"Kvindelancen" tester prostituerede for kønssygdomme - men snart kan det være slut
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Med støtte fra fonde kører den mobile sundhedsklinik, Kvindelancen, hver uge afsted for at teste og behandle udenlandske sexsælgere for kønssygdomme. Men snart løber pengene op. Der kan dog være en løsning på vej. Flere regionspolitikere er nemlig åbne for initiativet.
Den ligner enhver anden hvid varevogn, men indholdet er langt fra sædvanligt.
I bagrummet står et gynækologisk leje boltret fast, klar til den næste sexarbejder, der hentes ind ad sidedøren. Kondomer, glidecreme, podesæt, handsker og metalinstrumenter er bare noget af det udstyr, der er fast interiør i varevognen.
Kvindelancen hedder den, og hver torsdag kører den ud fra Reden i Odense, bemandet af kulturmedarbejderen Francy og frivillige læger og sygeplejersker, for at teste udenlandske sexarbejdere anonymt for kønssygdomme i hele Region Syddanmark.
- Det er en billig indsats, som fremmer meget lighed, og som er til de allermest udsatte kvinder i vores samfund, siger Annette Blynel (SF), regionsrådsmedlem i Region Syddanmark.
Men Kvindelancen risikerer at skulle lukke ved udgangen af 2025.
Antallet af sexsælgere i Danmark
Ifølge VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, estimeres der at være 4500 sexsælgere i Danmark.
Fondsmidler eller offentlig støtte?
Den mobile sundhedsklinik har, siden den først begyndte at køre i april 2022, været finansieret gennem fondsmidler fra henholdsvis TrygFonden og Albani Fonden. Men midlerne varer ikke evigt.
For når de sidste fondsmidler udløber i slutningen af 2025, er kassen endegyldigt tom, og Kvindelancen får ikke flere penge af TrygFonden. Uden midler må Kvindelancen parkeres, og tilbuddet om at teste udenlandske sexarbejdere for kønssygdomme nedlægges.
Derfor kommer forstander Mette Guul ikke til at læne sig tilbage lige foreløbig.
- Vores plan er, at vi skal have Region Syddanmark til at finansiere det her, fordi vi mener faktisk, at det er en sundhedsfaglig opgave, som hører til i regionen. Vi vil rigtig gerne udføre den, for det tror vi, at vi er bedst til, siger hun.
Og noget kunne tyde på, at den plan ikke er helt umulig. Formanden i regionens sundhedsudvalg byder nemlig initiativet velkommen.
- Det er absolut en gruppe, vi skal have fat i, men hvem og hvordan vi gør det, det må vi politisk finde ud af, siger Mette With Hagensen (S).
Sådan arbejder Kvindelancen
Fra Reden i Odense opsøger og kontakter thai- og spansktalende kulturmedarbejdere sexsælgere i Region Syddanmark.
Kulturmedarbejderne finder og skaber kontakt til sexsælgerne ved hjælp af de annoncesider, hvor sexsælgerne lægger deres ydelser op. Andre sexsælgere finder selv Kvindelancen, fordi de har hørt om den gennem andre brugere.
Hvis en sexsælger har behov for et sundhedstjek, herunder test for kønssygdomme, aftales en tid med Kvindelancen.
Torsdag eftermiddag kører kulturmedarbejderen sammen med frivillige læger og sygeplejersker ud til sexsælgerne.
Bagi Kvindelancen får sexsælgeren en konsultation, rådgivning, sundhedstjek eller test for kønssygdomme efter behov.
Netop spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra, er ikke ligetil, når der i regionsrådet bliver forhandlet budget.
- Det bliver jo altid en diskussion, hvad det er for en offentlig kasse, der skal støtte her. Jeg synes, det er en opgave, som vi som samfund skal tage os af. Og det betyder jo, at så skal det ind i en politisk proces hos os. Så det vil være noget, vi vil skulle tage stilling til i forbindelse med næste budget, som er i august-september 2024, siger formanden i Region Syddanmarks sundhedsudvalg, Mette With Hagensen (S).
Et åbent regionsråd
For en af regionsrådets andre medlemmer ligger ønsket om at støtte højt på ønskelisten. Annette Blynel (SF) vil nemlig kæmpe for, at Kvindelancen kan få støtte enten gennem næste års finanslovsforhandlinger eller gennem regionens budgetaftale.
- Det er jo sundhedsvæsenet, der skal tage sig af det. Det er herligt, at der er nogen, der vil opsøge kvinderne og tage prøverne, som er frivillige, men så må vi også være med til at støtte op omkring det, siger Annette Blynel (SF).
Også formanden i Region Syddanmarks sundhedsudvalg lægger vægt på, at det er en offentlig opgave at sikre borgernes sundhed.
- Vi tager os jo særligt af dem, der har brug for hjælp. Og det har de her kvinder. Så det er det, der er kontrakten i velfærdssamfundet i Danmark. Det er, at vi tager hånd om de svageste, siger Mette With Hagensen (S).
Risikerer man ikke bare at bidrage til, at sexsælgere i højere grad går med til at sælge ubeskyttet sex, fordi de nemt kan blive testet?
- Min tanke er, at her har vi nogle kvinder, som er inde i en sårbar situation. Og dem skal vi som samfund træde ind og hjælpe. Og så vil jeg ikke begynde at spekulere i, om de udnytter vores system, eller hvad pokker de gør. Det er kvinder, der har brug for hjælp. Og så hjælper man. Punktum, siger Mette With Hagensen (S).
Også regionsrådsmedlem fra Dansk Folkeparti, Carsten Sørensen, roser initiativet.
- Som udgangspunkt synes jeg, at det er en rigtig god idé, at vi hjælper de mennesker, der er derude, som lever på grænsen af, hvad samfundet kan rumme i de nødvendige kasser, siger han.
Ikke uden forbehold
Næstformanden i sundhedsudvalget, Sarah Andersen (V), er heller ikke afvisende over for at støtte initiativet, men vil først undersøge, om det giver mening i forhold til allerede eksisterende initiativer.
- Som udgangspunkt så hilser vi jo altid velkommen, når der er nogen, der er nysgerrige og sætter initiativer i søen, for at se hvordan vi kan få mere sundhed derude og gøre det bedre. Når det så er sagt, så har vi jo i forvejen mange tilbud i Region Syddanmark, siger Sarah Andersen (V) og fortsætter:
- Vi har flere ting i gang, og det er en balance af, hvor mange indsatser vi skal have flere af for at ramme alle, eller om vi kan optimere noget af det, vi allerede har, siger hun.
Samme holdning har Carsten Sørensen (DF), der lægger vægt på, at de i regionsrådet skal passe på med at bruge pengene på flere lignende tilbud. Desuden har han et urokkeligt krav der skal opfyldes, hvis Kvindelancen skal støttes af Region Syddanmark.
- Jeg synes, det er rigtig fint, at man på Reden har gjort det her. Og jeg vil også rigtig gerne kigge på, hvordan vi bakker dem op. Men det er nødt til at ske i henhold til de begrænsninger, vi har sat fra national hånd om, at man kun i begrænset omfang tager sig af folk, der ikke har cpr-nummer, siger han.
Begrænset af sprog og muligheder
Når Kvindelancen sætter kurs mod sexsælgerne, er det især kvinder fra Sydamerika og Thailand, de besøger.
Fælles for mange af dem er, at de ikke har mulighed for at bruge de eksisterende tilbud om test for kønssygdomme. Enten fordi de ikke har et cpr-nummer, eller fordi de ikke har tilstrækkeligt kendskab eller sprogfærdigheder til at kunne navigere i det danske sundhedssystem.
- Jeg ved ikke, hvor jeg skal henvende mig. Det er derfor, vi har brug for nogen tættere på os til at rådgive os, fortæller spansktalende Sofía, der er en af de kvinder, som er kommet til Danmark for at sælge sex, og som har gjort brug af Reden Odenses tilbud.
Sofía er ikke hendes rigtige navn. Hun ønsker at være anonym, fordi hendes børn og partner ikke ved, hvad hun arbejder med. TV 2 Fyn er bekendt med hendes rigtige identitet.
Andre af Kvindelancens brugere har adgang til systemet, men vælger at undgå sundhedsvæsenet, fordi det ikke kan foregå anonymt.
- Det nytter ikke noget at sige, jamen de kan bare gå til egen læge, for det sker ikke. Og faktum er jo, at de her kvinder er her. De her kvinder sælger sex, og de her mænd køber sex, så man kan ikke bare vende ryggen til, for det sker, siger forstander for Reden Odense, Mette Guul.
Rekordhøje smittetal
Sex er godt, sex er sundt. Sådan lød det i april 2020 fra daværende direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm. Men sex kan også have konsekvenser, hvis man ikke er forsigtig.
I 2022 var smitten med gonorré på det højeste niveau i 25 år, og det var ikke den eneste kønssygdom, der havde et rekordhøjt antal smittede. Ifølge organisationen Sex og Samfund blev 41.634 i 2022 smittet med kønssygdommen klamydia.
Og de rekordhøje smittetal kan have konsekvenser. Særligt hvis grupper har ubeskyttet sex med flere partnere uden at blive testet for kønssygdomme. En kendsgerning de seneste års rekordhøje smittetal understøtter.
- Når man har grupper, som ikke bruger kondom, og som dyrker ubeskyttet sex med mange forskellige sexpartnere, og så ikke bliver testet, så er der risiko for, at de her sygdomme bliver spredt videre, siger Maria Wessman, der er sektionsleder for sex- og blodoverførte infektioner ved Statens Serum Institut.
Risiko for resistens
Hver femte danske mand har mindst en gang i sit liv købt sex. Det fremgår af Projekt SEXUS, der har undersøgt danskernes sexvaner. Netop dette faktum blandet med de rekordhøje smittetal er ifølge forstander i Reden Odense, Mette Guul, mere end nok grund til, at et initiativ som deres er vigtigt.
- Vi forebygger, at danske mænd, og for den sags skyld jo også kvinder, af tid bliver smittede med kønssygdomme, siger hun.
Og det er ifølge sektionsleder ved Statens Serum Institut, Maria Wessman, vigtigt at forsøge at forebygge smittekæderne, ellers kan det i sidste ende bidrage til udviklingen af resistens.
- Problemet med resistens er, at hvis de her bakterier bliver resistente overfor de antibiotika, vi har, så kan vi ikke behandle dem længere. Så derfor vil man meget nødigt have, at bakterierne udvikler resistens, siger hun.
Hvorvidt Kvindelancen lykkes med at få finansiering fra Region Syddanmark i fremtiden, kan blive afgjort i august-september 2024, hvor de næste budgetforhandlinger finder sted.
Se dokumentarserien: Forventningerne er store
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Efter en skuffende præstation i de første fire kvartfinalekampe står Odense Bulldogs nu med ryggen mod muren. Fansene vil have medaljer, forventningerne på lægterne er derfor store, når fynboerne er tvunget til at vinde over Herlev Eagles.