Der er masser af gode grunde til at holde et ekstra øje med rejseplanen.dk, hvis du har planer om at lade dig transportere med et regionaltog på Fyn i løbet af torsdag eller fredag.
På grund af 'ekstraordinært stort sygefravær hos lokomotivpersonalet', som DSB selv beskriver det, har DSB torsdag og fredag måtte foretage en række ændringer i køreplanerne på Fyn og i Jylland. Ændringerne går hårdest ud over de fynske togafgange.
På Svendborgbanen har der i ugens første tre dage kun kørt et tog i timen på grund af en sporskiftefejl i Årslev. Den ene afgang fastholder de torsdag og fredag - dog kun mellem Svendborg og Ringe.
Rejser du fra Odense mod Svendborg, kører toget i minuttal '13, og skal du den anden vej - fra Svendborg mod Odense - kører toget i minuttal '02.
Mellem Ringe og Odense kører toget som normalt.
Togbusser erstatter regionaltog
Regionaltogene er endnu mere udfordrede end Svendborgbanen. For mellem Odense og Fredericia kører der slet ingen regionaltog hverken torsdag eller fredag.
I stedet vil der være indsat togbusser, og der vil derfor være længere rejsetid. Det vil dog stadig være muligt at rejse mellem alle stationer på strækningen mellem Odense og Fredericia, blot med bus i stedet for tog.
Busserne får dog en anden køreplan, som DSB onsdag eftermiddag arbejder på at få planlagt. De forventer at have en køreplan klar i aften, og på Rejseplanen i løbet af natten.
Du kan se seneste opdateringer om togtrafikken her.