, som blev til mit ansvar i en organisation med 33.000 medarbejdere og en hel masse funktioner. 

Tidligt traf hun beslutningen om, at hun ikke ville modsige de kritiske historier, selvom de i hendes øjne var falske.

Hvorfor modsagde du dem ikke bare?

- Hellere dårlige overskrifter end at ende i fængsel, siger hun.

Havde du en bekymring for at ryge i fængsel?

- Det har jeg stadigvæk. Jeg har stadig følelsen af, at der er skrevet mange ting, som er forkerte. Men jeg kan ikke gå ud og modbevise dem, for så bryder jeg den tavshedspligt.

Den mest bizarre historie

Det var ikke kun i medierne, at Trine Bramsen oplevede modstand. Også internt i Forsvaret oplevede hun pres i form af lækager og følelsen af at blive modarbejdet.

- Det, jeg blev mest overrasket over, var de mange anonyme læk og forsøg på at smudse mig til. Også med historier, der ikke passede, siger hun.

Indefra?

- Ja, inde fra organisationen. Det kunne også være nogle, der ikke sad i organisationen, men som gerne ville have det til at blive en fiasko for mig.

Den mest "bizarre" ifølge Bramsen selv var en historie om, at hun skulle have fyret forsker ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

Forsvarsmediet Olfi gik ud med en historie på baggrund af anonyme kilder, der bekræftede, at det var tilfældet.

Senere meddelte Forsvarsakademiet, at det ikke passede, og Olfis chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen måtte skrive et fyldigt genmæle, der sluttede af med opsummeringen:

- Undskyld.

Her kunne man tro, at den sag var lagt død, men det er ikke tilfældet. Fire år efter bliver der stadig talt om den.

I et program på Radio4 med titlen 'Danmarks dårligste forsvarsminister?' fra december i år, fortæller Peter Ernstved Rasmussen, at han ikke længere er så sikker på, at han og mediet dengang tog fejl.

Trine Bramsen, er det grebet ud af den blå luft?

- Ja. Det er det. Jeg har aldrig nogensinde haft noget som helst med den sag at gøre. At man fortsætter med at påstå det, bekræfter, at det nærmest blev en sport at påstå alt muligt, også selvom det var fuldstændig forkert, siger hun.

Stormvejret tog til

Lavinen begyndte for alvor at rulle, da FE-chef Lars Findsen 21. august 2020 blev hjemsendt efter hård kritik fra efterretningstjenesternes tilsynsmyndighed for mulige lovbrud. Findsen og fire andre blev hjemsendt, og i en bog beskylder Findsen Trine Bramsen for at handle politisk.

Stormvejret ville ingen ende tage, husker Trine Bramsen.

- Der var også sager om, at jeg skulle have smidt en journalist ud fra mit kontor. Der var historier om, at jeg skulle have beriget mig selv ved at sejle med hjemmeværnet til Ærø, selvom det var en hjemmeværnsøvelse, som de havde inviteret mig til, siger hun.

Kernen var vel, at det skete oveni, at Danmark trak sig ud af Afghanistan?

- Men den sidste soldat var kommet hjem tre måneder tidligere, så der var ikke en eneste dansk soldat tilbage i Afghanistan. Dem havde jeg taget imod i lufthavnen, siger hun.

Var der ikke noget i dig, som tænkte, at det måske ikke var den klogeste ting at gøre i den tid?

- Jo, hvis jeg havde en krystalkugle. Men sandheden var jo, at vi for længst var sejlet afsted med hjemmeværnet, da meldingerne om Afghanistan kom.

Hold dig fra politik, hvis du vil elskes

Selvom Trine Bramsen vidste, hvad hun gik ind til, var der alligevel plads til overraskelser, fortæller hun.

Hun husker, hvordan journalister gik rundt foran hendes hus og bankede på hos naboerne for at interviewe dem om hende, og hvordan en bil fulgte efter hende, da hun kørte til bageren efter brunsviger.

Det var hårdt, men hun fandt en støtte i skikkelse af en person, der om nogen har været i modvind – forhenværende socialdemokratiske overborgmester i København Ritt Bjerregaard.

Bramsen besøgte ofte Ritt Bjerregaard i hendes hjem. De sad i sofaen i hendes stue og snakkede om sagerne, fortæller hun.

- Hun var den tætteste sparringspartner, for hun havde også prøvet at blive beskyldt for hvad som helst, siger Trine Bramsen.

Ritt Bjerregaard havde en leveregel, som Trine Bramsen ofte ville gentage for sig selv:

- Hvis man gerne vil elskes, skal man ikke gå ind i politik.

Elsket kan man blive i sin familie.

27. dec. 2024 kl. 18:05

OB-spiller stopper i fodbold

LYT
Del
Link
kopieret!

20-årige Hannah Kirketorp-Madsen har valgt at lægge støvlerne på hylden, når hendes kontrakt udløber til nytår. Det skriver Odense Boldklub på dens hjemmeside.

Hun har været en del af akademiet og klubben i Odense Q og siden Odense Boldklub i mange år. Men når Hannahs kontrakt udløber til nytår, har hun valgt at hun vil opleve verdenen uden for fodbold.

- Jeg har kendt Hannah igennem mange år, hele vejen op igennem akademiet, og har også selv trænet hende på et tidspunkt. Hun har min dybeste respekt. Jeg ønsker hende kun alt det bedste fremover, og hvem ved måske vi en dag ser Hannah retur på banen, siger sportschef John Bæksted. 

27. dec. 2024 kl. 16:12

Store byttedag - forretning forventer mere end 10.000 kunder

LYT
Del
Link
kopieret!

I Magasin i Odense har de travlt med at hjælpe kunder, der skal have byttet eller returneret en julegave.

Fredag er den helt store bytte dag og Dansk Erhverv forventer at danskere bytter gaver for over halv milliard.

Alligevel fortæller Sofie Andreassen, Store Manager i Magasin Odense, at deres kunder er blevet mere bevidste om deres forbrug og julegaveindkøb.

- Folk efterspørger mere og mere noget der holder, og af god kvalitet - og de vil gerne betale lidt mere for det, fordi de gerne vil væk fra den her brug-og-smid-væk kultur. Så man i stedet får nogen gode ting som modtageren kan have i mange år.

Magasin Odense forventer at få 10.000-12.000 kunder igennem butikken i løbet af fredagen.

27. dec. 2024 kl. 15:12
Fyn
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

På denne ø er sygefraværet stukket helt af

LYT
Del
Link
kopieret!

Sygefraværet blandt kommunalt ansatte på Langeland er dobbelt så højt som det gennemsnitlige sygefravær for samtlige funktionærer på det danske arbejdsmarked.

Faktisk har kommunalt ansatte på Langeland det højeste sygefravær blandt kommunalt ansatte i hele landet.

Det skriver Dansk Erhverv i en ny analyse, som viser at forskellene på sygefraværet i landets kommuner er meget forskelligt. Til sammenligning er Nordfyns Kommune en af de kommuner, hvor de ansatte har lavest fravær. Her er fraværet 14,7 arbejdsdage om året, mens det på Langeland er 20,9 arbejdsdage om året.

Tallene er fra arbejdsåret 2023.

Svarer til 2800 fuldtidsjobs

Den gennemsnitlige dansker i arbejde har 10,2 sygedage om året, men i kommunerne er gennemsnittet 16,1 sygedage om året.

Ifølge Dansk Erhverv vil det svare til at man ansatte 2800 yderligere fuldtidsansatte, hvis man i kommunerne kan lykkes med at nedbringe sygefraværet til samme niveau som det man har i Nordfyns Kommune.

- En vigtig nøgle til at forbedre den kommunale service er at få nedbragt sygefraværet, fremgår det af analysen.

Fyn og Sjælland klarer sig dårligst i statistikken, mens man i Jylland generelt har et lavere sygefravær. Blandt de 25 kommuner med den laveste sygefravær er 20 jyske, én er på Fyn og fire er på Sjælland.

27. dec. 2024 kl. 14:15
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Prognoser spår elendigt fyrværkeri-vejr

LYT
Del
Link
kopieret!

På fyrværkeri og raketter står der hvilken afstand, tilskuere skal have til dem.

Men når det blæser med mere end fem meter per sekund, skal denne afstand fordobles, skriver TV 2 Vejret.

Det samme gælder afstanden til letantændelige materialer, for eksempel bygninger med stråtag. Her skal afstanden være 400 meter i vindretningen, når det blæser.

Prognoserne viser lige nu en middelvind på op til 16 meter per sekund nytårsnat, som svarer til kulingstyrke.

Derudover kan vådt fyrværkeri fyre anderledes af end forventet. Det er derfor særligt farligt at fyre af, hvis det kommer til at stå ude i regnen.

De fem udvidede fyrværkeriråd

  1. Brug altid beskyttelsesbriller. Også selvom du kun er tilskuer.

  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri. Fyrværkeri opfører sig ikke altid efter hensigten, og der er ingen kvalitetskontrol på fyrværkeri, der ikke er godkendt.

  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden. Følg altid brugsanvisningen om sikkerhedsafstand.

  4. Hold sikkerhedsafstanden, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.

  5. Gå aldrig tilbage til en fuser. Fusere er utilregnelige og skal fjernes med skovl og spand.

27. dec. 2024 kl. 13:16

Børn og unge fylder i ulykker med fyrværkeri

LYT
Del
Link
kopieret!

Lige under halvdelen af alle de tilskadekomne ved nytåret 2023/2024 var under 18 år, og en stor del var ikke gamle nok til selv at kunne købe fyrværkeri. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Børn under 15 år, der ikke selv kan købe fyrværkeri - heller ikke knaldperler eller stjernekastere - udgør næsten hver fjerde tilskadekomne ud af de 192, der blev ofre for fyrværkeriskader i nytåret 2023/2024. Det viser tallene fra Ulykkes Analyse Gruppen fra Odense Universitetshospital (OUH). Den opgør hvert år fyrværkeriskader fra alle danske sygehuse i nytårsdøgnene den 31. december til 1. januar.

27. dec. 2024 kl. 11:27
Peter Salomon

Ville anmelde overfald - endte selv med sigtelse og bortvisning

LYT
Del
Link
kopieret!

Det gik ikke helt som ventet, da en ung mand ville anmelde et overfald, han mente var begået på beværtningen Butchers i Odense.

Hos Fyns Politi fik man nemlig indhentet overvågningsmaterialet fra stedet for at gennemgå dette, men det faldt ikke ud til anmelders fordel.

Overvågningsbillederne viste nemlig at den unge mand selv begyndte at indlede sig i slagsmål, idet han med knyttet hånd slog en gæst med en knytnæve i hovedet.

Det førte til, at den 22-årige selv blev sigtet for overtrædelse af Restaurationsloven og fik forbud mod at komme som gæst på Butchers. Det skriver Fyns Politi i døgnrapporten.  

27. dec. 2024 kl. 10:30

Brobizz advarer om svindel-mails

LYT
Del
Link
kopieret!

Selskabet Brobizz advarer lige nu sine kunder om falske e-mails og sms’er, hvor der er såkaldt phishing i omløb. Det skriver selskabet på sin hjemmeside.

Når hackere forsøger at lokke fortrolige oplysninger ud af dig, kaldes det for phishing. Hackerne vil foregive at være en virksomhed eller lignende, som du er fortrolig ved, og derigennem forsøge at få dig til at give dem fortrolige oplysninger – som de derefter kan misbruge.

Derfor anbefaler Brobizz at man grundigt kontrollerer, hvem der er afsender.

På hjemmeside skriver selskabet, at de udelukkende sender SMS’er til kunder, der har været i kontakt med deres kundeservice. Derudover bruger de kun følgende mailadresser:

  1. noreply@brobizz.com

  2. noreply@info.brobizz.com

  3. postmaster@brobizz.com

  4. kundeservice@brobizz.com

27. dec. 2024 kl. 9:17

Nu bliver bybusser i Nyborg gratis for særlig aldersgruppe

LYT
Del
Link
kopieret!

Kan gratis busdrift få de unge til at køre med? Det vil tiden vise i Nyborg Kommune, hvor unge under 16 år snart kan køre gratis med bussen i Nyborg – og det har de unge selv ønsket og være med til at bestemme. Sådan lyder det i opslag på kommunens Facebook-side.

De gratis bybusser er vedtaget af byrådet som en del af budgetaftalen for 2025. Det er lokalruterne 680, 681, 682, 709, 711, 712, 713, 714, 715 og bybus 1 og 2 der fra 1. januar gøres gratis for børn og unge under 16 år.

De regionale ruter (rute 161-162, 195, 800A, 900A, 920-921) og uddannelsesruterne (809, 819, 830, 831, 833, 865) er ikke omfattet af tilbuddet.

27. dec. 2024 kl. 8:37
Natacha Djervad

Tre juledage overstået - flere havde indbrud end sidste år

LYT
Del
Link
kopieret!

Julen er ovre og de fleste er vendt hjem til egen bolig igen. Det betyder også, at flere har opdaget, at der har været ubudne gæster i hjemmet, mens de har været væk. Ifølge Fyns Politi er der anmeldt lige under 50 indbrud på Fyn fra den 23. december til og med den 26. Det fortælle vagtchef Kenneth Taanquist.

Sidste år var tallet sidst i 20’erne, lyder det.

Alligevel understreger han, at det på trods af en stigning fra sidste år lader til at være godt naboskab og lys i hjemmet, der holder tyvene ude.

-  Det er vores indtryk at folk har været gode til at hjælpe hinanden, huske at lade lidt lys være tændt. Og det hjælper altså på det, siger Kenneth Taanquist.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her