26. dec. 2024 kl. 9:07
Presse-fotos.dk

Politiet giver opdatering efter bil kørte i havnen

LYT
Del
Link
kopieret!

Tidlig torsdag morgen endte en bil i vandet i Svendborg Havn. Politiet blev tilkaldt og fik sendt dykkere ned til bilen for at undersøge sagen nærmere.

- Der var ikke nogen i bilen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til TV 2 Fyn.

Vagtchefen kan ikke fortælle, hvordan bilen er havnet i havnen, og at man stadig efterforsker sagen.

Politiet har været i kontakt med bilens ejermand, men vagtchefen ønsker ikke at fortælle, hvorvidt bilejeren selv har været involveret i episoden.

Bilens ejer har dog fået til opgave at få bilen hevet op af havnen, fortæller Bjarne Tykgaard.

27. dec. 2024 kl. 12:21
Tophistorie
Fyn
Morten Albek

Ove vil begraves med sin kone og søn på skrotplads

LYT
Del
Link
kopieret!

Ove Jensen svinger stålhammeren ned mod den gamle motor. Et stykke af et kraftigt tandhjul flyver af og trimler hen ad jorden, da hammerens bulede hoved med en "tchsjung" smadrer ind i metallet.

- Ah...

Ove Jensen retter sig op og trækker vejret dybt. Med den venstre håndryg tørrer han en tåre bort fra sin næsetip.

Det er efterår og kun få grader varmt, så den 88-årige produkthandler, der er indehaver af firmaet Måre Produkthandel, er klædt i flere lag arbejdstøj. Bukser, sweatre og jakke har tjent ham længe og bærer præg af daglig kontakt med diverse smøreolier fra de maskiner, han stykke for stykke får delt i metaller, han siden kan sælge.

- Jeg er jo ikke 25 år længere. Jeg er 88. Jo, jo - der er er stykke op til 100 endnu, gnægger han og sætter sig på sin trehjulede elscooter.

Køretøjet sikrer, at han kan bevæge sig rundt overalt på det 11.000 kvadratmeter store område. Benene er ikke, hvad de var for blot få år siden. Alligevel er han lige netop på benene hele tiden.

- Jeg arbejder tre timer om formiddagen og tre timer om eftermiddagen. Så laver jeg selv min aftensmad, og det tager to-tre timer, og så er dagen jo næsten gået. Om aftenen sætter jeg mig nogle gange og spiller på min harmonika, Så har det været en god dag, slår Ove Jensen fast.

Skal begraves ved kone og søn

Han bor alene i et lille hus der ligger i den ene ende af skrotpladsen. Sådan har det været i et par år, siden hustruen Bodil gik bort. Hun er dog ikke langt borte, for i den anden ende af pladsen, i et hjørne hvor Ove også har en lille hytte og en grillplads, er hustruens urne sat ned. Det samme er en urne med sønnen Jens-Ove.

- Når jeg dør, skal jeg også ned ved hende. Så er det op til børnene at passe stedet. Det går jeg da ud fra, at de gør. Det kan være de bruger det til sommerhus eller noget, smiler Ove Jensen uden dog at antyde at han er hverken mæt af dage eller træt af sit fysisk hårde arbejde.

- Jeg begyndte vel at arbejde, da jeg var omkring seks år gammel. Det var med at samle kartofler ved Borris, hvor jeg kommer fra. Det gælder om at holde sig i gang. Ja, ja, jeg kan da godt blive så skidt en gang, at jeg må flytte herfra, men det håber jeg ikke. Jeg vil blive boende på landet, slår han fast.

Ove Jensen træder efter en kort pause ned fra sin elscooter og griber metalhammerens lange skaft. Med et kraftigt sving rammer han tandhjulet fra før og et nyt stykke brækker af. Stump for stump nærmer han sig en lille stak, han senere kan sælge. Sådan som han har gjort det lige siden han i 1969 åbnede sin produkthandel.

27. dec. 2024 kl. 6:00
Tophistorie

Chris kæmper mod p-selskab efter afgift på egen p-plads: - Hvor er den sunde fornuft?

LYT
Del
Link
kopieret!

Det kan ske for selv den bedste.

Betaling af p-billetten smutter, og i forruden sidder den gule lap med en p-afgift, når du vender tilbage til bilen. Øv.

Men Chris Jensen fra Odense fik forleden en p-afgift for at holde på sin egen p-plads.

Han betaler hver måned for sin egen p-plads, men pludselig sad der en afgift i forruden. Nu kan han ikke få den annulleret, og det frustrerer ham.

Chris Jensens problem er dog, at afgiften sådan set er god nok. Han skal nemlig have et parkeringskort liggende synligt i forruden, når hans bil står på den p-plads, han betaler for. Det har han også til daglig, men denne dag var den gledet ud til siden og altså ikke synligt. Det kostede en afgift på 875 kroner.

- Det er jo som sådan helt i orden. Men jeg skriver så til dem, at jeg har betalt, og jeg har tilladelsen – men det er de ligeglade med, siger Chris Jensen. Han hver måned betaler 450 kroner for sin parkeringsplads.

På Apcoas hjemmeside fremgår det tydeligt, at er ens licens ikke synlig ved kontrol, så koster det en afgift.

Screendump

Den del medgiver Chris Jensen - han erkender den fejl. Alligevel henvender han sig til Europark, som er ejet af Apcoa, for at få afgiften annulleret.

- Jeg henvender mig til dem og siger noget må være gået galt. Det er min bil, min plads, jeg har kortet, og jeg har betalt for det. Jeg forstår ikke, at der ikke er nogen sund fornuft, der siger: det kan vi godt se, siger Chris Jensen.

Han mener, at det er alt for rigidt et system, når man ikke kan få rettet noget som her, hvor der tydeligt er tale om en fejl, og at der ikke bliver kigget på, at han hver måned betaler for en p-plads, og at afgiften er udstedt til ham, der betaler for pladsen.

- Når de svarer en tilbage er det helt umenneskeligt og ren jura. Jeg gør en indsigelse, fordi jeg er uenig. Der får jeg så bare et brev tilbage, hvor der står, at hvis ikke jeg betaler, må sagen tages videre.

Kan du ikke bare betale afgiften?

- Jo det kunne jeg nemt. Men på et tidspunkt må man også lige stille sig op og sige, hvornår er nok, nok. Det har jeg så valgt at gøre nu, siger Chris Jensen.

TV 2 Fyn har rakt ud til parkeringsselskabet Apcoa, som administrerer den parkeringsplads Chris Jensen betaler for hver måned.

Apcoa har ikke ønsket at stille op til interview. Apcoa er heller ikke vendt tilbage med svar på TV 2 Fyns spørgsmål, som er sendt via e-mail.

27. dec. 2024 kl. 8:37
Tophistorie
Natacha Djervad

Tre juledage overstået - flere havde indbrud end sidste år

LYT
Del
Link
kopieret!

Julen er ovre og de fleste er vendt hjem til egen bolig igen. Det betyder også, at flere har opdaget, at der har været ubudne gæster i hjemmet, mens de har været væk. Ifølge Fyns Politi er der anmeldt lige under 50 indbrud på Fyn fra den 23. december til og med den 26. Det fortælle vagtchef Kenneth Taanquist.

Sidste år var tallet sidst i 20’erne, lyder det.

Alligevel understreger han, at det på trods af en stigning fra sidste år lader til at være godt naboskab og lys i hjemmet, der holder tyvene ude.

-  Det er vores indtryk at folk har været gode til at hjælpe hinanden, huske at lade lidt lys være tændt. Og det hjælper altså på det, siger Kenneth Taanquist.

27. dec. 2024 kl. 13:16

Børn og unge fylder i ulykker med fyrværkeri

LYT
Del
Link
kopieret!

Lige under halvdelen af alle de tilskadekomne ved nytåret 2023/2024 var under 18 år, og en stor del var ikke gamle nok til selv at kunne købe fyrværkeri. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Børn under 15 år, der ikke selv kan købe fyrværkeri - heller ikke knaldperler eller stjernekastere - udgør næsten hver fjerde tilskadekomne ud af de 192, der blev ofre for fyrværkeriskader i nytåret 2023/2024. Det viser tallene fra Ulykkes Analyse Gruppen fra Odense Universitetshospital (OUH). Den opgør hvert år fyrværkeriskader fra alle danske sygehuse i nytårsdøgnene den 31. december til 1. januar.

27. dec. 2024 kl. 11:27
Natacha Djervad

Ville anmelde overfald - endte selv med sigtelse og bortvisning

LYT
Del
Link
kopieret!

Det gik ikke helt som ventet, da en ung mand ville anmelde et overfald, han mente var begået på beværtningen Butchers i Odense.

Hos Fyns Politi fik man nemlig indhentet overvågningsmaterialet fra stedet for at gennemgå dette, men det faldt ikke ud til anmelders fordel.

Overvågningsbillederne viste nemlig at den unge mand selv begyndte at indlede sig i slagsmål, idet han med knyttet hånd slog en gæst med en knytnæve i hovedet.

Det førte til, at den 22-årige selv blev sigtet for overtrædelse af Restaurationsloven og fik forbud mod at komme som gæst på Butchers. Det skriver Fyns Politi i døgnrapporten.  

27. dec. 2024 kl. 10:30

Brobizz advarer om svindel-mails

LYT
Del
Link
kopieret!

Selskabet Brobizz advarer lige nu sine kunder om falske e-mails og sms’er, hvor der er såkaldt phishing i omløb. Det skriver selskabet på sin hjemmeside.

Når hackere forsøger at lokke fortrolige oplysninger ud af dig, kaldes det for phishing. Hackerne vil foregive at være en virksomhed eller lignende, som du er fortrolig ved, og derigennem forsøge at få dig til at give dem fortrolige oplysninger – som de derefter kan misbruge.

Derfor anbefaler Brobizz at man grundigt kontrollerer, hvem der er afsender.

På hjemmeside skriver selskabet, at de udelukkende sender SMS’er til kunder, der har været i kontakt med deres kundeservice. Derudover bruger de kun følgende mailadresser:

  1. noreply@brobizz.com

  2. noreply@info.brobizz.com

  3. postmaster@brobizz.com

  4. kundeservice@brobizz.com

27. dec. 2024 kl. 9:17

Nu bliver bybusser i Nyborg gratis for særlig aldersgruppe

LYT
Del
Link
kopieret!

Kan gratis busdrift få de unge til at køre med? Det vil tiden vise i Nyborg Kommune, hvor unge under 16 år snart kan køre gratis med bussen i Nyborg – og det har de unge selv ønsket og være med til at bestemme. Sådan lyder det i opslag på kommunens Facebook-side.

De gratis bybusser er vedtaget af byrådet som en del af budgetaftalen for 2025. Det er lokalruterne 680, 681, 682, 709, 711, 712, 713, 714, 715 og bybus 1 og 2 der fra 1. januar gøres gratis for børn og unge under 16 år.

De regionale ruter (rute 161-162, 195, 800A, 900A, 920-921) og uddannelsesruterne (809, 819, 830, 831, 833, 865) er ikke omfattet af tilbuddet.

27. dec. 2024 kl. 6:45

Danskere ventes at bytte gaver for over halv milliard

LYT
Del
Link
kopieret!

Butikkerne skal regne med, at danskerne kommer til at flokkes dertil for at bytte julegaver, de ikke er helt tilfredse med. I hvert fald hvis man skal tro en prognose fra Dansk Erhverv, der spår, at julegaver for 600 millioner kroner byttes oven på julen i år.

- Vi forventer, at hver fjerde dansker skal ud og bytte i hvert fald en gave, siger Bo Dalsgaard, der er fagchef for forbrugeraftaler og forbrugerklagesystemer hos Dansk Erhverv.

Prognosen baserer sig på to befolkningsundersøgelser, som analyseinstituttet Norstat har lavet for organisationen.

Sidste år endte det med at være omkring 25 procent af danskerne, som fik julegaver, der byttede mindst en af dem.

27. dec. 2024 kl. 5:00

Fredagsvejret bliver stille, gråt og mildt

LYT
Del
Link
kopieret!

Det bliver en skyet, diset og stedvist tåget dag, hvor der i perioder vil falde lidt regn eller finregn hist og her.

Temperaturen vil befinde sig et sted mellem seks og otte grader, og det vil føles lige så mildt, som det ser ud, at bevæge sig udenfor. Vind vil der nemlig ikke være meget af.

Og det bliver generelt gråt, stille og mildt vejr de kommende dage, indtil vi når søndag. Her forventes en koldfront med regn at bevæge sig ned over landet nordfra.

26. dec. 2024 kl. 19:43
Dansk Kennel Klub

Er din hund klar til nytår? Få tjeklisten her

LYT
Del
Link
kopieret!

Er man en af de hundeejere, hvis firbenede ven reagerer kraftigt på fyrværkeri, så er Dansk Kennel Klub klar med en tjekliste, der kan hjælpe ens hund gennem nytårsdagene.

I et opslag på Facebook opfordrer de til, at man har planlagt, hvor ens hund er nytårsaften, hvis man ikke er hjemme. Kan man ikke tage den med sig, skal man overveje, om den skal passes.

Derudover skal man skynde sig, hvis hunden skal have angstdæmpende medicin, og i tilfælde af at ens hund kan finde på at løbe væk, er det en god idé at sikre sig, at der er et lovpligtigt hundetegn i hundens halsbånd.

Sidst men ikke mindst kan man venligt huske folk på den nye lovgivning, hvis de affyrer fyrværkeri før 31. december.

26. dec. 2024 kl. 19:02
TV 2

Ventetiden i Familieretshuset stiger - fynsk politiker vil undgå "tåbeligt dobbeltarbejde"

LYT
Del
Link
kopieret!

Foreningen af Faste Værger i Danmark foreslår, at det fremover skal være kommunerne, som skal oprette værgemål for demente og senhjerneskadede borgere.

Blandt andet for at mindske ventetiden og undgå dobbeltadministration ved, at der ikke er to myndigheder, som skal sagsbehandle de samme sager, lyder argumentet. Det skriver DR.

KL er ikke videre begejstret for forslaget, men flere ordførere på Christiansborg synes, at forslaget er spændende, og de er parate til at kigge på, om kommunerne skal overtage opgaver fra Familieretshuset. Blandt andet fynskvalgte Katrine Daugaard, der er socialordfører for Liberal Alliance.

- Hvis der er dobbeltarbejde, er det jo tåbeligt, siger hun.

26. dec. 2024 kl. 17:45

Vej kortvarigt spærret på grund af politiarbejde

LYT
Del
Link
kopieret!

Torsdag eftermiddag var det ikke muligt at passere Lillebæltsbroen.

Af Vejdirektoratets trafikinfo fremgik det, at broen var spærret i begge retninger på grund af politiarbejde.

TV 2 Fyn har været i kontakt med Fyns Politi, der oplyser, at Sydøstjyllands Politi kortvarigt var til stede på broen, men derudover ikke har yderligere at tilføje.

26. dec. 2024 kl. 17:01

Krudtsælgere frygter kunder kvæler nytårsaften: - Synd for de små

LYT
Del
Link
kopieret!

I år er nye regler for fyrværkeri trådt i kraft, som betyder, at det nu kun er lovligt at fyre af i to dage - fra den 31. december til 1. januar.

Men den nye lovgivning får flere fynske fyrværkerisælgere til at se på fremtiden med bekymring. To fyrværkeriforhandlere, som TV 2 Fyn har talt med, tvivler nemlig på, at alle kan overholde reglerne.

Og hvis ikke folk kan holde i raketterne i ro, så frygter forhandlerne, at det kan føre til yderligere stramninger, som i sidste ende vil betyde, at man ikke må sælge eller købe nytårsfyrværkeri.

- Så siger politikerne, at nu er der ikke noget, der hedder nytårskrudt, og det vil være synd for de små, siger Claus Oldenbjerg, der driver Krudttossen.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her