Fans havde det fedt til Danmarks største Ford-træf
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Flere hundrede Ford-fans havde her i weekenden kørt deres biler til Ford Klub Danmarks 25-års jubilæumstræf i Ebberup på Vestfyn. Og der var nok at se på.
Ligegyldigt, om man var til gamle biler, hurtige biler, nye biler, eller biler, der kunne skinne om kap med den sol, som også besøgte Fyn lørdag eftermiddag. Anders Birnbaum, der er medarrangør af det årlige Ford-træf, viste rundt blandt de mange modeller.
- Mange af de ældre biler er nogle, folk selv har fået sat i stand. Fået malet, lavet rust og man kan sige, at det er virkelig deres hobby, som de har lagt år og timer i.
Assens borgmester var også på udkig efter biler i Ebberup, men det var, fordi han skulle være dommer til træffet, og det var ikke tilfældigt, at han var blevet valgt.
- Jeg har interesseret mig meget for biler, siden jeg var 13, fortæller han.
- Jeg har selv fem biler – dog ikke nogen Ford, men det der miljø af nørder i ordets bedste forstand, som skruer og justerer og pudser og polerer og skifter bagtøj og gearkasser og ved alt, det miljø er jeg også lidt inde i, med de biler jeg har, sagde altså borgmesteren, mens han studerede de fremmødte Fords.