Må man stå på motorvejen og kigge? Her er guiden til at se Tour de France helt lovligt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Verdens største cykelløb kommer til Danmark, men hvad er reglerne for, hvordan man kan følge løbet fra vejsiden? TV 2 Fyn har fået svar på de spørgsmål, som fynboerne har stillet.
Om præcis 50 dage sætter nogen af verdens bedste cykelryttere sig i sadlen og træder i pedalerne på de danske veje, når verdens største cykelløb Tour de France kommer til Danmark.
I Nyborg er man allerede godt i gang med at pynte byen i gule farver, så det bliver en fest, når feltet lander ved etapens målstreg.
Den 2. juli skal rytterne nemlig krydse Storebæltsbroen, når etapen går fra Roskilde til Nyborg.
Mange glæder sig til, at den store sportsbegivenhed lægger vejen forbi det danske land, men flere er også bevidste om de trafikale udfordringer, som verdens største cykelløb kan medføre. Blandt andet er Storebæltsbroen lukket i fem timer om lørdagen, ligesom at flere veje omkring målfeltet i Nyborg vil være spærret.
Det har fået flere fynboer til at overveje at krydse broen dagen før, for at kunne se løbet fra Sjællandssiden. Men må man egentlig holde i vejkanten og vente? Det er blot ét af de mange spørgsmål, som fynboerne har stillet til TV 2 Fyn.
TV 2 Fyn har stillet spørgsmålene til Grand Départ, som arrangerer løbet i Danmark, og herunder kan du få svar på, hvad man må og ikke må, når man skal se Tour de France på de danske veje.
Må man holde med sin autocamper i vejgrøften på ruten?
Nej det må man ikke. Det er ikke tilladt at holde med hverken autocamper eller bil i rabatter og grøftekanter langs ruten. Mange veje der fører til ruten, vil også være spærret af på dagen.
I stedet kan man bruge Grand Départs interaktive kort, hvor man kan se, hvor der er standsnings- og parkeringsforbud, og hvor det i stedet anbefales at parkere.
I Nyborg Kommune har man blandt andet udpeget et særligt område, hvor autocampere med fordel kan parkere i forbindelse med løbet.
Må man sove i sin bil langs ruten, for at være sikker på at man får en plads?
Nej det må man ikke.
Alle køretøjer herunder også biler, der er parkeret langs ruten, bliver som udgangspunkt fjernet. Derfor vil det være en rigtig dårlig ide at holde i bil langs ruten natten forinden.
Må man slå telt op langs ruten?
Det kommer an på, hvor man vil placere sit telt.
Hvis man vil slå telt op, skal det nemlig være på privat jord og efter aftale med lodsejeren. Ligesom at det ikke er lovligt at parkere sin bil i rabatten, så er det heller ikke tilladt at slå et telt op i grøftekanten langs statslige veje.
Må man stå på motorvejen og kigge på løbet, når cykelrytterne kommer forbi?
Cykelrytterne kommer kun til at køre på motorvejen, når de skal krydse Storebæltsbroen og ved til- og afkørslen på broen. Det vil ikke være muligt hverken at parkere eller stå på broen, men der vil være publikumsområder i både Korsør og Nyborg, hvor man kan se rytterne helt op til at de kører ud på eller væk fra broen.
Du kan finde mere information om publikumsområdet i Nyborg her.
Må man køre over på Sprogø inden broen lukker og holde der, mens løbet afvikles?
Nej det må man ikke.
Det vil ikke være muligt at køre til Sprogø den 2. juli. Det anbefales desuden, at man slet ikke kører på broen om lørdagen, da der vil være meget trafik. Du kan læse mere om Storebæltsbroen under Tour de France her.
Nyborg er ikke det eneste sted, hvor de er i fuld gang med forberedelserne. I Glamsbjerg arbejder de på højtryk for gøre 5.000 roser klar til den store begivenhed.