442 episoder på fire år - cirka tre om ugen - med gods på det danske skinnenet, der ikke er håndteret korrekt, er meget bekymrende.
Sådan lyder det fra transportminister Thomas Danielsen efter TV 2 Fyns oplysninger om løse presenninger, låseproblemer, forskubbede godscontainere og døre i godsvogne, der ikke er lukket.
Forlanger redegørelse
Tallene kommer fra Trafikstyrelsen, som Thomas Danielsen nu vil bede om en redegørelse.
- Det er meget bekymrende, at vi ser den her type hændelser med banegods. Sikkerhedskravene for banegods er strammet kraftigt op de seneste år. Nu har jeg bedt om, at få en redegørelse fra Trafikstyrelsen om baggrunden for de her tal, og på den baggrund må vi se, om der er brug for yderligere tiltag, siger thomas Danielsen.
Han oplyser, at der arbejdes for en stramning af fælles europæiske regler.
- Det vil selvfølgelig være den bedste løsning, men vi har i Danmark tidligere gået enegang og det vil jeg ikke afvise at gøre igen. Jeg vil også gentage, at branchen har ansvaret for, at alle sikkerhedskrav bliver fulgt på hver eneste godstog, der sendes afsted, siger transportministeren.
Mistede forlovede i Storebæltsulykken - nu reagerer han på opsigtsvækkende nyt
442. Så mange gange blev godstransport håndteret forkert fra 2020 og frem til 2024. Det svarer til, at det er sket cirka hver tredje dag.
Det bekymrer Lasse Pedersen, der mistede sin forlovede til Storebæltsulykken i 2019, hvor et passagertog kørte ind i en godsvogn, der netop ikke havde været ordentligt fastspændt.
- Det er jo et cowboymarked ude på de jernbaner, siger han efter de nye tilfælde.
Efter ulykken i 2019 undersøgte Lasse Pedersen loven, og han fandt ud af, at der ikke er hjemmel til at straffe, hvis godstransportører taber gods fra toget.
Han mener, at Trafikstyrelsen er nødt til at lave grundigere tilsyn, så transportvirksomhederne kan stramme op.
I dag kommentere Dansk Jernbaneforbunds formand Preben S. Pedersen og Peter Kanstrup, fællestillidsrepræsentant for DSB lokomotivførere også tallene.
- Noget tyder på, at der trænges til en opstramning, siger Peter Kanstrup, mens Preben S. Pedersen er meget forbavset over tallene og nu vil imødese en redegørelse fra Trafikstyrelsen.
En hver tredje dag: Så mange farlige godstransporter er blevet indberettet siden storebæltsulykken
Det er ikke mere end godt to uger siden, at en faretruende løs godscontainer ved Ullerslev på Østfyn blev opdaget, inden godstoget nåede ud over Storebæltsbroen og bragte minder frem om den tragiske togulykke samme sted, der i 2019 kostede otte mennesker livet.
Nu viser en aktindsigt til TV 2 Fyn fra Trafikstyrelsen, at der er masser af godstransporter, der ikke er håndteret forsvarligt på danske skinner.
I årene 2020-2023 har der været indberettet i alt 442 episoder – svarende til en situation cirka hver tredje dag.
Det er situationer, som Trafikstyrelsen betegner som ”ikke korrekt transporteret gods”.
Åbne godsdøre
Alene i 2023 blev der registreret 108 episoder, som personale og virksomhederne selv havde indberettet.
Året før var tallet 138.
Tallene for 2024 er endnu ikke opgjort.
Tallene afslører, at der blandt andet er låseproblemer, problemer med forskubbet gods, åbentstående døre og løse presenninger.
I perioden 2020-2023 blev der indberettet i alt 2.072 godshændelser, og godt hver femte faldt under kategorien ”ikke korrekt transporteret gods”.
Godshændelserne med ikke fastgjort gods udgør kun en lille del af indberetningerne om hændelser på jernbanen.
Om det konkrete tal vurderes som højt eller lavt, vil Trafikstyrelsen ikke vurdere, men gør opmærksom på, at et højt antal indberetninger også er udtryk for en sund indberetningskultur, mens et lavt antal omvendt kan være udtryk for at ikke alt bliver indberettet
Baneformand rystet
Hos Dansk Jernbaneforbund udtalte forbundsformand Preben S. Pedersen umiddelbart efter situationen i Ullerslev, at det er helt afgørende, at der er styr på sikkerheden på jernbanen – både for passagererne og for de kollegaer, som han repræsenterer.
- Derfor er en hændelse som denne alvorlig, og den berører selvfølgelig alle ved jernbanen dybt, sagde Preben S. Pedersen.
Trafikstyrelsen oplyser, at styrelsen i perioden 2020-2024 gennemførte 60 tilsyn med godsvirksomheder, hvoraf 21 inspektioner har fokuseret på godstransport.
Transportør har ansvaret
Kontorchef Laura Meyer Harrison fra Trafikstyrelsen oplyser, at det altid er jernbanevirksomheden, der har ansvaret for, at sikkerheden er i orden, mens Trafikstyrelsens rolle er at føre tilsyn med, at virksomhederne løfter dette ansvar gennem deres egne sikkerhedsledelsessystemer.
- En stor del af Trafikstyrelsens tilsyn handler derfor om at gennemgå virksomhedernes sikkerhedsledelsessystemer og følge op på eventuelle tidligere hændelser med fokus på, hvordan virksomheden har sikret sig mod, at tilsvarende hændelser kan undgås i fremtiden. Trafikstyrelsen gennemfører desuden inspektioner hos jernbanevirksomhederne. Det sker blandt andet på baggrund af en bestemt type hændelser, der kan påvirke jernbanesikkerheden, siger hun til TV 2 Fyn.
TV 2 Fyn har forsøgt at få Dansk Jernbaneforbunds formand til at kommentere de nye tal fra Trafikstyrelsen, men han er ikke vendt tilbage.