OB ansætter Jakob Michelsen som ny cheftræner
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
OB har tirsdag ansat den tidligere Sønderjyske-træner Jakob Michelsen som ny cheftræner.
Det bliver den 37-årige Jakob Michelsen, der skal tage over som cheftræner i OB, der i sidste uge fyrede Kent Nielsen.
Michelsen har fået en treårig kontrakt.
Jakob Michelsen har tidligere været cheftræner i Hobro, Skive, Sønderjyske og senest i svenske Hammarby, hvor han blev fyret i starten af året. Nu er han udpeget som manden, der skal forsøge at løfte OB’s Superligahold.
Sønderjyden ser frem til de nye, fynske udfordringer.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i OB efter sommerferien. Jeg ser frem til at lære spillerne og staben at kende og til at arbejde sammen med dem. Jeg ser OB som en traditionsklub, der de seneste år har haft svært ved at indfri det potentiale resultatmæssigt, som utvivlsomt er til stede.
Medier: OB tæt på ny træner
For en uge siden fyrede OB cheftræner Kent Nielsen. Ifølge flere medier er den tidligere Sønderjyske-træner Jakob Michelsen tæt på at lande det ledige job.
Den tidligere Sønderjyske- og Hammarby-træner Jakob Michelsen er ifølge flere medier tæt på det ledige job som træner i Superligaklubben OB.
Ifølge Ekstra Bladet var den 37-årige sønderjyde i fredags inviteret til møde privat hos OB's bestyrelsesformand, Niels Thorborg, i dennes villa på Langelinje i Odense. Her skulle de to have drøftet mulighederne for, at Jakob Michelsen kan blive den næste træner i OB.
Dermed ligner Jakob Michelsen afløseren for Kent Nielsen, der nåede tre sæsoner i spidsen for OB, inden han den 21. maj blev præsenteret for en fyreseddel.
Ekspert: Store navne er ledige
Flere fodboldkendere har været ude og pege på det logiske i et ægteskab mellem netop Michelsen og OB. Martin Davidsen, der er journalist og redaktør på OB-podcasten Stemmer fra Ådalen, bringer flere navne i spil som muligheder - blandt andre Jakob Michelsen.
- Der er store navne ledige. Glen Riddersholm hentede et mesterskab til FC Midtjylland, og Jakob Michelsen skabte store resultater som træner i Sønderjyske. OB er et sted, hvor der skal overpræsteres på grund af et smalt budget, og det har Michelsen tidligere haft stor succes med i Sønderjyske, sagde Martin Davidsen til tv2fyn.dk i sidste uge.
Jakob Michelsen havde stor succes som træner i Sønderjyske, som han i sæsonen 2015/16 førte frem til en højst overraskende slutplacering som nummer to foran FC Midtjylland og Brøndby.
Turbulent år i Sverige
Den flotte sæson var med til at sikre ham jobbet som træner i den store Stockholm-klub Hammarby, hvor han overtog trænertjansen den 1. januar 2017. Efter et år med succes indenfor stregerne og en del uro uden for, fik Jakob Michelsen den 4. januar 2018 en fyreseddel og er altså fortsat ledig på trænermarkedet.
Nu kan han altså ende i OB, der også allerede har hentet ny assistenttræner til klubben. Her stopper John Bredal, der afløses af den tidligere OB-spiller Henrik Hansen.
Den udskiftning kan også pege i retning af Jakob Michelsen som ny træner i OB.
- Og så kender Michelsen OB's nye assistent, Henrik Hansen, fra deres fælles tid i Sønderjylland, så den kunne umiddelbart godt ligge lige til højrebenet, siger Martin Davidsen.
Mere direkte fodbold
OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, har tidligere været ude og sige, at han gerne så, at OB spillede en mere direkte form for fodbold. Det kriterie har Jakob Michelsen tidligere i sin karriere vist, at han lever op til, og han er også klar til at flytte OB-holdet i samme retning.
Han understreger dog, at det kommer til at tage lidt tid, før alle hans ideer er helt implementerede i OB-truppen.
- Der kommer ikke til at ske en revolution fra dag et, men efterhånden vil der komme nuancer, når jeg og resten af staben lærer spillerne rigtigt at kende. Vi skal bevare de ting, OB er gode til, og så vil jeg sammen med det øvrige team sætte vores præg på det og få tilføjet nogle facetter i forhold til aggressivitet og en mere direkte stil.
- Odense er en rigtig fodboldby, og vi skal gerne have skabt noget begejstring blandt de mange trofaste fans og følgere, for jeg ser en spændende klub og en spændende trup med et stort potentiale, siger Jakob Michelsen til klubbens hjemmeside.
Ekspert: OB-fans kan se frem til mere tjubang-fodbold
Med ansættelsen af Jakob Michelsen som ny træner i OB kan de sejrshungrende OB-fans se frem til mere direkte fodbold, vurderer fodboldekspert Martin Davidsen.
OB har tirsdag udpeget afløseren for cheftræner Kent Nielsen, der efter tre år i Ådalen blev fyret i sidste uge. Det er den 37-årige sønderjyde Jakob Michelsen, der skal overtage tøjlerne og forsøge at lede OB mod bedre tider.
Ansættelsen af den tidligere Sønderjyske-træner er et forventet og oplagt valg, men samtidig også en nytænkning for OB, mener Martin Davidsen, der er journalist og redaktør på OB-podcasten Stemmer fra Ådalen.
- Jakob Michelsens navn har spøgt, siden de sagde, de skulle have nye træner, så det er ikke overraskende, at han nu er blevet præsenteret, siger Martin Davidsen.
- Men samtidig er han den yngste OB-træner, siden Troels Bech blev ansat for første gang i 2000. Så på den måde er Jakob Michelsen et større sats, selv om han trods alt er det oplagte valg, siger Martin Davidsen.
Siden ansættelsen af Troels Bech for 18 år siden har OB primært satset på erfarne og rutinerede folk som Lars Olsen, Ove Pedersen, Uffe Pedersen, Poul Hansen og senest Kent Nielsen.
Undtagelsen var forfremmelsen af den dengang 39-årige Henrik Clausen, der stod i spidsen for førsteholdet i knap halvandet år. Og netop alderen kan måske blive Jakob Michelsens store fordel, vurderer Martin Davidsen.
- Han er en spændende træner, og så adskiller han sig fra de andre, fordi han er ung og måske har nogle mere moderne ideer. Og så har han vist, at han kan få meget ud af lidt. Han tog et Sønderjyske-hold med et meget lille budget til sølvmedaljer i Superligaen og var endda også tæt på at kvalificere dem til gruppespillet i Europa League. Så han er et spændende valg, der har haft succes i alle de danske klubber, han har været i, siger Martin Davidsen.
Kender teamet
Siden fyringen i den svenske storklub Hammarby, hvor Jakob Michelsen fik et år som cheftræner, har der været historier fremme om, at han havde problemer i omklædningsrummet og samarbejdsvanskeligheder med den øvrige sportslige ledelse.
Det skal man dog ikke lægge alt for meget vægt på, mener Martin Davidsen.
- Det er svært, fordi det handler om mennesker. Det kan være, han passer bedre ind i et dansk omklædningsrum, og i OB kender han jo allerede Henrik Hansen (kommende assistenttræner, red.) og den fysiske træner Janus Blond fra deres fælles tid i Sønderjyske, siger Martin Davidsen.
Han påpeger, at netop det faktum, at de tre kender hinanden allerede, må have spillet en rolle i ansættelsen af Jakob Michelsen.
- Nu har de et team, hvor de ikke skal skifte så meget ud.
Pres på fra start
Jakob Michelsen kommer fra et job i Hammarby, der er en storklub i Sverige med omkring 25.000 tilskuere i gennemsnit til hjemmekampene.
Men selv om han har erfaring fra den svenske hovedstadsklub, kommer han under pres med det samme i OB, mener Martin Davidsen.
- Han er presset til at præstere fra start efter syv år med snak om proces og udvikling i OB. Så fra omverdenens side er han presset til at præstere fra dag et, siger Martin Davidsen.
Den nye cheftræners vigtigste opgave er på papiret ganske enkel: OB skal vinde nogle flere fodboldkampe.
I de tre sæsoner under Kent Nielsen vandt OB blot én gang tre kampe i træk, og i den netop afsluttede sæson vandt de blot to kampe i streg.
- Det lyder banalt, men det vigtigste er at få skabt en vinderkultur. Det handler om at få gang i holdet rent offensivt og få et mere stabilt og klart udtryk, mener Martin Davidsen.
De mange odenseanske og fynske OB-fans, der i de seneste syv år ikke har kunnet sætte lighedstegn mellem ambitioner, selvopfattelse og resultater på banen, kan se frem til flere ændringer i den måde, OB spiller fodbold på.
- Jakob Michelsen spiller en lidt anden type fodbold. Kent Nielsen havde mere fokus på possession, hvor Jakob Michelsen gerne vil spille mere direkte, hvilket han havde succes med i Sønderjyske. Han vil ikke bruge så mange afleveringer og så meget spil på at blive farlig. Så fansene kan måske få lidt mere tjubang-fodbold at se, siger Martin Davidsen.