Anklage: Drenge helt ned til ni år blev misbrugt af to mænd
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Retten i Svendborg vil muligvis lukke dørene, når tiltalte skal udspørges om overgreb på otte drenge.
Det er ikke rå vold eller benhårde trusler, som kendetegner to mænds påståede seksuelle overgreb på en stribe drenge på Østfyn.
Det var mere deres psykiske og fysiske overlegenhed, som var midlet, da mændene begik voldtægt og andre forbrydelser.
Sådan lyder påstanden fra anklagemyndigheden i en sag, der begynder tirsdag i Retten i Svendborg.
Et par af drengene var kun ni år, hævdes det i anklageskriftet. I alt opregnes otte drenge som ofre i sagen.
Mændene, der er 31 og 21 år, nægter sig skyldige.
Tvang nævnes kun i to af de mange forhold i det omfattende anklageskrift.
I forbindelse med en leg om sandhed og konsekvens skal den ene tiltalte have skaffet sig oralsex med en dreng på ni år.
I flere tilfælde stod overgrebene på over adskillige måneder, lyder anklagen. Der har været tale om både anale samlejer og om blufærdighedskrænkelse, påstås det.
Nogle gange er overgrebene sket under køreture. Andre gange på stranden i Nyborg, i en cykelkælder og i private hjem. Enkelte forhold går helt tilbage til 2009.
Sagen er rejst som en nævningesag af Statsadvokaten i Viborg. Det betyder, at man mener, at der er udsigt til en straf på fængsel i fire år eller mere.
Men de tiltalte har fravalgt nævninger, så sagen vil blive behandlet af en almindelig domsmandsret - altså af en juridisk dommer og to lægdommere.
Hvordan kontakten mellem børnene og mændene er kommet i stand, ønsker anklager Peter Nygaard-Hansen fra Fyns Politi ikke at sige noget om forud for sagens begyndelse.
- Jeg har en forventning om, at en stor del af sagen vil foregå bag lukkede døre, forklarer han.
Det er helt efter lovens bogstav og sædvanligt, at tilhørere ikke er til stede, når ofre afhøres om seksuelle krænkelser i retten.
Men muligvis vil retten gå videre og udstrække lukketheden. Spørgsmålet er, om offentligheden må høre, hvad de to tiltalte siger.
- Man må regne med, at der vil komme en begæring om lukkede døre under afhøring af de tiltalte. Og det vil også være af hensyn til beskyttelse af børnene, siger Peter Nygaard-Hansen.
Dommen ventes i begyndelsen af oktober.