Havarikommisionen:
- Man kender risikoen, hvis man bevæger sig ud på togskinnerne
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
De seneste ti dage har været præger af et ekstraordinært højt antal personpåkørsler på de fynske togstrækninger. Men ifølge Havarikommisionen var sikkerheden i orden på stedet.
"Gå ikke over sporet, der kommer tog."
Sådan lyder advarslen klart og tydeligt ved togstationer, når toget er i nærheden. For sådan et tog kører med omkring 180 kilometer i timen, og det kan være svært at bedømme, hvor langt væk, det befinder sig.
Ifølge Bo Haaning, der er souschef ved Havarikommissionen, kan hastigheden på toget være en del af forklaringen på personpåkørslerne.
- Når det er mørkt, kan man ikke fornemme, hvor hurtigt toget kører og sving kan gøre det svært at vurdere, siger han.
Der står "adgang forbudt"
Både 12., 13., 19. og senest den 22. november, er personer blevet ramt af tog på en fynsk togstrækning i Odense, Svendborg og nær Kauslunde Station.
Det er ulovligt at krydse jernbanen andre steder end i de autoriserede overgange, men ifølge Banedanmark er antallet af såkaldte sporløbere stigende.
- Der står tydeligt "adgang forbudt", så er man på skinnerne, så er man et sted, man ikke må være. Så det er på eget ansvar, for der er en sikkerhedsrisiko for, at man kan komme til skade eller i værste fald dø, hvis man bevæger sig ud på sporet, siger Bo Haaning.
Den udlægning er man enig i hos Banedanmark.
- Jeg tror ikke, at der er nogen, der forvilder sig ud på skinnerne, uden man ved, at man ikke bør være der. Vi kan ikke hegne skinnerne fuldstændig ind, og det ved folk godt. Så det er på eget ansvar, hvis man alligevel går derud, siger Martin Harrow, der er områdechef for Kvalitet og Sikkerhed hos Banedanmark.
Grib ind i udskoling
Selvom Banedanmark mener, at det er på eget ansvar, hvis man vælger at krydse et spor, tager de personpåkørslerne alvorligt.
- Fire gange om året samler vi op på de steder, hvor vi kan se, at nogen benytter det samme sted igen og igen til at komme over skinnerne. Så ser vi på, om vi kan sætte hegn op alligevel, lave kampagner eller gøre andre ting, siger Martin Harrow.
For udover de personer, der ulykkeligvis bliver ramt af tog, har personpåkørslerne konsekvenser for lokomotivførerne, der ikke kan nå at gøre noget.
- Det er meget ubehageligt at blive udsat for, at der er noget på sporet, man ikke havde forventet. Og særligt en person. Det er det værste, man kan komme ud for, siger Kent Jensen, der arbejder som lokomotivfører ved DSB.
Han har ikke selv været ombord på de fire toge, der i løbet af de seneste ti dage har ramt personer, men alligevel påvirker de fire ulykker ham.
- Lige for tiden fylder det meget, men vi er gode til at tale om det, siger han og forklarer, at man på ingen måde kan forberede sig på en påkørsel.
Dog mener han godt, at man kan hjælpe med at forberede andre.
- Jeg synes, at man skal komme ud og fortælle om det i udskolingen. Hvad betyder det, når der kommer et tog med 180 kilometer i timen og hvor lang tid går der, før det stopper? Det kunne være en spændende snak at tage allerede der, siger Kent Jensen.
Ifølge tal Banedanmark var der 65 sporløber på Fyn i løbet af de første seks måneder i 2022, som var tæt på at blive ramt af tog.
Livslinien
Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.
Telefonrådgivning på telefon 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11.00 til 05.00.
Ove vil begraves med sin kone og søn på skrotplads
kopieret!
Ove Jensen svinger stålhammeren ned mod den gamle motor. Et stykke af et kraftigt tandhjul flyver af og trimler hen ad jorden, da hammerens bulede hoved med en "tchsjung" smadrer ind i metallet.
- Ah...
Ove Jensen retter sig op og trækker vejret dybt. Med den venstre håndryg tørrer han en tåre bort fra sin næsetip.
Det er efterår og kun få grader varmt, så den 88-årige produkthandler, der er indehaver af firmaet Måre Produkthandel, er klædt i flere lag arbejdstøj. Bukser, sweatre og jakke har tjent ham længe og bærer præg af daglig kontakt med diverse smøreolier fra de maskiner, han stykke for stykke får delt i metaller, han siden kan sælge.
- Jeg er jo ikke 25 år længere. Jeg er 88. Jo, jo - der er er stykke op til 100 endnu, gnægger han og sætter sig på sin trehjulede elscooter.
Køretøjet sikrer, at han kan bevæge sig rundt overalt på det 11.000 kvadratmeter store område. Benene er ikke, hvad de var for blot få år siden. Alligevel er han lige netop på benene hele tiden.
- Jeg arbejder tre timer om formiddagen og tre timer om eftermiddagen. Så laver jeg selv min aftensmad, og det tager to-tre timer, og så er dagen jo næsten gået. Om aftenen sætter jeg mig nogle gange og spiller på min harmonika, Så har det været en god dag, slår Ove Jensen fast.
Skal begraves ved kone og søn
Han bor alene i et lille hus der ligger i den ene ende af skrotpladsen. Sådan har det været i et par år, siden hustruen Bodil gik bort. Hun er dog ikke langt borte, for i den anden ende af pladsen, i et hjørne hvor Ove også har en lille hytte og en grillplads, er hustruens urne sat ned. Det samme er en urne med sønnen Jens-Ove.
- Når jeg dør, skal jeg også ned ved hende. Så er det op til børnene at passe stedet. Det går jeg da ud fra, at de gør. Det kan være de bruger det til sommerhus eller noget, smiler Ove Jensen uden dog at antyde at han er hverken mæt af dage eller træt af sit fysisk hårde arbejde.
- Jeg begyndte vel at arbejde, da jeg var omkring seks år gammel. Det var med at samle kartofler ved Borris, hvor jeg kommer fra. Det gælder om at holde sig i gang. Ja, ja, jeg kan da godt blive så skidt en gang, at jeg må flytte herfra, men det håber jeg ikke. Jeg vil blive boende på landet, slår han fast.
Ove Jensen træder efter en kort pause ned fra sin elscooter og griber metalhammerens lange skaft. Med et kraftigt sving rammer han tandhjulet fra før og et nyt stykke brækker af. Stump for stump nærmer han sig en lille stak, han senere kan sælge. Sådan som han har gjort det lige siden han i 1969 åbnede sin produkthandel.
Tre juledage overstået - flere havde indbrud end sidste år
kopieret!
Julen er ovre og de fleste er vendt hjem til egen bolig igen. Det betyder også, at flere har opdaget, at der har været ubudne gæster i hjemmet, mens de har været væk. Ifølge Fyns Politi er der anmeldt lige under 50 indbrud på Fyn fra den 23. december til og med den 26. Det fortælle vagtchef Kenneth Taanquist.
Sidste år var tallet sidst i 20’erne, lyder det.
Alligevel understreger han, at det på trods af en stigning fra sidste år lader til at være godt naboskab og lys i hjemmet, der holder tyvene ude.
- Det er vores indtryk at folk har været gode til at hjælpe hinanden, huske at lade lidt lys være tændt. Og det hjælper altså på det, siger Kenneth Taanquist.
Store byttedag - forretning forventer mere end 10.000 kunder
kopieret!
I Magasin i Odense har de travlt med at hjælpe kunder, der skal have byttet eller returneret en julegave.
Fredag er den helt store bytte dag og Dansk Erhverv forventer at danskere bytter gaver for over halv milliard.
Alligevel fortæller Sofie Andreassen, Store Manager i Magasin Odense, at deres kunder er blevet mere bevidste om deres forbrug og julegaveindkøb.
- Folk efterspørger mere og mere noget der holder, og af god kvalitet - og de vil gerne betale lidt mere for det, fordi de gerne vil væk fra den her brug-og-smid-væk kultur. Så man i stedet får nogen gode ting som modtageren kan have i mange år.
Magasin Odense forventer at få 10.000-12.000 kunder igennem butikken i løbet af fredagen.
På denne ø er sygefraværet stukket helt af
kopieret!
Sygefraværet blandt kommunalt ansatte på Langeland er dobbelt så højt som det gennemsnitlige sygefravær for samtlige funktionærer på det danske arbejdsmarked.
Faktisk har kommunalt ansatte på Langeland det højeste sygefravær blandt kommunalt ansatte i hele landet.
Det skriver Dansk Erhverv i en ny analyse, som viser at forskellene på sygefraværet i landets kommuner er meget forskelligt. Til sammenligning er Nordfyns Kommune en af de kommuner, hvor de ansatte har lavest fravær. Her er fraværet 14,7 arbejdsdage om året, mens det på Langeland er 20,9 arbejdsdage om året.
Tallene er fra arbejdsåret 2023.
Svarer til 2800 fuldtidsjobs
Den gennemsnitlige dansker i arbejde har 10,2 sygedage om året, men i kommunerne er gennemsnittet 16,1 sygedage om året.
Ifølge Dansk Erhverv vil det svare til at man ansatte 2800 yderligere fuldtidsansatte, hvis man i kommunerne kan lykkes med at nedbringe sygefraværet til samme niveau som det man har i Nordfyns Kommune.
- En vigtig nøgle til at forbedre den kommunale service er at få nedbragt sygefraværet, fremgår det af analysen.
Fyn og Sjælland klarer sig dårligst i statistikken, mens man i Jylland generelt har et lavere sygefravær. Blandt de 25 kommuner med den laveste sygefravær er 20 jyske, én er på Fyn og fire er på Sjælland.
Prognoser spår elendigt fyrværkeri-vejr
kopieret!
På fyrværkeri og raketter står der hvilken afstand, tilskuere skal have til dem.
Men når det blæser med mere end fem meter per sekund, skal denne afstand fordobles, skriver TV 2 Vejret.
Det samme gælder afstanden til letantændelige materialer, for eksempel bygninger med stråtag. Her skal afstanden være 400 meter i vindretningen, når det blæser.
Prognoserne viser lige nu en middelvind på op til 16 meter per sekund nytårsnat, som svarer til kulingstyrke.
Derudover kan vådt fyrværkeri fyre anderledes af end forventet. Det er derfor særligt farligt at fyre af, hvis det kommer til at stå ude i regnen.
De fem udvidede fyrværkeriråd
Brug altid beskyttelsesbriller. Også selvom du kun er tilskuer.
Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri. Fyrværkeri opfører sig ikke altid efter hensigten, og der er ingen kvalitetskontrol på fyrværkeri, der ikke er godkendt.
Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden. Følg altid brugsanvisningen om sikkerhedsafstand.
Hold sikkerhedsafstanden, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
Gå aldrig tilbage til en fuser. Fusere er utilregnelige og skal fjernes med skovl og spand.
Børn og unge fylder i ulykker med fyrværkeri
kopieret!
Lige under halvdelen af alle de tilskadekomne ved nytåret 2023/2024 var under 18 år, og en stor del var ikke gamle nok til selv at kunne købe fyrværkeri. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Børn under 15 år, der ikke selv kan købe fyrværkeri - heller ikke knaldperler eller stjernekastere - udgør næsten hver fjerde tilskadekomne ud af de 192, der blev ofre for fyrværkeriskader i nytåret 2023/2024. Det viser tallene fra Ulykkes Analyse Gruppen fra Odense Universitetshospital (OUH). Den opgør hvert år fyrværkeriskader fra alle danske sygehuse i nytårsdøgnene den 31. december til 1. januar.
Ville anmelde overfald - endte selv med sigtelse og bortvisning
kopieret!
Det gik ikke helt som ventet, da en ung mand ville anmelde et overfald, han mente var begået på beværtningen Butchers i Odense.
Hos Fyns Politi fik man nemlig indhentet overvågningsmaterialet fra stedet for at gennemgå dette, men det faldt ikke ud til anmelders fordel.
Overvågningsbillederne viste nemlig at den unge mand selv begyndte at indlede sig i slagsmål, idet han med knyttet hånd slog en gæst med en knytnæve i hovedet.
Det førte til, at den 22-årige selv blev sigtet for overtrædelse af Restaurationsloven og fik forbud mod at komme som gæst på Butchers. Det skriver Fyns Politi i døgnrapporten.
Brobizz advarer om svindel-mails
kopieret!
Selskabet Brobizz advarer lige nu sine kunder om falske e-mails og sms’er, hvor der er såkaldt phishing i omløb. Det skriver selskabet på sin hjemmeside.
Når hackere forsøger at lokke fortrolige oplysninger ud af dig, kaldes det for phishing. Hackerne vil foregive at være en virksomhed eller lignende, som du er fortrolig ved, og derigennem forsøge at få dig til at give dem fortrolige oplysninger – som de derefter kan misbruge.
Derfor anbefaler Brobizz at man grundigt kontrollerer, hvem der er afsender.
På hjemmeside skriver selskabet, at de udelukkende sender SMS’er til kunder, der har været i kontakt med deres kundeservice. Derudover bruger de kun følgende mailadresser:
noreply@brobizz.com
noreply@info.brobizz.com
postmaster@brobizz.com
kundeservice@brobizz.com
Nu bliver bybusser i Nyborg gratis for særlig aldersgruppe
kopieret!
Kan gratis busdrift få de unge til at køre med? Det vil tiden vise i Nyborg Kommune, hvor unge under 16 år snart kan køre gratis med bussen i Nyborg – og det har de unge selv ønsket og være med til at bestemme. Sådan lyder det i opslag på kommunens Facebook-side.
De gratis bybusser er vedtaget af byrådet som en del af budgetaftalen for 2025. Det er lokalruterne 680, 681, 682, 709, 711, 712, 713, 714, 715 og bybus 1 og 2 der fra 1. januar gøres gratis for børn og unge under 16 år.
De regionale ruter (rute 161-162, 195, 800A, 900A, 920-921) og uddannelsesruterne (809, 819, 830, 831, 833, 865) er ikke omfattet af tilbuddet.
Danskere ventes at bytte gaver for over halv milliard
kopieret!
Butikkerne skal regne med, at danskerne kommer til at flokkes dertil for at bytte julegaver, de ikke er helt tilfredse med. I hvert fald hvis man skal tro en prognose fra Dansk Erhverv, der spår, at julegaver for 600 millioner kroner byttes oven på julen i år.
- Vi forventer, at hver fjerde dansker skal ud og bytte i hvert fald en gave, siger Bo Dalsgaard, der er fagchef for forbrugeraftaler og forbrugerklagesystemer hos Dansk Erhverv.
Prognosen baserer sig på to befolkningsundersøgelser, som analyseinstituttet Norstat har lavet for organisationen.
Sidste år endte det med at være omkring 25 procent af danskerne, som fik julegaver, der byttede mindst en af dem.
Chris kæmper mod p-selskab efter afgift på egen p-plads: - Hvor er den sunde fornuft?
kopieret!
Det kan ske for selv den bedste.
Betaling af p-billetten smutter, og i forruden sidder den gule lap med en p-afgift, når du vender tilbage til bilen. Øv.
Men Chris Jensen fra Odense fik forleden en p-afgift for at holde på sin egen p-plads.
Han betaler hver måned for sin egen p-plads, men pludselig sad der en afgift i forruden. Nu kan han ikke få den annulleret, og det frustrerer ham.
Chris Jensens problem er dog, at afgiften sådan set er god nok. Han skal nemlig have et parkeringskort liggende synligt i forruden, når hans bil står på den p-plads, han betaler for. Det har han også til daglig, men denne dag var den gledet ud til siden og altså ikke synligt. Det kostede en afgift på 875 kroner.
- Det er jo som sådan helt i orden. Men jeg skriver så til dem, at jeg har betalt, og jeg har tilladelsen – men det er de ligeglade med, siger Chris Jensen. Han hver måned betaler 450 kroner for sin parkeringsplads.
På Apcoas hjemmeside fremgår det tydeligt, at er ens licens ikke synlig ved kontrol, så koster det en afgift.
Den del medgiver Chris Jensen - han erkender den fejl. Alligevel henvender han sig til Europark, som er ejet af Apcoa, for at få afgiften annulleret.
- Jeg henvender mig til dem og siger noget må være gået galt. Det er min bil, min plads, jeg har kortet, og jeg har betalt for det. Jeg forstår ikke, at der ikke er nogen sund fornuft, der siger: det kan vi godt se, siger Chris Jensen.
Han mener, at det er alt for rigidt et system, når man ikke kan få rettet noget som her, hvor der tydeligt er tale om en fejl, og at der ikke bliver kigget på, at han hver måned betaler for en p-plads, og at afgiften er udstedt til ham, der betaler for pladsen.
- Når de svarer en tilbage er det helt umenneskeligt og ren jura. Jeg gør en indsigelse, fordi jeg er uenig. Der får jeg så bare et brev tilbage, hvor der står, at hvis ikke jeg betaler, må sagen tages videre.
Kan du ikke bare betale afgiften?
- Jo det kunne jeg nemt. Men på et tidspunkt må man også lige stille sig op og sige, hvornår er nok, nok. Det har jeg så valgt at gøre nu, siger Chris Jensen.
TV 2 Fyn har rakt ud til parkeringsselskabet Apcoa, som administrerer den parkeringsplads Chris Jensen betaler for hver måned.
Apcoa har ikke ønsket at stille op til interview. Apcoa er heller ikke vendt tilbage med svar på TV 2 Fyns spørgsmål, som er sendt via e-mail.
Fredagsvejret bliver stille, gråt og mildt
kopieret!
Det bliver en skyet, diset og stedvist tåget dag, hvor der i perioder vil falde lidt regn eller finregn hist og her.
Temperaturen vil befinde sig et sted mellem seks og otte grader, og det vil føles lige så mildt, som det ser ud, at bevæge sig udenfor. Vind vil der nemlig ikke være meget af.
Og det bliver generelt gråt, stille og mildt vejr de kommende dage, indtil vi når søndag. Her forventes en koldfront med regn at bevæge sig ned over landet nordfra.