30. nov. 2022 kl. 20:01
Morten Albek

En annonce i den lokale avis og en opfordring på tv fik Finn Grønbæk til at donere sin generator til indbyggere i Kyiv, der ikke kan holde varmen. Flere henvendelser fra fynboer med generatorer får Rotary til at koordinere indsamling.


Fynboer donerer udover masser af penge til indsamlingen "Kyiv fryser" nu også generatorer, der kan hjælpe indbyggerne i den krigshærgede by Kyiv med at holde varmen. 

Finn Grønbæk vinkede tirsdag morgen farvel til sin generator, der har nogle år på bagen, men stadig står med et funklende nyt look i hans garage, fordi den kun har været på arbejde en enkelt gang for et par år siden. 

Nu skal den en tur forbi seniorværkstedet på havnen i Odense, inden den skal sendes videre til Kyiv, hvor den kan gøre mere gavn. 

- Vi må se at få hjulpet de arme ukrainere. Jeg har frygteligt ondt af dem. Ham Putin må ikke vinde den krig. Hvem er så de næste, han får kig på, spørger Finn Grønbæk vel vidende, at ingen uden for garagen på villavejen i Odense M kan svare ham.

- Det er mit lille bidrag. Ukrainerne donerer deres liv. Jeg håber, nogle af dem får glæde af den her, supplerer han.

Koordineret indsamling

Finn Grønbæk er ikke den eneste, der har set TV 2 Fyn og har læst Fyens Stiftstidende, hvor han er blevet opmærksom på indsamlingen og har fået lyst til at donere en generator, som kan hjælpe indbyggerne i Odenses venskabsby med at holde varmen.

Flere fynboer har fået samme tanke og har henvendt sig til Rotary Odense, der har taget initiativ til indsamlingen "Kyiv fryser", mens både Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har sluttet sig til.

Det har fået organisationen til nu at koordinere indsamling, opmagasinering og senere også fragten af generatorerne til Kyiv. 

Har du en generator?

Rotary City Odense Klub, der står bag indsamlingen "Kyiv Fryser" sammen med Fyens Stiftstiende og TV 2 Fyn, koordinerer indsamlingen af generatorer og sørger for, at de kommer af sted til Kyiv.

Har du en generator, du vil donere, så send Preben Greibe en mail på: Greibe@mail.tele.dk

Eller ring på hans mobil: 23717884

Sværere at holde varmen

Julie Bergstrand-Christensen, konsulent i Dansk Røde Kors og udsendt til Kyiv, fortæller, at indbyggerne i hovedstaden for alvor er begyndt at mærke vinterens kulde og svigtende forsyningslinjer med elektricitet, vand og varme.

- Forsyningslinjer har været hårdt ramt de seneste uger. Jeg var selv uden strøm fra onsdag til søndag i sidste uge. Den gade, jeg bor på, er mørk. Det er kun billygterne, der lyser den op, og så er der noget lys ved de store veje og ved lyskrydsene. Men du har din lygte med ud, så du er sikker på, at bilerne kan se dig, fortæller hun fra sin lejlighed i byen.

Derfor er der hårdt brug for nødhjælp til både indbyggerne i Kyiv såvel som i det meste af Ukraine. Det, der hjælper mest af alt, er penge, men generatorerne kan også bruge, selv om det er en lappeløsning, der fungerer lige nu, lyder det fra Julie Bergstrand-Christensen:

Video: Julie Bergstrand-Christensen, konsulent for Dansk Røde Kors
Video: Julie Bergstrand-Christensen, konsulent for Dansk Røde Kors

- Det, der er mest brug for, er, at forsyningslinjerne kan holdes intakte. De har været udsat for store ødelæggelser. Der er brug for reservedele og for folk, der kan reparere dem. Det er det vigtigste lige nu.

Og der er hårdt brug for. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har for få dage siden advaret om, at millioner af ukrainere risikerer at dø denne vinter.

- For dem kommer de kommende måneder til at handle om overlevelse, lød det fra WHO's chef i Europa, belgieren Hans Kluge, under hans besøg i Kyiv sidste uge.

5.500 watt

Finn Grønbæks generator må altså en tur forbi en håndværker, der kan skifte benzinhanen, inden den komme til at gøre gavn i Kyiv, men nu er den på vej.

Morten Albek

- Det føles godt. Det må jeg erkende. Kan den komme til at gøre gavn, vil det være skønt. Vi har en forpligtigelse til at hjælpe dem, længere er den ikke. Hvis ikke alle brugt deres penge på Black Friday, kunne de godt tage at give nogle penge her. Det er vores nærområde, slår han fast.

Det er der brug for, lyder også meldingen fra Julie Bergstrand-Christensen hos Dansk Røde Kors:

- I takt med, at det bliver koldere, og der bliver længere perioder med nedbrud, så begynder folk at blive pressede.

Du kan også vise din støtte til Ukraine og deltage i konkurrencen om billetter til årets Tinderbox.

Sådan støtter du

Du kan støtte indsamlingen ved at overføre et valgfrit beløb via MobilePay 808069.

Du kan få fradrag for gaver, bidrag og donationer til velgørende organisationer, foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund, som er godkendt af Skattestyrelsen.

  • Du kan højst få fradrag for 17.200 kroner i 2022 (17.000 kroner i 2021).

  • Du får automatisk dit fradrag, hvis du har givet foreningen dit cpr-nr.

  • Du kan få fradrag for både små og store beløb

  • Fradragets værdi er cirka 26 procent, så hvis du giver 100 kroner, sparer du cirka 26 kroner i skat.

 Tak for dit bidrag.

_

For 4 timer siden
Tophistorie
Frants Johannsen/Local Eyes

Politiet er til stede på Langebyende i Søndersø, hvor de har afspærret et større område.

- Vi er til stede grundet et mistænkeligt forhold. Der er ingen fare på færde for offentligheden, men vi vil være til stede et stykke tid endnu, oplyser Mads Boel fra Fyns Politi.

TV 2 Fyns reporter er på stedet, og han fortæller, at der er tre politibiler, en ambulance og en hundepatrulje.

Fyns Politi oplyser nu nyt i sagen.

- Vi er ude til et dødsfald, hvor en 31-årig er fundet død. De pårørende er underrettet. Efterforskning skal nu klarlægge omstændighederne, siger Mads Boel.

Anton Kranf
For 47 minutter siden
Tophistorie
Alex Syrik

Ulykken i Odense er den tredje fynske arbejdsulykke på to måneder, der har haft dødelig udgang. I alt er fem personer omkommet.

Den 26. november omkom tre medarbejdere ved Flemløse Biogas, da et nystøbt betontag faldt sammen.

22. december mistede en 20-årig medarbejder livet, da taget styrtede ned på en landbrugsejendom ved Svendborg.

Og fredag eftermiddag døde en tømrer, da svalegangen styrtede sammen i Munkebjerg Park. De tre ulykker chokerer fagforeningen 3F, som mener at der er brug for mere kontrol.

Folketingsmedlem Karsten Hønge (F) har selv en fortid som håndværker, og han er enig med 3F.

- En af indsatserne er, at vi skal have et langt stærkere arbejdstilsyn, siger Karsten Hønge.

For 2 timer siden
Tophistorie
Alexander Aagaard

En række antikke italienere fandt søndag eftermiddag vej til Odense. 29 Vespaer stod i dag klar til at finde nye danske ejere.

Og de bragte stor begejstring hos de fremmødte entusiaster.

- I fem år er det blevet voldsomt, hvad folk køber af de her tohjulede knallerter, siger indehaver Jesper Bjørnestad.

For 4 timer siden
Tophistorie
Alex Syrik

Til trods for at beboerne regnede med, at de kun skulle forlade deres hjem i Munkebjerg Park i Odense M en eftermiddag, efter en svalegang kollapsede fredag, forholdt det sig ikke sådan.


Søndag omkring klokken 13 kunne flere af beboerne igen rykke ind i deres egne hjem.


- De fortæller os, at intet er ændret siden før Svalegangen braste sammen, men der er jo sindssygt meget, der har ændret sig oppe i hovedet, siger Kasper Martensen, der sammen med sin kæreste bor i Munkebjerg Park.

Siden fredag har de været indlogeret hos kærestens søster, og søndag eftermiddag kunne de rykke tilbage i eget hjem. Men det er ikke uden bekymringer.

- Vi skal bare prøve at leve vores liv, som vi gjorde inden da, men det er svært, når vi kigger ud af vinduet og kan se, at byggeriet stadig pågår. Det er sindssygt svært, siger han.

I fredags sad Kasper Martensen på sit arbejde, da beskeden om den kollapsede svalegang tikkede ind.

- Da vi kom hjem, var vi meget rundt på gulvet, for det var meget slemmere, end hvad vi havde regnet med, siger han.

Derfor er det følelsen af utryghed, der fylder.

- Man stiller sig selv spørgsmål til, om det rent faktisk kan holde på de andre byggerier, for det må jo være de samme projekteringer, siger han.

De fleste kommer hjem i dag

I følge bygherren Frederik Barfoed forløber alt efter planen. Det skriver han til TV 2 Fyn:

- Bygningerne er igen tilgængelige for beboerne i hele ejendommen - på nær 3. salen i bygning 13.

Han oplyser, at der i starten af næste uge skal bygges nye sikkerhedshegn, da de fleste blev beskadiget under ulykken.

- De fleste beboere flytter tilbage i dag, skriver han.

I dag kl. 12:00
Tophistorie

Trods sjælden diagnose, er der fuld fart på Willie

Det er nok de færreste, der havde givet den fuld gas i en håndboldhal, hvis både deres syn, hørelse og motorik var svækket. Det er dog ikke tilfældet hos 13-årige Willie Krupsdahl. Han født med diagnosen CHARGE, der medfølger en lang liste af udfordringer, som blandt andet retarderet vækst, svækkede organer, og dårlige sanser. Men det sætter ikke en stopper for den unge dreng fra Middelfart. For selvom hans start på livet har været en lang kamp for ham selv og familien, så går han til livet med stort gåpåmod, og en ukueligt appetit på livet.

Det er nok de færreste, der havde givet den fuld gas i en håndboldhal, hvis både deres syn, hørelse og motorik var svækket. Det er dog ikke tilfældet hos 13-årige Willie Krupsdahl. Han født med diagnosen CHARGE, der medfølger en lang liste af udfordringer, som blandt andet retarderet vækst, svækkede organer, og dårlige sanser. Men det sætter ikke en stopper for den unge dreng fra Middelfart. For selvom hans start på livet har været en lang kamp for ham selv og familien, så går han til livet med stort gåpåmod, og en ukueligt appetit på livet.

I dag kl. 13:06
Tophistorie
Anders Høgh

Fyns Politi og øvrige myndigheder har afsluttet indsatsen i Munkebjerg Park i Odense M, hvor en svalegang kollapsede fredag eftermiddag. Det skriver Fyns Politi på deres hjemmeside.

Dermed er politiafspærringer i området ophævet, og man igen sikkert bevæge sig rundt.

Dog vil Fyns Politi fortsat efterforske sagen yderligere for at vurdere, om der kan placeres et strafferetlig ansvar for ulykken, hvor en mand omkom og to blev såret. Det skriver de i samme pressemeddelelse.

Politiet oplyser ikke yderligere om de involverede personer.

I dag kl. 6:00
Tophistorie
Anders Bøttcher

Da hun vågnede op fra narkosen på OUH, startede rutsjebaneturen for Gitte Krupsdahl.


Inden hun så sit barn, kom der en overlæge ind på fødestuen, og læste, hvad der svarede til et A4-ark af diagnosetræk for hendes nyfødte dreng.


Men der var noget, som ikke gav mening.


- Han så så lille og fin ud, og lignede jo slet ikke det, som lægen havde beskrevet. Jeg beder faktisk om at blive kørt væk igen, for jeg troede, de havde kørt mig hen til det forkerte barn, siger Gitte Krupsdahl.


Men det havde de ikke.


Det var hendes lille Willie.


Liv eller død

Willie Krupsdahl fra Middelfart er født med diagnosen CHARGE.

En bred diagnose, der blandt andet kan medføre dårligt syn og hørelse, svækkede organer og retarderet vækst.

Willie var især udfordret af et blødt luftrør, og af at hans spiserør og mavesæk ikke hang sammen ved fødslen.

Det resulterede i en operation, da han var blot 20 timer gammel – derefter gik der syv døgn før, at Gitte Krupsdahl fik lov til at holde sit lille barn for første gang.

Gitte Krupsdahl / Privatfoto
Willie Krupsdahl kort efter en operation på OUH.

Da han var seks måneder gammel, blev de udskrevet fra OUH for første gang.

De første to år af hans liv levede familien isoleret i deres hjem uden gæster – hans egen storebror var nægtet adgang til Willies værelse grundet Willies dårlige immunforsvar.

Selv den lokale brugsforening gik med til, at Gitte Krupsdahl handlede 30 minutter før, at de åbnede.

Hun tog ingen chancer.

- Det var skrækkelige år, fordi alt hele tiden var sat på spidsen. Vi skulle hele tiden tage stilling til behandlinger og måske forberede os på at tage afsked. Det hele handlede om liv eller død, siger Gitte Krupsdahl.

Hvad er CHARGE?

  • CHARGE syndromet opstår i den tidlige fosterudvikling og påvirker mange organsystemer.

  • Navnet kommer fra de første bogstaver i de engelske betegnelser for de hyppigste sygdomstegn:

    • C – Colobom (spalte i øjets regnbue- eller nethinde)

    • H – Hjertemisdannelser

    • A – koanal Atresi (manglende passage mellem næse og svælg)

    • R – Retarderet (forsinket) vækst og/eller udvikling

    • G – underudviklede Genitalier (kønsdele)

    • E – misdannede ører (Ears) og nedsat hørelse

  • De fleste børn med CHARGE har også andre problemer i forskelligt antal og omfang, bl.a. lammelse af ansigtsnerve, ganespalte, misdannelse af spiserør eller forbindelse mellem spiserør og luftrør

  • Årsagen til CHARGE er som regel en nyopstået mutation i CHD7-genet.

  • Skønnet til 1 per 8.500 levendefødsler.

  • Der fødes omkring 5 børn med CHARGE om året i Danmark.

    Kilde: Sundhed.dk

Ustyrlig appetit på livet

Willie Krupsdahl er i dag 13 år gammel – fyldt med livsglæde, gåpåmod, og så elsker han YouTube og sociale medier.

Det er på trods af, at han har over 30 operationer og 50 gange i fuld narkose på sit CV.

Han lever med en trangstomi, han er tilkoblet en respirator, når han sidder stille eller sover, og så er der en hjælper tilknyttet 24 timer i døgnet.

Til trods for, at han stadig er udsat, så skal der mere end en dum diagnose til at stoppe Willie.

Anders Bøttcher

- Han har imponeret mig gang på gang ved at modbevise, hvad der er blevet sagt. Han har en stædighed, der gør, at han kommer langt. Han har på mirakuløs vis snydt døden op til flere gange, og hans udvikling har trodset manges forventninger. Det er kun Willie, der sætter grænsen for, hvor langt han kan nå, siger Gitte Krupsdahl.

Ida Alstrup Klausen

DM i issvømning, sauna og vildmarksbade.

Det er blot nogle af de ting, de har succes med i weekenden til Faaborg Vinterdage. Det fortæller Johanne Holten, der er koordinator for arrangementet.

- Jeg tror, det betyder, at flere besøger Faaborg udenfor højsæsonen, og får øje på det vi har at byde på – ikke kun om sommeren. Forhåbentligt har de lyst til at komme igen på mange forskellige tidspunkter af året, siger hun.

Over 450 billetter er solgt til forskellige aktiviteter til vinterdagene, hvor der både er ude- og inde aktiviteter. Johanne Holten fortæller, at arrangementet er vokset med 50 procent siden sidste år, og derfor forestiller hun sig også, at konceptet er tilbage igen næste år.

Anton Kranf

Siden fredag eftermiddag har Fyns Politi været til stede i Munkebjerg Park, hvor en svalegang kollapsede.

Lørdag startede nedtagningen af svalegangen, og søndag er Fyns Politi fortsat til stede i området. Vagtchef fra Fyns Politi fortæller til TV 2 Fyn, at de har afsluttet nogle af opgaverne, men at der fortsat er meget arbejde tilbage.

- Det drejer sig om nedtagning af bygningsdele, som har nedstyrtningsfare, siger Sten Nyland fra Fyns Politi.

Samme arbejde, som de også var i gang med lørdag.

Derudover laver de vurderinger af, hvad der har foregået, og hvad der foregår, samt hvornår det er sikkert at vende tilbage. Det er der dog ingen fastlagt tidshorisont for endnu, oplyser Fyns Politi.

Ida Alstrup Klausen

Håndværkere har travlt med at fjerne asbest for tiden.

Travlheden skyldes, at en ny lov trådte i kraft 1. januar, og det gør det mere omstændigt at fjerne materialer med asbest.

En af de væsentligste nye regler betyder, at det kun er firmaer, der har en særlig autorisation, der må rive asbest ned. En anden regel handler om, at man som privat ikke selv må pille sit asbesttag ned.

Og det har blandt andet givet ekstra travlhed hos Odense Nedrivning.

- Jeg tror, at der ringer tre hver dag om tage, siger Henrik Schmidt, der er ejer af firmaet.

Han understreger dog, at han ikke synes, at der er grund til panik grundet tage.

Linda Engelbrekt Larsen/Den Fynske Redaktion

Søndag vil begynde med skyet vejr og enkelte regnbyger i løbet af formiddagen.

Hen ad eftermiddagen klarer det op, og solen vil også titte frem.

Temperaturerne vil være mellem en og fem grader. Det oplyser DMI.

Ida Alstrup Klausen

Sidste år blev DM i issvømning skudt i gang for første gang i Faaborg. Det blev en kæmpe succes.

I weekenden er stævnet tilbage, og i år er det en endnu større succes. Næsten 400 er tilmeldt.

- Sidste år syntes vi, at der kom vildt mange. I år er vi blevet over dobbelt så mange, siger stævnechef Rico Busk. Det glæder ham, at så mange har lyst til at svømme i det iskolde hav i Faaborg.

Og deltagerne synes også, at det er sjovt.

- At man som ny og ikke så erfaren svømmer, kan få lov til at svømme mod de meget dygtige issvømmere, det er helt fantastisk, siger Nanna Svendsen, som er issvømmer.

Rico Busk er helt sikker på, at DM i issvømning vender tilbage til Faaborg igen næste år.

I går kl. 18:22
Anton Kranf

Fredagens dødsulykke i Munkebjerg Park er kulminationen på en lang periode med problemer for beboerne.


Sådan lyder det fra Diana Klos, som har boet i sin lejlighed på Munkebjergvænget 5F i tre måneder.


- Jeg har haft problemer med vandskader. Der løber vand fra min emhætte. De kommer godt nok og laver det, men de vil ikke erstatte mine møbler, som er blevet våde. De henviser bare til min indboforsikring og smider bare problemet videre og taget slet ikke ansvar for det, siger hun.


Hun tilføjer, at hun også har revner i vægge og gener på grund af larm fra byggeriet.


Oplevelserne er identiske med flere af de beretninger, TV 2 Fyn har fået fra andre beboere i Munkebjerg Park.

- Generelt oplever vi mange skader på de forskellige lejligheder. Vandskader, nogle har fået boret hul igennem loftet, der er en masse støj og ikke så meget hensyn, lyder det fra beboeren Mia Pedersen.

Et andet sted i Munkebjerg Park bor Ann Dorthe Henningsen. Hun kan sagtens genkende historierne om særligt støj fra byggeriet.

- Jeg kan sidde i min stue og hverken høre fjernsynet eller telefonen. Der er også en masse ubehagelige nedfald fra fjerde sal. Og rigtig meget vand, fortæller beboeren.

Ejendomskonge afviser

Frederik Barfoed, direktør hos ejendomsselskabet Barfoed Group, er blevet foreholdt kritikken fra beboerne.

- Alle skader er registreret, og det ved beboerne også, siger han og tilføjer:

- Alt er i skønneste orden, og de fejl, der måtte være, vil blive udbedret.

Direktøren fortæller også, at alle beboerne har fået besked om, at de er opmærksomme på fejl og skader. En af dem er Diana Klos, men da TV 2 Fyn besøger hende dagen efter ulykken, løber der vand ned fra emhætten.

- Alt er jo ikke i skønneste orden. Det er tydeligt, at det ikke er det, siger hun.

Ulykken fredag eftermiddag, hvor en fynbo afgik ved døden, gjorde kun bekymringerne større hos beboerne. De frygter, at en lignende hændelse kan ske i den bygning, de bor i.

- Vi har også en ny svalegang på min blok, og det er samme procedure, går jeg ud fra. Jeg synes, det er stærkt bekymrende, forklarer Mia Pedersen.

Diana Klos oplyser, at hun ikke længere har lyst til at bo i Munkebjerg Park:

- Jeg synes, det er så uhyggeligt. Jeg føler mig overhovedet ikke tryg her. Jeg opsiger mit lejemål allerede fra på mandag.

Sådan har der set ud i Diana Klos' lejlighed.

Beboerrepræsentation på vej

Diana Klos, Ann Dorthe Henningsen og Mia Pedersen er ikke de eneste, der oplever problemer.

Flere lejere har siden slutningen af 2024 været i kontakt med Danske Lejere for at få etableret en beboerrepræsentation. En beboerrepræsentation består af repræsentanter, som bliver valgt blandt lejerne i ejendommen. Det er dem, der skal varetage lejernes interesser over for udlejer.

Der har længe været aftalt et besøg den 25. januar med direktøren fra Danske Lejere. Derfor er det også helt tilfældigt, at det er dagen efter den tragiske ulykke.

- Der har været vandskader, og der har også været brand. Nogle af beboerne har været udsat for, at de måtte genhuses, siger Jørgen Dyrholm, der er direktør for Danske Lejere.

Han anslår, at Danske Lejere er i kontakt med cirka halvdelen af beboerne i de 188 lejemål i den del af Munkebjerg Park, der kaldes “Ved Søen”.

Beboerne har i længere tid forsøgt at komme i kontakt med Barfoed Group om de problemer, der forekommer. Det er netop en af grundene til, at de har taget fat i Danske Lejere.

Jørgen Dyrholm har en forventning om, at Danske Lejere kommer i dialog med Barfoed Group om de forhold, beboerne i Munkebjerg Park oplever.

Privatfoto

Middagsindkøbet forløb i ro og mag lørdag omkring middagstid. Men pludselig blev Føtex Faaborg omdannet til en scene for Faaborg Gospel. Koret brød spontant ud i sang i en såkaldt flashmob.

- Det var skideskægt. Det må jeg sige. Det var virkelig sjovt at se folks ansigter, fortæller formanden for Faaborg Gospel Inge Damgaard.

Koret blev af varehuschef Didde Lauvring spurgt, om de ville bryde ud i sang.

- Det var egentlig bare et spørgsmål om at lave et eller andet ekstra som en oplevelse for kunderne. Det er ikke noget, man forventer, når man tager ned for at købe ind. Så det handlede egentlig bare om at skabe godt humør, siger varehuschefen.

Hvad er en flashmob?

En flashmob er et fænomen, der opstod omkring 2003 i USA, hvorfra det bredte sig internationalt. En flashmob udføres af en menneskemængde, der laver en uventet happening på et offentligt sted for derefter at spredes lige så hurtigt, som den dukkede op.

Oftest kender deltagerne ikke hinanden på forhånd, da aktiviteten og stedet er aftalt over internettet eller mobiltelefonen. En væsentlig sideeffekt af en vellykket flashmob består i, at den optages og lægges ud på internettet, fx på YouTube, hvor den kan inspirere til efterligning.

Kilde: lex.dk

Anton Kranf

Byggearbejdere fortsætter arbejdet på ulykkesstedet lørdag, hvor en svalegang i Munkebjerg Park i Odense M kollapsede fredag eftermiddag.

Fyns Politi oplyser til TV 2 Fyn, at de skal sikre bygningen.

- De ting, der er faldet ned, skal helt ned på jorden – dels for at sikre, at der ikke falder mere ned, men også for at kunne undersøge det nærmere, siger Sten Nyland, der er vagtchef hos Fyns Politi.

Anton Kranf

Mia Pedersen sad og kiggede ud af sit vindue fredag eftermiddag, da svalegangen på nabobygningen kollapsede.

- Jeg er ekstremt chokeret. Jeg kan godt se, det er meget alvorligt, fortæller Mia Pedersen om sine tanker, da hændelsen fandt sted.

Hun er bare en af de beboere, som dagen derpå stadig er dybt rystede og chokerede. Ann Dorthe Henningsen var lige kommet hjem fra en tur i Bilka, da hun så, hvad der var sket.

- Jeg blev simpelthen så rystet, siger hun.

En mand er omkommet i ulykken, mens to yderligere er kommet let til skade.

Politiet og Beredskab Fyn er i gang med undersøgelser i Munkebjerg Park. De kan ikke sige noget om, hvordan det kunne gå til.

Dødsfaldet i Munkebjerg Park fredag eftermiddag var det femte af slagsen på byggepladser siden november.

- Det er virkelig forfærdeligt. Man tænker, at nu må det snart stoppe. Vi har været hårdt ramt på Fyn. Det er vanvittigt, siger Torben Knudsen, formand for 3F Bygningsarbejderne Fyn.

I november omkom tre bygningsarbejdere i Flemløse, og i december afgik en mand ved døden i Svendborg.

- Tempoet er generelt vanvittigt højt på byggepladser efterhånden. Jeg synes ikke altid, håndværkerne bliver taget alvorligt, når der bliver sagt noget. Og nogle håndværkere skal være bedre til at sige fra og stoppe arbejdet, hvis der er tvivl. Der har måske været sådan en tarzankultur, siger Torben Knudsen.

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her