Planer om kæmpe badeland i Odense afgjort: - Det er ikke en Oase, det er et fatamorgana
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
By- og Kulturudvalgt vil ikke bruge 450 millioner kroner på en omfattende renovering af Friluftsbadet i Odense, og spørger man rådmanden kommer det heller ikke til at ske i fremtiden.
Der bliver ikke beachvolleyhal, springtårn, skaterområde og svømmehal ved Friluftsbadet i Odense.
Det var ellers blot nogle af de ting, som Venstre har foreslået i en omfattende renovering af det eksisterende friluftsbad.
Projektet, der har fået titlen Oasen, har onsdag været til drøftelse i By- og Kulturudvalget, og her er udvalget dog blevet enige om, at sparke projektet til hjørne for nu.
- Vi kan som udvalg ikke løfte den finansiering, der ligger der, og derfor så har vi sagt, at vi ikke arbejder videre med det, siger by- og kulturrådmand Søren Windell (K).
Rådmand tror ikke på ideen
By- og Kulturudvalget har fået lavet en model for byggeriet, der anslår, at Oasen-projektet vil komme til at koste 450 millioner kroner.
De mange millioner skal blandt andet gå til 700 m2 sundhedsbygning, en svømmehal til 125 millioner kroner, et parkeringshus med plads til 400 biler og anlægning af sti, sø, shelter og strand for 20 millioner kroner. Se en oversigt med det samlede overslag over Oasen-projektet her.
Araz Khan (V), der sammen med resten af Venstre har været med til at fremlægge ideen om en omfattende renovering af friluftsbadet, kan godt forstå, at det økonomiske perspektiv fylder meget for udvalget.
Han så dog gerne, at man undersøgte muligheden for at lave en opsparingsordning.
- Da man besluttede at bygge en letbane, så kom økonomien jo heller ikke dagen efter, der lavede man også noget forarbejde. Det samme gjorde man med det nye H.C. Andersens Museum, og det samme har man gjort med andre store visioner, siger Araz Khan.
Den præmis køber Søren Windell dog ikke. Han mener, at man i stedet bør bruge penge på flere af Odenses andre idrætsanlæg, der ifølge rådmanden trænger til en kærlig hånd.
Faktisk er der ikke den store sandsynlighed for, at odenseanerne i fremtiden kan boltre sig i vandlandet Oasen, hvis man spørger Søren Windell.
- Jeg vil ikke kalde det Oasen, jeg vil nærmere kalde det et fatamorgana, for jeg tror ikke på det her, siger rådmanden.
Er i forvejen nedslidt
Araz Khan har derimod ikke opgivet drømmen om et nyt og opgraderet friluftsbad, som han mener vil være til gavn for både odenseanerne og fynboerne generelt, og som vil kunne trække turister til.
Tværtimod understreger han, at ideen ikke er død, og at Venstre fortsat vil undersøge muligheden for at finansiere Oasen.
Derudover påpeger han, at selvom renoveringen ikke går i gang lige foreløbig, så skal der stadig gives penge til Friluftsbadet.
- Der er ingen tvivl om, at vi står med udfordringen om, at friluftsbadet ikke egner sig til at være driftssikker om ganske få år, og der skal alligevel investeres måske 80 eller 100 millioner kroner, siger Araz Khan.
Udover et nedslidt friluftsbad, så er Odense Kommune også nødt til at bruge flere millioner kroner på at rydde op efter fynboernes dårlige vaner.