Fynsk gymnasium frygter lukning
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et fynsk handelsgymnasium frygter, at det kan være nødsaget til at lukke, hvis det ikke får lige så meget i tilskud som de almene gymnasier.
Gymnasieelever på Vestfyn risikerer at skulle til Odense, hvis de gerne vil på handelsgymnasiet.
Det Blå Gymnasium i Glamsbjerg kan nemlig i fare for, at skulle dreje nøglen om, når det næste år mister sit udkantstilskud på 500.000 kroner.
- Vi er dernede, at hvis ikke vi bliver ligestillet med de almene gymnasier på udkantstilskuddet, skal vi lukke indenfor et års tid, siger rektor på Det Blå Gymnasium Carsten Hofgrefe.
Rektoren er vred over, at skolen i en årrække har modtaget omkring to millioner kroner mindre i støtte om året end et alment gymnasium på samme størrelse, der også er berettiget til udkantstilskud, og at skolen nu mister en halv million kroner mere.
Også eleverne er bekymrede for gymnasiets fremtid.
- Det er ikke særlig fedt. Så skulle jeg flytte til Odense, og det ville ikke lige være noget for mig, siger Fenja Woller, der går i 2.g på Det Blå Gymnasium.
Stor betydning
Skolen står lige nu til et underskud på 1,8 millioner kroner til næste år.
Hos socialdemokratiet forstår man godt frustrationen på Det Blå Gymnasium
- For os er det meget vigtigt at sørge for at man i fremtiden kan få en uddannelse, uanset om det er på et alment gymnasium eller et erhvervsgymnasium i de mindre byer, også på Fyn.
- Derfor skal vi have lavet en model, der sørger for at man også i fremtiden har noget økonomisk ro i maven, siger det fynske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg (S).
Mandag landede der dog en bred politisk aftale, der sikrer Det Blå Gymnasium i Glamsbjerg overlevelse minimum et år mere. Aftalen sikrer 15 millioner kroner i udkantstilskud til almene gymnasier og 30 millioner kroner i en særlig pulje til små erhvervsuddannelser i 2023.
I Odense mistrives mere end hver fjerde ung. Derfor var politikerne på besøg på Mulernes legatskole, for at høre, hvad problemerne skyldes.