Stor bøde: Tæve med fem hvalpe lukket inde på varmt badeværelse

En uautoriseret hundeavler på Fyn har fået en stor bøde og en betinget frakendelse mod at holde dyr efter at have behandlet flere hunde, heste og papegøjer groft uforsvarligt.

I et hus i Vissenbjerg hos en uautoriseret kvindelig hundeavler gik i alt 14 hunde rundt i deres egen afføring. De fik hverken mad eller vand nok.

quote Det svarer til, at man kan tælle dyrets ribben på lang afstand og i mørke

Claus Holten Kristensen, specialanklager, Fyns Politi

Blandt de 14 hunde var en tæve med sine fem kun 15 dage gamle hvalpe. Tæven og hvalpene var lukket inde på et lille og meget varmt badeværelse.

- En kvinde på 49 år har på sin bopæl drevet et erhvervsmæssigt dyrehold, hvor hun primært opdrættede hunde med henblik på videresalg, fortæller specialanklager ved Fyns Politi Claus Holten Kristensen til TV 2/Fyn.

For kvindens behandling af dyrene modtog hun en bøde på 50.000 kroner.

- Man kunne tælle ribbenene på lang afstand

Når man skal vurdere, om dyr får den rette mængde mad og vand, vurderer man ud fra det, man kalder deres huld. Til vurderingen gør man brug af en skala fra 1-9, hvor 9 er meget overvægtig, og 1 er ekstremt unerernæret.

Kvindens 14 hunde placerede sig mellem 1-3 på den skala.

- Den første hund, der er beskrevet i sagen, lå på huldskalaens nummer 1, og jeg plejer at sige, at det svarer til, at man kan tælle dyrets ribben på lang afstand og i mørke. Der er altså ikke tvivl om, at et dyr på skalens nummer 1 er ekstremt underernæret, siger Claus Holten Kristensen.

Disse forhold vurderes til at være uforsvarlig og grovere uforsvarlig behandling af hundene. 

- I en sådan vurdering er der tre trin. Det mildeste trin er det, man kalder uforsvarlig behandling. Det næste trin kalder man grov uforsvarlig behandling og sidste trin er mishandling, og der landede kvinden altså ikke, fortæller Claus Holten Kristensen.

Heste og papegøjer også groft uforsvarligt behandlet

Det var dog ikke kun hunde, kvinde havde på sin adresse i Vissenbjerg. 

Ud over de 14 hunde havde kvinden også fire hopper og to papegøjer, der heller ikke var blevet behandlet ordenligt.

Hoppernes placering på huldskalaen lå mellem 2,5 og 3, og papegøjerne havde ingen plads til at flyve.

- De to papegøjer boede i så lille et bur, at de ingen chance havde for at leve bare en brøkdel, som de ville ude i naturen, siger Claus Holten Kristensen.

quote Hun har fået det, jeg kalder det gule kort

Claus Holten Kristensen, specialanklager, Fyns Politi

Da politiet kom til adressen og så forholdene, kunne kvinden også selv hurtigt se, at det ikke varm som det skulle være, fortæller Claus Holten Kristensen.

- Kvinden endte med at tilstå samtlige forhold. Hun reagerede meget hurtigt, da politiet kom ud på adressen, og det er faktisk sjældent, at folk er så modtagelige over for de tiltag, myndighederne kommer med, siger han. 

En bøde og det gule kort fra politiet

For alle forholdene blev kvinden idømt en bøde på 50.000 kroner og med bøden fulgte også en betinget frakendelse mod at have dyr i tre år.

- Hun har fået det, jeg kalder det gule kort. Hun må stadig gerne have dyr, men skulle hun behandle dem på en uforsvarlig måde igen inden for de tre år, så kan hun få en ubetinget frakendelse og må dermed ikke have dyr, siger Claus Holten Kristensen.

Egentlig skulle kvindens bøde have lydt på omkring 100.000 kroner, men hun slap med det halve grundet sin forholdsvist lave indkomst. 

Dommen blev afsagt den 2. juni, og kvinden har fra den dato 14 dage til at anke dommen. 

 

Oversigt

    Oversigt