Gult lys for OUH: Risiko for ny forsinkelse på ni måneder
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Ny ledelse og varslede dagbøder til hovedentreprenør skal få supersygehus sikkert i land.
Hvis alt går efter den flere gange reviderede plan, kan Fyns nye supersygehus åbne dørene i efteråret 2025 eller foråret 2026.
Men nu er der endnu engang opstået tvivl om, hvorvidt den tidsplan kan holde.
På fredag skal udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling behandle redegørelsen fra årets andet kvartal med henblik på godkendelse i regionsrådet, og trafiklysfarven for at kunne overholde tidsplanen er skiftet fra grøn til gul.
Nu hedder det, ”det vurderes sandsynligt, at totalentreprenøren JV CMB/Itinera ikke kan levere den aftalte fremdrift” og ” tidsmæssigt kan risikoen påvirke delprojektet med op til 9 måneder.”
Tommelskruer
Allerede før sommerferien satte projektorganisationen tommelskruerne på hovedentreprenøren med varsel om dagbøder på to millioner kroner om dagen, hvis de aftalte tidsterminer ikke overholdes.
Hensigten er, at projektet ikke bliver yderligere forsinket, men det kræver ”en forceret indsats fra totalentreprenørens side frem mod aflevering”, hedder det i kvartalsrapporten.
Hovedårsagen til forsinkelserne skyldes mandskabsmangel.
Ud over dagbodsvarslerne har Nyt OUH rykket rundt i ledelseslaget for at have fokus på færdiggørelsen af projektet.
Ny ledelse
Torben Hedegaard Jensen, der har været projektleder siden 2017, har nu fået titel af kontaktdirektør i OUH med ansvaret for blandt andet Sygehusapotek Fyn, Rengøring og Hospitalsservice, Logistik, forberedelse og flytning til Nyt OUH og projektorganisationen Nyt OUH.
Direktør og vicedirektør for Nyt OUH, Kenneth Holm og Peter Holm, har begge byggefaglige kompetencer.
Der er dannet en ny chefgruppe, bestående af fem projektchefer alle med indgående kendskab til projektet samt en ny økonomichef, og for at understøtte projektdirektionen er der desuden etableret en supportfunktion med blandt andet chefrådgivere vedrørende byggeri og udstyr samt en ny risikomanager. Desuden er der dannet et advisory-board bestående af tre-fire personer med nøglekompetencer inden for større byggerier.
Økonomi OK
Den gode nyhed er, at der i redegørelsen nu er grønt lys for at kunne overholde de økonomiske rammer, som Nyt OUH fik udvidet den 28. marts efter aftale med sundhedsministeren.
Rammen er på 6,7 milliarder kroner – udvidelsen af rammen gav Region Syddanmark mulighed for at bruge 454 millioner kroner ekstra efter blandt andet. store materiale-udgifter og udefrakommende udfordringer for eksempel. inflation, corona og krigen i Ukraine.
Forsinkes byggeriet vil det i mere eller mindre grad smitte af på økonomien i projektet.
I kvartalsgennemgangen peges på en række delprojekter, der er i risiko for at skride tidsmæssigt.
Det hedder for eksempel, at det er meget sandsynligt, at tidsplanen kan skride med to måneder på grund af totalentreprenørens krav vedrørende Odense Letbane, der risikerer at påvirke udstyr på det nye sygehus på grund af vibrationer.
Sportsfiskere frygter spildevand
Anlæg af et renseanlæg er allerede forsinket godt og grundigt, fordi Danmarks Sportsfiskerforbund har klaget over Odense Kommunes udlednings-tilladelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor sagsbehandlingstiden er 6-18 måneder.
Nyt OUH arbejder nu på en plan B, hvor sygehuset koncentrerer kræfterne om et forrenseanlæg, der kan anvendes i en midlertidig periode.
Sportsfiskerne er bange for udledningen af medicinrester og hormonforstyrrende stoffer fra sygehuset til Killerup Rende og Lindved Å. Men det er grebet ud af luften, mener Nyt OUH.
- Spildevandet vil være bedre end drikkevandskvalitet, hvorfor projektorganisationen for det nye OUH og tilknyttede rådgivere stiller sig undrende over for baggrunden for klagen, hedder det i kvartalsredegørelsen.
Andre risici
Yderligere forhold, der kan forsinke og fordyre dele af projektet er ifølge redegørelsen behov fra OUH’s afdelinger, der skal indarbejdes projektet på et sent tidspunkt.
Det samme gør sig gældende for øget leveringstid og generel prisstigning på byggematerialer, kvalitetsstyring, validering og kvalitetssikring af rum og udstyr, udbedring af fejl og mangler, test, indflytning, ibrugtagning og samarbejde med totalentreprenøren.
.