Optaget på Fyn: Her er årets store julefilm

Søndag var der gallapremiere på Familien Jul og Nissehotellet på Støberiet i Bogense. Filmen er, som de to øvrige Familien Jul-film, optaget på Fyn.

Juletræer, pebernødder, gaver og sne. Der er meget, der kan lede tankerne hen på jul - og også julefilm vil de fleste nok mene hører sig til, når julehumøret skal sikres. 

Søndag var det muligt for omkring 800 fremmødte at se gallapremieren på dette års julefilm, Familien Jul & Nissehotellet. 

Filmen, der er optaget på Fyn, er den tredje i serien om Familien Jul - og det er derfor også den tredje, der er optaget på Fyn. 

Optaget i Bogense

Størstedelen Familien Jul & Nissehotellet er optaget i Bogense, men også Odense har lagt gader og lokaler til scener i filmen.

Og det er der en særlig grund til.

- Bogense kunne det, at byen havde den fuldstændig perfekte location, siger producer på filmen, Thomas Lydholm og fortsætter:

- Historien foregår på et hotel, og Bogense Hotel var en fuldstændig perfekt location, så vi kunne gå stort set lige ind og filme derinde uden at lave noget om, så det var fuldstændig perfekt. 

Filmen er blevet til med støtte fra FilmFyn, der oplever, at Fyn bliver et stadigt mere populært sted at optage film. 

- Fyn er blevet et center for dansk film. Skuespillere, producenter og andre kreative er glade for at komme herover. Ikke kun fordi vi hos FilmFyn støtter filmene, men også fordi de bliver taget så godt imod, siger direktør for FilmFyn, Klaus Hansen. 

Pelle Falk Krusbæk og Flora Augusta spiller henholdsvis "Hugo" og "Sne" i Familien Jul & Nissehotellet
Pelle Falk Krusbæk og Flora Augusta spiller henholdsvis "Hugo" og "Sne" i Familien Jul & Nissehotellet
Foto: Arkivfoto: Flemming Ellegaard

Prominente navne

Filmen, der har Pelle Falk Krusbæk i hovedrollen, har også Paw Henriksen, Julie Zangenberg, Marie Askehave og Jens Jørgen Spottag på rollelisten. 

Da filmen blev vist søndag, var det første gang at hovedpersonen Pelle Falk Krusbæk så filmen i sin fulde længde. Og efter gallapremieren var det da også en lettet hovedperson, der evaluerede oplevelsen.

- Jeg havde helt ondt i maven inden, fordi jeg kun havde set små brudstykker af den, siger han og fortsætter.

- Det var en lettelse. Jeg synes, det er en virkelig vellykket film. Vi har virkelig været heldige med det hele. Det er bare gået op i en højere enhed, synes jeg. 

Familien Jul & Nissehotellet har premiere i biografen d. 11. november. 


Oversigt

    Oversigt