Mandesnak og cykler har lokket 63-årige Mohammad ud af lejligheden
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Ældre med etnisk minoritetsbaggrund, er dobbelt så ensomme, som andre ældre. I Odense har frivillige trivselsagenter skabt foreningen "En som os". Et mandefællesskab, der mindsker ensomheden.
Der er ikke meget plads i det lave kælderrum, hvor tre mænd i ens kedeldragter skruer på en damecykel.
Men humøret er alligevel højt. For det lille cykelværksted er blevet et ugentligt mødested for de tre mænd - to kurdere fra Syrien og en palæstinenser fra Libanon.
- Jeg er rigtig glad for at komme her. Det betyder meget at komme og lave frivilligt arbejde, fortæller 63-årige Mohammad Faour.
Vejen til det lille cykelværksted i Odense er gået via foreningen "En som os". Et nyt fællesskab for mænd med en etnisk minoritetsbaggrund.
Udover cykelværkstedet arrangerer "En som os" kurser i biavl, virksomhedsbesøg og lige så snart vejret tillader det, skal mændene måske på fisketur.
Mandeforeningen er på under et år vokset fra fem medlemmer til over 30.
Helt fast er det, at de hver tirsdag klokken 10 mødes til et veldækket morgenbord og en masse mandesnak i Fælleshuset i Korsløkken.
- Min nabo blev ved og ved med at sige, at jeg skulle komme med til "En som os". Til sidst sagde jeg "Ja, hvorfor ikke?" Det er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde, siger Mohammad Naour.
Omkring bordet drøftes alt fra politik, praktiske problemer, og tanker man går og tumler med.
- Mange mænd herude er ensomme. Dem prøver vi at få fat i. Her kan vi ses og måske hjælpe hinanden med gode råd, fortæller Sieng Vo Han, 57 år. Han er oprindelig fra Vietman og nu kasserer i foreningen "En som os".
Tosprogede trivselsagenter mod ensomhed
Mandeforeningen er sat i gang under projektet" Trivselsagenter i fællesfront mod ensomhed".
Sieng Vo Han har sammen med den jævnaldrende formand for foreningen, Ahmad Khaldi, fået et otte ugers kursus som frivillig trivselsagent.
Det har klædt dem på til at opspore og involvere de ældre mænd.
- Det gælder om at finde de aktiviteter og projekter, som kan få dem ud lejlighederne og med i frivillige fællesskaber, siger Ahmad Khaldi.
Projektet med trivselsagenter startede oprindeligt i Århus med midler fra Social- og Ældreministeriet, men blev i 2021 udbredt til Viborg, Vejle og Odense med penge fra Veluxfonden.
I de fire kommuner er der nu uddannet i alt 80 trivselsagenter og skabt 14 nye fællesskaber med cirka 450 deltagere.
Og der er god grund til at sætte mere fokus på gruppen af ældre med etnisk minoritetsbaggrund, mener Fonden Ensomme Gamles Værn.
- Ensomheden er dobbelt så udbredt i denne her ældregruppe end ensomhed blandt øvrige ældre i Danmark, fortæller Christine E. Swane, direktør og forskningsleder i Fonden Ensomme Gamles Værn.
- Den alderdom, som de kender fra deres hjemland, får de ikke her. Ligesom i danske familier har også deres børn og børnebørn jo travlt med deres liv. Og når de så oveni ikke har erfaring med at være aktiv i foreningslivet eller organiserede fællesskaber, så bliver de lettere ensomme, siger Christine E. Swane.
Fonden Ensomme Gamles Værn har netop udgivet en rapport med erfaringer fra det treårige projekt med trivselsagenter.
Rapporten konkluderer, at "trivselsagenterne og projektet i sin helhed formår at øge de etniske minoritets ældres trivsel, handlekraft og medansvar for fællesskabet".
- Trivselsagenterne har formået at engagere etniske minoritetsældre i nye fællesskaber. Dermed er de med til at vise en vej ud af ensomhed og social isolation, siger Christine E. Swane.
Nye venner og oplevelser
I Odense er der uddannet syv trivselsagenter, og der er skabt fire nye fællesskaber, hvor omkring 100 etniske minoritetsældre har deres gang.
Formanden for mandefællesskabet "En som os" er sikker på, at hans forening ikke er færdig med at vokse.
- Det breder sig. Det går fra mund til mund. Og man behøver ikke allerede være en gammel mand for at blive medlem af vores forening, understreger formand Ahmad Khaldi.
Omkring morgenbordet denne tirsdag i Fælleshuset går snakken da også ivrigt om, hvilke aktiviteter der nu skal gang i. En fisketur blandt andet. Og den er 63-årige Mohammad Faour helt med på:
- Jeg har det rigtig godt i denne her lille gruppe og fået nye gode venner, siger han og smiler stort.
- Før sad jeg mest derhjemme. Nu siger min kone, at jeg er blevet en anden, når jeg kommer hjem.