Sidste hammerslag i dag: Her sælger fynsk minkavler sit sidste skind nogensinde
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det bliver det sidste hammerslag over et minkskind på dansk jord, når minkavlernes auktionshus Kopenhagen Fur torsdag tager imod sit sidste bud.
Følelserne er blandede, inden vi bevæger os op i salen, hvor hammeren falder.
- Det er vemodigt. Jeg synes, det er trist, at det skulle ende på den måde. Det er så også rart at få sat et punktum, når det nu ikke kunne være anderledes, siger tidligere minkavler Martin From.
Det bliver det allersidste hammerslag over et minkskind på dansk jord, når minkavlernes auktionshus Kopenhagen Fur torsdag tager imod sit sidste bud fra salen.
Ifølge arrangørerne er der minkskind med fra samtlige tidligere fynske minkavlere på auktionen, som startede lørdag. Det gælder også 9.028 skind fra Martin Froms farm ved Otterup på Nordfyn, hvorfra han også har ageret formand for Fyns Pelsdyravlerforening.
TV 2 Fyn var med, da den tidligere minkavler med en fod inde i robotbranchen tog sin del i det afsluttende kapitel. Og det vakte minder helt tilbage til barndommen, da vi satte os på rækkerne.
Kom med på Danmarkshistoriens sidste minkauktion i videoen her:
Et helt andet liv
Martin From er ud af en familie, hvor både bedsteforældre og hans forældre har avlet mink.
- Det er en del af vores historie, og en historie vi er stolte af. Men det er så slut nu.
I 2020 havde Martin From en besætning på i alt 60.000 mink. 6.000 af dem var avlsdyr.
Han venter stadig på erstatning fra staten efter nedlukningen af minkerhvervet under coronapandemien. Imens har han taget de første skridt ind i robotbranchen.
- Det kommer til at blive et helt andet liv, fordi jeg netop vælger ikke at have noget med landbrug og animalsk produktion at gøre. For at man ikke skulle gå og blive sur og bitter, har det også været en del af processen at fokusere på de ting, som det så vil give frihed til ved ikke at have dyrene mere, siger Martin From.
I Nordjylland har en gruppe avlere tænkt sig at fortsætte med avl i, men ingen tidligere avlere på Fyn har meldt sig på banen til samme.
Da det stod klart, at landets minkdyr skulle slås ned, var der i Danmark godt 1.100 danske minkavlere. Dengang var der 42 minkfarme på Fyn fordelt på tyve avlere.