Borgmester vil smide berygtet rockerklub på porten
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Onsdag meddelte justitsminister Peter Hummelgaard (S) ifølge DR, at man vil undersøge, om der er grundlag for at forbyde specifikke kriminelle grupperinger i Danmark.
Odenses borgmester vil have smidt endnu en rockerklub på porten.
Der er tale om rockergruppen Hells Angels, som siden midten af 1990'erne har haft tilholdssted i et industrikvarter i Odense.
- De er forbundet med grov vold og kriminalitet, og det er utryghedsskabende i sig selv, at de er der.
- At de er til stede med et skilt på gavlen, og dermed er på linje med virksomheder og dagstilbud i området, det synes jeg er en torn i øjet. Det skal vi lukke ned for, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Onsdag meddelte justitsminister Peter Hummelgaard (S) ifølge DR, at man vil undersøge, om der er grundlag for at forbyde specifikke kriminelle grupperinger i Danmark.
Her var fokus rettet mod den hollandske rockerklub Satudarah.
Slibe knivene i værktøjskassen
Justitsministeren bør sørge for at "slibe knivene i værktøjskassen", så reglerne på området bliver skærpet til også at gælde andre rockergrupperinger, der opretter klubhuse i kommunerne, lyder opfordringen fra borgmesteren.
- Vi holder hele tiden øje, men der er brug for at få skærpet reglerne på området, så vi ikke bare kommer af med Satudarah, men at vi kan få alle kriminelle grupperinger, der har klubhuse til at holde fester, holde hof og rekrutterer unge mennesker, lukket ned, siger han.
- Jeg vil gerne have nogle skarpe knive, lettere krav at skulle leve op til, så vi kan agere hurtigt som kommune og ikke skal igennem adskillelige jurister og adskillige overvejelser, for at vi kan gøre noget.
I Odense har man formået at holde Satudarah ude, efter byrådet tilbage i oktober vedtog, at rockergruppen skulle forlade deres fynske tilholdssted i en tidligere skovbørnehave i Spedsbjerg.
Dengang var det med henvisning til planlovens paragraf 14, fordi området skal bruges til ladestandere.
Minister deler frustrationer
Borgmesteren mener, at den sidste bandepakke ikke er tilstrækkelig i forhold til at forhindre bandegrupperingernes færden rundt i kommunerne.
For som reglerne er i dag, er der ikke meget kommunen kan stille op for at få grupperingen til at flytte et andet sted hen.
- Der har i hvert fald været nogle aktiviteter på ejendommen igennem årene. Der har dog ikke været noget, hvor vi siden sidste bandepakke kom, har kunnet bruge til at skride ind som myndighed, siger Peter Rahbæk Juel.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) skriver i et skriftligt svar til TV 2 Fyn, at han deler borgmesterens frustrationer.
- Når jeg ser et rygmærke i dag, føler jeg mig mere utryg, og derfor er det også vigtigt for mig, at vi lægger et maksimalt pres på bande- og rockergrupperinger. Jeg er meget åben for alle de input, som kommer fra kommunerne, og jeg gerne vil stramme skruen så meget, som vi kan, udtaler Peter Hummelgaard og fortsætter:
- Jeg tager også de forslag, som kommunerne giver, med, når jeg skal drøfte den kommende bandepakke med Folketingets partier.
Ministeren udtaler yderligere i sit svar, at han har bedt sit ministerium om at tage problemstillingen op på næste møde i banderådet, hvor en række kommuner også vil deltage.
- Jeg har også bedt mit ministerium om at se på, om vi går så langt, som vi overhovedet kan inden for lovens rammer, når det kommer til at nedlægge forbud mod klubhuse og rockerborge.
Hells Angels har afdelinger flere steder i Danmark heriblandt de større byer som København, Aarhus, Aalborg og Randers.
TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra rockergruppen Hells Angels. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Siden 2018 har Odense Kommune haft et særligt tilbud til ofre, vidner og pårørende til bandekriminalitet, og her har resultaterne været så overbevisende, at de vil fortsætte indsatsen om gratis psykologhjælp.