Kerteminde Biogas får skrottet godkendelser og tilladelser
kopieret!
Kerteminde Biogas fik tirsdag aften annulleret fem af virksomhedens godkendelser og tilladelser, som Plan- og Teknikudvalget i Kerteminde Kommune genbehandlede på deres møde.
Den juridiske rådgivning, udvalget gennem længere tid har fået, efterlod ikke nogen tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre, lyder det fra Terje Pedersen (DF), formand i Plan- og Teknikudvalget:
- Der var enighed rundt om bordet. Det har været en sag, hvor vi ikke har været opmærksomme på regler om "afledt inhabilitet", og det ærgrer jeg mig selvfølgelig over, siger Terje Pedersen.
Ansvar placeres ikke
Genbehandlingen i udvalget skete på baggrund af en advokatundersøgelse fra Kammeradvokaten, Poul Schmidt, som har undersøgt den tidligere borgmester og ejer af Kerteminde Biogas Hans Luunbjergs og øvrige medarbejderes habilitet i sagen. Advokatens rapport præsenterede herefter en skarp kritik af forløbet.
Nu har politikerne i udvalget endelig taget stilling til sagen og annullerer i alt fem godkendelser og tilladelser.
Beslutningen om genbehandling blev truffet i Byrådet 14. marts 2024. Siden har også advokatfirmaet Horten vurderet sagen. Firmaet konkluderede i deres rapport fra oktober 2024, at en lang række af de tilladelser og godkendelser, det store anlæg blev bygget på, var ugyldige.
Få sagen kort fortalt i videoen herunder.
Bettina Eriksen (LA), medlem af Plan- og Teknikudvalget havde håbet på et endnu dybere kig ind i den proces, der gik forud for godkendelserne, så udvalget også kunne have placeret et ansvar.
- Det her har kostet skatteborgerne mange penge, og jeg mener, vi godt kunne have kigget på, hvilken rolle den daværende borgmesteren spillede i det her, siger hun.
Det var der dog ikke enighed om.
Kerteminde Kommune har brugt tre millioner kroner på sagen, der strækker sig over halvandet år.
Nu skal en ny VVM-undersøgelse og lokalplan klarlægge om, der kan gives nye tilladelser, eller om dele af anlægget skal rives ned.
TV 2 Fyn har været i kontakt med Hans Luunbjerg, der ikke har anden kommentar til sagen, end at han afventer nye godkendelser.
En langstrakt sag
Mens Hans Luunbjerg var borgmester i Kerteminde Kommune fra 2014 til 2017 fik han behandlet 15 byggesager, syv sager om landzonetilladelser og husdyrbrug og ti sager inden for miljølovgivning og tilsyn.
Sagen om biogasanlægget, der i første omgang blev taget op af Kjerteminde Avis, har fyldt på det nordøstfynske rådhus og i medierne det seneste halvandet år. Kerteminde Biogas har desuden været i store økonomiske vanskeligheder efterfølgende og er i dag under rekonstruktion.
Det betyder, at man i et forsøg på at undgå konkurs har sat betalingerne til kreditorer i bero for at fokusere på at redde selskabet - uden at andre i mellemtiden kan indgive konkursbegæring.
Nu handler det om, hvorvidt biogasanlægget kan blive lovligt juridisk eller fysisk. Den proces går i gang nu, hvor Kerteminde Kommune har annulleret godkendelser og tilladelser. Mens den proces er i gang, kan anlægget fortsat være i drift.