Købmandsbutik vender tilbage til Spodsbjerg - der mangler bare én afgørende faktor
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Spodsbjerg Købmand skal gerne stå klar 1. april, så der igen kan handles dagligvarer i byen, efter at have manglet indkøbsmuligheder i tre år.
I tre år har de lokale i Spodsbjerg skulle køre 8,3 kilometer vestpå for at handle, men 1. april ser det ud til at være slut.
For tre dage siden overtog en gruppe ildsjæle lokalerne fra det, der indtil 2020 hed DagligBrugsen, og er nu i gang med det store oprydningsarbejde, så lokalerne igen kan blive til købmand.
- Vi har forsøgt flere gange at købe bygningerne og skaffe kapital, og nu er det lykkes, siger en glad Lars Kruse, der er medlem af initiativgruppen.
Og det er ikke kun folkene bag købet, der er glade for, at man snart kan finde rugbrød, mælk og frugt i Spodsbjerg igen.
- Det har stor betydning, og jeg tror, det bliver et samlingssted, siger Jack Nielsen, der bor i Spodsbjerg.
Samlingspunkt og tiltrækning
Der er blevet solgt pantebreve på bygningerne, hvorfra 2,7 millioner er kommet ind. I alt har gruppen rejst 4,5 millioner kroner.
Men der ligger et stort arbejde for Initiativgruppen, der har helt tomme og en smule faldefærdige lokaler at gøre i stand.
Der er dog ingen tvivl om, at det allerede er det hele værd.
- Da v havde et borgermøde i 2020, fik vi tilsagn fra over 100 mennesker om, at de gerne vil hjælpe til. Ildsjælene er alfaomega. Det giver sammenhold, og vi har et fælles mål, siger Lars Kruse.
Udover at være et samlingpunkt og noget, der giver sammenhold, håber både initiativgruppe og lokale, at det får endnu en betydning for byen.
- Måske der kommer flere til, og så bliver husene mere værd. Jeg tror også, der vil komme flere turister, så det er dejligt, siger Jack Nielsen.
Det gælder også for Claus Buk, der har haft sommerhus i Spodsbjerg i 30 år.
- Vi savner simpelthen den butik. Så vi ser stor glæde i, at den kommer igen. Vi har været nødt til at handle hjemmefra, nå vi skal i sommerhus, fortæller han.
Mangler bare købmand
Selvom både by, turister og initiativtagere er glade for, at købmandsbutikken vender tilbage, mangler der stadig en enkelt ting, for at butikken kan åbne 1. april, som ellers er planen.
- Det kræver, at vi har en købmand, fortæller Lars Kruse.
Sammen med dagligvarekoncernen Dagrofa søger butikken målrettet efter en person, der kan besætte den rolle.
- Det skal være én, der kan sige "Goddag Fru Hansen, har du haft en god weekend?". En, der engagerer sig i nærmiljøet, er udadvendt og servicemindet, det er helt sikkert, siger Lars Kruse og fortæller, at de kan tilbyde den kommende købmand en lav husleje, på grund af den måde, de har købt bygningerne.
Nu handler det bare om at komme i mål med arbejdet.
- De4,5 millioner skal nok få ben at gå på. Vores mål er, at der står en nøglefærdig butik 1. april i år. Det er målet, siger Lars Kruse.
Til forskel fra købmanden i Spodsbjerg, måtte dagligvarerkoncernen Coop lukke 12 butikker i landet i december sidste år på grund af de stigende energipriser. Heriblandt to Dagli'Brugser på Fyn.