Se video: Frivillige bedstemødre er et hit i børnehus

Når frivillige seniorer hjælper til, frigiver det ikke kun tid for pædagogerne. Børnene selv virker - i særlig grad - begejstrede for arrangementet.

- Alle pædagogerne her i børnehaven gør det fantastisk, men de har selvfølgelig også andre ting, de skal se til. Jeg skal kun koncentrere mig om børnene.

Sådan siger Hanne Andersen, der er en af to frivillige seniorer, der hver torsdag besøger børnehuset Skovtroldestuen i Dalum Børnehus.

I et nyt samarbejde mellem frivillige fra Ældre Sagen og Odense Kommunes børnehuse, besøger syv frivillige seniorer fast et af de seks børnehuse i Odense. 

Besøgene foregår én formiddag om ugen, hvor der bliver ekstra tid til kreative projekter og hygge.

Flere hænder giver mere ro

Det glæder pædagog Anne Line Møller Bjerrum.

- For det første giver det ekstra ro, når der er flere hænder. Det er dejligt, siger hun og tilføjer:

- Men de kommer også med en anden kreativitet.

Hanne Andersen og Lise Sørensen er frivillige seniorer i børnehuset i Dalum og nyder stort af børnenes selskab.
Hanne Andersen og Lise Sørensen er frivillige seniorer i børnehuset i Dalum og nyder stort af børnenes selskab.
Foto: Mathilde Vanilla Nørager Glerup

Selvom stemningen var høj i børnehuset i Dalum torsdag, er det ikke alle, der er lige begejstrede for, at frivillige bliver en mere fast del af hverdagen i daginstitutionerne. 

Hos BUPL (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund) ser man brugen af frivillige i sammenhæng med manglen på pædagoger, der kun vil vokse i løbet af de kommende år.

- Det er altså pædagogisk arbejde, vi taler om. Hvis der kommer en konflikt mellem børnene, hvem løser så den? Jeg ved, det kommer fra et godt sted, men det fungerer ikke i virkeligheden, siger formand for BUPL Fyn Rikke Hunsdahl.

Susanne Crawley (R) er rådmand i Odense Kommune. Hun er – lige som Rikke Hunsdahl - bekymret for, om der kan rekrutteres nok pædagoger i fremtiden, men hun afviser kritikken om, at frivillige seniorer er en erstatning for uddannet personale.

Oversigt

    Oversigt