Sammenlignede fostre med kødpålæg: - Nu vil hun i Folketinget
kopieret!
Når hun åbner munden eller sætter sig til tasterne, kommer der ofte en reaktion. Tit mange.
- Jeg er rimelig svesken på disken.
23-årige Sofie Mosgaard har sammenlignet kødpålæg og fostre som en joke i debatten om abortgrænsen herhjemme.
Kaldt sit eget parti for et ’kujonparti’, når det gjaldt koranloven. Stået på en scene og sagt: "Staten skal ud af min tissekone".
Nu er hun ét af de mulige navne i spil til at tage over, når begge de to fynske Venstre-folketingsmedlemmer snart vinker farvel til Christiansborg.
- Jeg blev opstillet i oktober, og nu ser det realistisk ud, hvilket er fuldstændig vanvittigt.
”Jeg skulle have været SF’er“
Den 23-årige Venstre-kvinde bliver ikke den nye Erling Bonnesen(V), lyder det. Men de ‘står grundlæggende på de samme ting’.
- At gøre Danmark mere liberalt, at livet på landet skal være mindre bureaukratisk, og det skal kunne lade sig gøre at være landmand i Danmark, siger Sofie Mosgaard (V).
Men hun vil også gerne trække partiet i en ny retning.
- Jeg kunne godt tænke mig, at flere som mig kom til at stemme på Venstre.
Bonnesen og Lilleholt på vej ud
I november meddelte det mangeårige medlem Erling Bonnesen, at han ikke genopstiller ved næste valg.
Den 16. december meldte den tidligere fynske minister Lars Chr. Lilleholt så ud, at han går efter borgmesterposten i Odense til kommunalvalget i efteråret - og heller ikke genopstiller til Folketinget.
De to politikere fik ved seneste valg i alt til sammen 11.500 personlige stemmer fra fynboerne.
Med andre ord er der mange stemmer at fiske i for nye og mindre kendte ansigter hos Venstre, som stiller op ved det folketingsvalg, der skal afholdes senest i 2026.
Hun beskriver sig selv som et på mange måder ’statistisk mirakel’.
- For jeg er en ung kvinde, der bor i en storby og har en lang, udadgående uddannelse. Jeg skulle jo have været SF’er i det lys, men det er jeg ikke, siger Sofie Mosgaard.
For woke til at være blå?
Når man spørger Sofie Mosgaard, hvad andre ville sige om hende, hvis de skulle bagtale hende - så lyder første svar, at hun “snakker helt vildt meget”.
Men så fremhæver hun et punkt, hvor hun skiller sig ud politisk. At hun har været “lidt på klingen” med både Venstre og med højrefløjen generelt, når det gælder LGBT-politik og ligestilling.
- Så jeg tror, der ville være noget om “hende der progressive Sofie - woke et eller andet”.
Er du i virkeligheden for woke til at være blå?
- Nej. Hvis du tager et udsnit af danskerne, så tror jeg ikke, jeg har vilde holdninger hverken på ligestillingsfronten eller på LGBT-politik. Så det er et kæmpe selvmål fra højrefløjen, at jeg står og ligner sådan en mærkelig fugl, siger Sofie Mosgaard.
Hun mener, det er “dybt godnat”, hvis vælgere kan se sig selv i al den blå politik, men bliver skræmt væk, eksempelvis hvis man er ung kvinde eller tilhører en minoritet og “ikke føler sig omfavnet af højrefløjen”.
Står Venstre rigtigt på det her område i dag?
- Det synes jeg grundlæggende, vi gør. Der er klart nogle ting, der skal kigges på, og det er jo, fordi vi skal have flere med. Man kan jo ikke bare komme ind og smide en bombe ind i lokalet og sige: “Så var der bare “free nips” til hele landsorganisationen”. Det kommer jo ikke til at ske. Det skal heller ikke ske. Det er jo en langsom forandring.
Blå bog - Sofie Mosgaard
23 år gammel.
Vandt Danmarksmesterskaberne i debat i 2024.
Kommer fra Fanø. Bor i dag i Odense.
Opstillet som folketingskandidat for Venstre i Odense Syd-kredsen i Fyns Storkreds.
Har været aktiv i Venstres Ungdom siden 2021, blandt andet som ligestillingsordfører.
Uddannet i statskundskab og journalistik.
Ude med riven - og balancegang
Når Sofie Moesgaard skriver opslag på sociale medier, kan det dele vandene. For eksempel da hun flettede en joke om kødpålæg ind i et indlæg i abortdebatten.
Jeg har altid hørt, at kød under 200 gram er pålæg. Men hvis det er et foster, så går man åbenbart fra pålæg til borger, når man rammer 220 gram? #dkpol
— Sofie Mosgaard (@SofieMosgaard) September 26, 2023
- Jeg synes, jeg var morsom. Jeg synes stadig, det er morsomt.
Men hun erkender også, at det kan være en svær balancegang, når man gerne vil gøre politik mere “farverigt”.
- Min intention var at slå lidt på de konservative idealer, men jeg havde jo så gjort en kvinde, som havde mistet et barn, ked af det. Og den skal man jo så sidde med. Var det det værd for hende?
Tror du, du kan kommunikere lige så bramfrit, som du gør i dag, hvis du kommer i Folketinget?
- Jeg tror ikke, jeg kan sige, at: “Staten skal ud af min tissekone”. Det tror jeg ikke, man skal sige fra Folketingets talerstol.
Her finder du hele TV 2 Fyns interview med Sofie Mosgaard. Snup en kop kaffe eller en småkage - og se med:
Venstre vil gennemgå sikkerheden i Odenses gågader
kopieret!
Lørdag lød det fra konservatives rådmand Søren Windell, at han gerne ser, at man får lukket gågaden i Odense endnu mere af. Blandt andet på grund af tragedien i Tyskland, hvor flere blev dræbt på et julemarked.
Men faktisk besluttede byrådet i Odense allerede tilbage i 2018 at sikre bymidten bedre for eksempel ved store events, hvor mange mennesker er samlet.
Det fortæller Mark Grossmann (V), der dengang stillede forslaget, og han er klar på at vurdere sikkerheden igen.