Eksplosion i boligkvarter: Det ved vi, og det mangler vi stadig at få svar på
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det er anden voldsomme episode på få dage i det sydøstlige Odense.
Hvad skete der?
Vi ved, at der omkring klokken 01.56 natten til fredag fandt en eksplosion sted i et boligkvarter på Bredagerløkken i det sydøstlige Odense. På billeder af et rækkehus kan man se, at facaden er afsvedet og sort.
Hvem står bag, og hvem var det rettet mod?
En 59-årig mand pådrog sig skader ved sprængningen, har Fyns Politi oplyst i en pressemeddelelse. Han blev efterfølgende opereret på OUH og er uden for livsfare. I samme pressemeddelelse skriver Fyns Politi, at man fredag fra omkring klokken 10 har slået til på flere adresser i Odense, hvor man i den forbindelse har anholdt flere personer "i relation til de sager, der efterforskes", som der står.
Vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Michael Lichtenstein fortæller i pressemeddelelsen, at de episoder, der på det seneste har fundet sted, ikke er rettet mod tilfældige borgere, men mod personer med relation til det kriminelle miljø.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var det formentlig en benzinbombe, der blev sprængt ved et rækkehus, som tilhører en familie til et bandemedlem.
Er det banderelateret?
Fyns Politi har indtil videre ikke oplyst, om sprængningen er relateret til bandekonflikt. Men i en pressemeddelelse fortæller vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein, at man efterforsker sprængningen natten til fredag "i sammenhæng med blandt andet tirsdagens skudsag".
- Vi har en god formodning om, hvor vi skal fokusere vores indsats, lyder det fra Michael Lichtenstein.
Ifølge Ekstra Bladet kunne noget tyde på, at eksplosionen har en forbindelse til bandemiljøet. Vi ved også, at der i tirsdags var et skyderi ved Vokshatten 500 meter derfra, og den hændelse mistænker Fyns Politi at have en relation til bandemiljøet.
Ekstra Bladets krimireporter Bjarke Vestesen, som igennem mange år dækkede odenseanske bandekonflikter for Fyens Stiftstidende, fortalte onsdag på TV 2 Fyn, at skudepisoden havde en forbindelse til en ny bande i Odense, som går under navnet V.O. En forkortelse for Vollsmose.
V.O. er ifølge Ekstra Bladet en helt nystartet bandegruppering centreret omkring boligområdet Egeparken i Vollsmose, og som består af en halv snes personer, som tidligere har været i andre bandegrupperinger.
Hvorfor skete det dér?
Vi ved ikke, hvorfor der på få dage har været to voldsomme episoder i det sydøstlige Odense. Hvis Ekstra Bladets oplysninger er korrekte, og målet for eksplosionen var et hus, hvor en familie til et bandemedlem bor, kan det være en del af forklaringen på, hvorfor det skulle ske netop dér.
To personer fra nabolaget har fredag fortalt TV 2 Fyn, at der i en periode har været en del uro i området, og at det nu tager til.
Fyns Politi har oplyst, at de gennemfører en tryghedsskabende patruljering i området fredag.
Tidligere i år var Bredagerløkken i medierne i en anden sag. I et rækkehus på vejen var der nemlig gemt 500 kilo hash, som blot var en mindre del af over tre ton hash, som en 33-årig mand havde opbevaret rundt i Danmark, skrev Fyens tilbage i marts. Han fik en dom på 17 års fængsel.
Hvad foregår der nu?
I et opslag på X oplyser man, at fokus er på de indledende undersøgelser. Billeder fra Bredagerløkken viser også, at Ammunitionsrydningstjenesten, Kemisk Beredskab og Beredskab Fyn har været tilkaldt.
Fyns Politi har desuden oplyst, at man er til stede flere steder i byen fredag, ligesom de fredag eftermiddag har meldt ud, at de har indført visitationszone i et større geografisk område, der blandt andet tæller Vollsmose, Korsløkkeparken og Tornbjerg.
Grunden til, at det er nødvendigt at indføre visitationszone i et stort geografisk område, som tilfældet er, skyldes ifølge Fyns Politi, at de implicerede parter, som er årsagen til indførelsen, er "særdeles mobile og hele tiden flytter sig". Dertil kommer, at de holder til flere steder rundt om i Odense.