Falck Schmidt: Alle medarbejdere fyret i weekenden
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det konkursramte Odense-firma Falck Schmidt Defence Systems har nu afskediget alle medarbejdere. Kurator medgiver, at tab af ordre til Forsvaret medvirkede til konkursen.
Industrivirksomheden Falck Schmidt Defence Systems i Odense, der primært fremstiller materiel til Forsvaret, har nu opsagt alle medarbejdere.
Efter konkursen 3. oktober havde kurator ifølge loven 14 dage til at finde en løsning, så man kunne undgå fyring. I den periode var medarbejderne blot suspenderet uden løn.
I dag tirsdag udløb fristen. Men allerede i weekenden modtog alle medarbejdere en fyreseddel.
Falck Schmidt i knibe: 75 ansatte hjemsendt på ubestemt tid
Får løn dækket af Lønmodtagernes Garantifond. Kurator i konkursboet for Falck Schmidt, mener der er håb for Odense-virksomheden.
De 75 ansatte hos Falck Schmidt i Odense er blevet suspenderet og hjemsendt på ubestemt tid.
Det skete tirsdag eftermiddag efter, at kurator i konkursboet, Poul Viggo Bartels Petersen fra Kromann Reumert, havde informeret medarbejderne om situationen.
Han har dog en forhåbning om, at de kommer i gang igen.
Dels er der ordrer i hus, der skal færdiggøres, dels er der interesserede købere til hele eller dele af virksomhedens selskaber, oplyser Poul Viggo Bartels Petersen til TV 2/Fyn.
Han regner med, at forhandlingerne med interesserede købere nu fortsætter.
- Der er formentlig købere, der kan få noget frugtbart ud af Falck Schmidts avancerede teknologi, siger han.
Imellemtiden vil de tidligere ansatte få deres løn via Lønmodtagernes Garantifond.
I alt fire selskaber I Falck Schmidt-koncernen inklusive holdingselskabet Falck Schmidt A/S er nu under konkursbehandling.
Det er selskabet selv, der har indleveret begæringen, der er kommet som en stor overraskelse for de ansatte.
Det startede med, at de ikke fik udbetalt løn ved månedsskiftet.
- Ja, de fik deres opsigelse i weekenden. Der var ellers først deadline i dag, bekræfter Stig Møller fra 3F Industri.
Indtil konkursen beskæftigede Falck Schmidt Defence Systems 75 mand.
- Nu håber vi, at det lykkes kurator at finde nye ejere, som vil ansætte de tidligere medarbejdere igen, siger Stig Møller.
Med opsigelserne kan fagforbundet nu gå i gang med at indgive ansøgning hos Lønmodtagernes Garantifond. Medarbejderne har ikke fået løn siden konkursen 3. oktober.
Lønmodtagernes Garantifond holder medarbejderne skadefri fra den dag og i hele opsigelsesperioden.
Tror stadig på løsning
Afskedigelserne betyder dog ikke, at kurator har opgivet at finde en løsning for Falck Schmidt defence systems
- Vi arbejder fortsat på at finde en fornuftig løsning. Vi snakker med nogle, som er interesseret, men vi har ingen konkrete købere endnu, siger kurator Poul Viggo Bartels Petersen fra advokatfirmaet Kromann Reumert.
Poul Viggo Bartels Petersen medgiver, at en medvirkende årsag til konkursen er, at Falck Schmidt gik glip af en ordre til Forsvaret.
I begyndelsen af oktober delte Falck Schmidts nu tidligere direktør, Jan Falck Schmidt, en kritisk artikel fra nytkampfly.dk på sin facebook-side.
Og det betød altså, at Falck Schmidt ikke fik de ordrer, virksomheden havde regnet med.
- Man kan samlet set sige, at virksomheden ikke havde den ordrebeholdning, som skulle til for at holde forretningen flydende. Og den ordre, du henviser til, var nok en, de gerne ville have haft effektueret tidligere, siger Poul Viggo Bartels Petersen.
Han kan ikke oplyse, hvornår der foreligger en løsning for den konkursramte virksomhed.
- Det er der jo ikke nogen regler for. Vi gør alt, hvad vi kan for at finde en løsning så hurtigt som muligt.
Medie: Schweizere måske skyld i Falck-Schmidts konkurs
Falck-Schmidts tidligere direktør vil ikke udtale sig, men bekræfter indirekte ved at dele kritisk artikel på socialt medie.
Fynske Falck-Schmidt Defense Systems konkurs tirsdag kan meget vel skyldes, at den schweisiske leverandør til godt 300 pansrede mandskabsvogne til det danske forsvar er rendt fra en aftale.
Sådan lyder det i en kritisk artikel fra sitet nytkampfly.dk.
Tilbage i 2015 købte Forsvaret 309 pansrede mandskabsvogne hos det schweiziske firma Mowag.
Direktørs signal til offentligheden
I aftalen lå, at Falck-Schmidt Defense Systems skulle samle 300 af de 309 køretøjer på virksomhedens fabrik i Fredericia. Falck-Schmidt Defense Systems og Mowag havde indgået en såkaldt "Exclusive Teaming Agreement."
- For at være klar til slutmonteringen havde Falck-Schmidt Defense Systems indkøbt komponenter for to-cifrede millionbeløb og klargjort fabrikken i Fredericia samt ansat og uddannet medarbejere, skriver nytkampfly.dk.
Men da Mowag først fik aftalen i hus med Forsvaret, ønskede det schweiziske firma pludselig alligevel ikke at lade Falck-Schmidt Defense Systems stå for at samle mandskabsvognene.
Og det har altså nu kostet den fynske forsvarsvirksomhed dyrt.
Det har trods gentagne forsøg ikke været muligt at få en kommentar fra nu tidligere direktør Jan Falck-Schmidt.
Men noget tyder på, at nytkampfly.dk´s analyse ligger enddog meget tæt på virkeligheden.
Torsdag valgte Jan Falck-Schmidt i hvert fald at dele artiklen fra nytkampfly.dk på sin facebook-profil.
200 arbejdspladser i aftale
Samarbejdet og det samlede omfang som var aftalt ville ifølge Nytkampfly.dk have skabt mindst 200 arbejdspladser.
Men da opgaverne udeblev, blev aftalen pludselig særdeles dyr for Falck-Schmidt Defense systems i stedet.
- Indkøbet af komponenter og fabriksklargøring satte Falck-Schmidts likviditet under pres og til sidst var der bare ikke flere penge i kassen. Derfor blev virksomhedens medarbejdere tirsdag suspenderet mens en kurator nu har 14 dage til at finde en løsning, hvor hele eller dele af virksomheden kan drives videre.