Tobias Slotsager kan blive OB's næste store salg:
- Potentialet er rigtig, rigtig stort
Artiklen er mere end 30 dage gammel
OB-fansene har skullet lære et nyt navn at kende i denne sæson. 17-årige Tobias Slotsager er blevet fast mand i start-11, og tordner mod en status som et af Superligaens mest lovende talenter.
Fuld spilletid i de seneste fem Superliga-kampe og ros fra nær og fjern.
Det er facit for OB’s Tobias Slotsager, der er en af hovedpersonerne i serien ’En gang Odense altid Odense’, som TV 2 Fyn har produceret.
Siden hjemmekampen mod AaB i starten af april, har den 17-årige midterforsvarer været nærmest fortrykt på træner Andreas Alms holdkort.
Dermed er unge Slotsager, der kom til OB fra samarbejdsklubben Morud IF, godt i gang med at tatovere sit navn fast i Superliga-kenderes bevidsthed.
- En spiller med et stort potentiale
Om end Tobias Slotsager er relativt ny i superligaland, er han langt fra ukendt i OB’s akademi-miljø, hvor han har vist sig fornemt frem i en årrække. Det fortæller akademichef Tonny Hermansen.
- Tobias Slotsager er en fantastisk spiller, siger han.
- Hvis han skal være topspiller – ikke kun i OB, men også i udlandet - skal han være stærkere. Han træner hver eneste dag med superligaholdet, og det gør, at han bliver stærkere fysisk. Det er en spiller, der har et meget, meget stort potentiale, og en spiller, som vi tror kan nå rigtig, rigtig langt.
Foreløbigt har Tobias Slotsagers potentiale rakt til otte superligakampe og en fast kontrakt på OB’s bedste seniorhold – indtil videre gældende til 2025.
Og Tonny Hermansens begejstring for unge Slotsager er gengældt:
- Tonny har ligesom været vores far på akademiet. Han har givet os de hug, der skulle til, og han har rost os det, vi har fortjent. Han har altid været den hårde far, som altid har villet os det bedste.
Debut som 16-årig
En tidlig sommerdag i Vejle i 2022 fik Tobias Slotsager sine første superligaminutter i en alder af kun 16 år.
Her byttede han plads på grønsværen med en anden spiller med akademi-baggrund i OB, 19-årige Jakob Breum.
Efterfølgende skulle der gå knap ti måneder, inden Slotsager igen kunne vise sig frem på superliganiveau - og det endda i den fineste ramme af dem alle.
Her blev han skiftet ind i pausen af OB's 0-7-afklapsning mod FCK i nationalarenaen. En vanskelig situation, som han dog ifølge en række eksperter slap særdeles hæderligt fra.
Annulleret scoring i startdebuten
Siden kampen i Parken har Tobias Slotsager da heller ikke set sig tilbage.
I den følgende kamp fik han sin første startplads i Superligaen, da han tog plads i det centrale forsvar i OB's møde med AaB i Odense. En kamp, hvor det kortvarigt så ud til, at han skulle få den bedst tænkelige start, da han efter blot 27 minutter pandede et indlæg i nettet og lod jublen bryde løs blandt størstedelen af de godt 9.000 fremmødte tilskuere på Odense Stadion.
Desværre for Slotsager og OB punkterede det efterfølgende VAR-tjek festen, da tv-billederne viste, at en holdkammerat stod offside i opspillet til målet, der derfor blev annulleret.
OB vandt dog kampen 2-1, og Tobias Slotsager udmærkede sig i et omfang, der har medvirket til, at han siden har været en fast del af holdet.
Startede som angriber
Men det lå ikke nødvendigvis i kortene, at trøje nummer 28 med Slotsager på ryggen skulle husere i OB’s defensiv. Faktisk startede karrieren i de spæde år i den anden ende af banen.
- Da jeg spillede i Morud, startede jeg som offensiv midtbanespiller og angriber. Siden jeg kom til OB har de prøvet at bruge mig som midterforsvarer, og det har jeg gjort siden.
Udover sin funktion som dørmand i de bagerste geledder har Tobias Slotsager været anfører på flere af OB's ungdomshold, ligesom han har båret det ærefulde anførerbind på det danske U16-landshold. Alt sammen fra sin plads i det centrale forsvar.
Nu gælder det superligaholdet i OB, der aktuelt kæmper for at vippe FC Midtjylland af pinden på rækkens 7.-plads. En plads, der kan give en adgangsbillet til europæisk fodbold i næste sæson.
Serien "En gang Odense altid Odense" er produceret af TV 2 Fyn i samarbejde med Viaplay. Den kan ses på Viaplays tjenester og TV 2 Fyn Play.
Du kan se tredje afsnit i OB-serien her.