Meldes interesseret i norsk back: OB-boss sætter ord på transferhistorie
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Troels Bech kommenterer nu på rygterne om en interesse for en norsk venstre back, der har scoret fem mål i 11 kampe for Brann.
Den fynske NordicBet Liga-klub OB arbejder i disse uger hårdt på at forstærke truppen med nye spillere.
Sportsdirektør Troels Bech har tidligere udtalt, at han forventer flere afgange og tilgange i truppen frem mod transfervinduets lukning, og senest er OB blevet sat i forbindelse med den norske spiller Joachim Soltvedt, der aktuelt er på kontrakt i SK Brann i Norge.
Det norske medie Bergens Tidende skrev i sidste uge om OB's interesse i Joachim Soltvedt, men OB's sportsdirektør Troels Bech ønsker ikke at gå dybt ind i transferspekulationerne.
- For det første er der jo en tradition i Norge for, at klubber kommenterer og citerer enormt flittigt til medierne. Den tradition har vi ikke i Danmark, heller ikke her i OB. Så jeg kommenterer på de spillere, vi har, og ikke på dem, vi ikke har, siger Troels Bech til TV 2 Fyn.
- Når det er så sagt, så ved du også godt, at vi godt kunne være interesseret i en venstre back, og du ved også, at vores chefscout Jimmi Nagel har arbejdet i Brann. Så der er helt sikkert nogen, der har snakket sammen undervejs. Hvor meget det så bliver til en historie, eller hvor meget der bliver til indhold; det er ikke vores opgave at gå i rette med eller gå i detaljer med, tilføjer han.
Kun én naturlig back
OB har lige nu kun én naturlig venstreback i truppen i form af Aske Adelgaard, men den 20-årige fynbo træner for sig selv og er ikke til rådighed for førsteholdets kampe.
Norske Joachim Soltvedt er 28 år og har spillet i den bedste norske række de seneste sæsoner. Han har tidligere tørnet ud for klubberne Sogndal og Sarpsborg, inden han skiftede til SK Brann for et år siden. Trods sin position i forsvaret er det i denne sæson blevet til 11 kampe og hele fem mål for SK Brann, der aktuelt ligger nummer to i rækken.
Men om han har en fremtid i OB, vil Troels Bech altså ikke komme nærmere ind på.
- Uagtet hvor spændende det må være for alle, der holder med OB, og måske også dem, der holder med Brann, så er det min grundholdning, at vi skal kommentere de spillere, vi har. Og dem, vi har skrevet kontrakt med, kommenterer vi, når de kommer.
Ifølge Bergens Tidende ønsker SK Brann ikke at sælge Joachim Soltvedt, og derfor er OB's påståede interesse indtil videre blevet afvist af den norske klub.