Normalt er lastbilchauffør Henry Rosengård Jensen den første til at vaske sin lastbil efter dagens kørsel, men en grå og regnfuld efterårsmandag i oktober sidste år, der kom Jan Rasmussen tilbage til fabrikken samtidig med Henry.
- Så står vi og snakker i omklædningsrummet og tager vasketøj på, og så går Henry ud. Da jeg så kommer ud, der kan jeg se, at han ligger op ad bilen og jeg røg over til ham, og så tager jeg fat og rusker i ham for at se, om der er kontakt. Der er ikke noget, fortæller Jan Rasmussen
60-årige Henry Rosengård Jensen har fået en blodprop i hjertet.
Til alt held, så tøver Jan Rasmussen ikke. Han får råbt efter hjælp, og mens der bliver ringet 112, får Jan Rasmussen og kollegaen Allan Kristensen fordelt, hvem der giver hjertemassage og kunstigt åndedræt til Henry, og så går de ellers bare i gang.
Fik alarm på telefonen
På et kontor ikke langt fra betonfabrikken Unicon i Odense går hjerteløberalarmen på Rasmus Schmidt Jensens telefon i gang.
- Jeg når lige at overveje et splitsekund, om jeg skal acceptere den, men det gør jeg, og så går jeg over til min kollega og beder ham køre den frem, mens jeg løber ud og henter hjertestarteren, fortæller han.
Da Rasmus Schmidt Jensen når frem til lastbilspladsen, kan han se Allan og Jan, der er i gang med at give Henry livreddende førstehjælp. Han får sat hjertestarteren på Henry, og når at støde to gange, inden ambulanceredderne tager over.
Årets førstehjælper
Den dag i dag er Henry Rosengård Jensen i live. Det kan han takke Jan, Allan og Rasmus for.
I Danmark falder omkring 5.000 personer hvert år om med hjertestop uden for hospitalet. Hvis de får hjertelungemassage, er chancen for at overleve tre gange større.
Derfor uddeler Røde Kors for 31. gang en pris til Årets Førstehjælper, og i år går prisen til Henrys tre livreddere.
Torsdag var generalsekretær for Dansk Røde Kors Anders Ladekarl forbi betonfabrikken i Odense med blomster og en check på 10.000 kroner. Det blev overrakt til modtagerne med ordene:
- Det er en anderkendelse af, at når ting som dette sker, så er det vigtigt, at der er nogen, der gør noget, og man kan aldrig nogensinde gøre noget forkert.
- I gjorde det helt rigtige og er et eksempel for andre mennesker, så hjerteligt tillykke til jer alle sammen.
Det vigtigste er Henry
For de tre prismodtagere betyder det meget at blive hædret og få anderkendelse, men alle er også enige om, at det langt fra er det vigtigste.
- Altså vi er da stolte, men selvfølgelig er vi mere stolte af, at Henry står her nu og kommer tilbage til os, siger Jan Rasmussen.
Hovedpersonen selv, Henry Rosengård Jensen, kan ikke huske noget som helst fra forløbet, i dag er han yderst taknemmelig for den hjælp, han fik.
Derfor er det også en meget rørt Henry Rosengård Jensen, der torsdag kunne se sine kollegaer få overrakt en pris, og han er meget stolt på deres vegne.
- Det er det bedste, der kunne ske, og det er meget fortjent, for de har knoklet i de minutter, siger han.
Henry Rosengård Jensen er i øjeblikket sygemeldt fra sit arbejde, indtil han igen må køre lastbil, og han glæder sig til at komme tilbage til Jan og Allan.