Pengene er fosset ud af kassen - borgmester undrer sig
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det har været et dyrt 2023 i Faaborg-Midtfyn Kommune, og det kommer til at kunne mærkes i det regnskab, der lige nu gøres op for året, der er gået.
Det er dyrt at drive en kommune, rigtig dyrt. Og det mærker man også i Faaborg-Midtfyn, hvor sidste år lader til at have gjort ekstra ondt flere steder.
Der har været et merforbrug, som forventes at lande på 24,8 millioner kroner inden for det specialiserede børneområde, og derudover et merforbrug på 25 millioner kroner inden for det kommunen kalder opvækst og læring. Dertil kommer en ekstraudgift 13 millioner kroner på sundhed og ældre, der blandt andet tæller plejehjemmene.
Situationen får borgmester Hans Stavnsager (S) til at ryste på hovedet.
- Det er utilfredsstillende, at vi skal frem til afslutningen af regnskab 2023, før vi som politikere får at vide, at budgetterne er overskredet på de her områder i det omfang, som det er tilfældet. Der er noget i styringen og arbejdsgangene, der ikke fungerer godt nok, og derfor har jeg i samråd med kommunaldirektøren foreslået Økonomiudvalget, at vi får eksterne øjne på for at gennemgå arbejdsgange og styringsprocesser, så vi kan få klarlagt, hvor det er gået galt.
Ekstern revision på vej
Det er især en situation, hvor flere børn end forventet er blevet visiteret til specialtilbud, der er med til at få budgettet til at skride, lyder det fra Hans Stavnsager. En udfordring, som han nu vil sikre, ikke kommer som en overraskelse næste år.
- Det er en bekymrende udvikling, at flere børn har brug for hjælp. Ikke desto mindre er det af afgørende betydning, at børnene får den hjælp, de har brug for. Derfor må vi nu trække i arbejdstøjet og få lagt en plan for, hvordan vi får skabt holdbare løsninger på de udfordringer, der er opstået, så budgetterne holder, og børnene får den støtte, de har behov for, siger han.
Derfor vil borgmesteren nu have ekstern revision på, så det sikres, at politikerne får den information, de skal, i tide.
- Hvorfor har vi ikke fået det her at vide i løbet af året? Det undrer mig, at vi ikke har fået nogle advarselslamper, der blinker her. Der er nogle problemer her, som jeg gerne ville have kendt, siger Hans Stavnsager.
Ifølge kommunen selv arbejder forvaltningen med konkrete forslag til politikerne om håndtering af det forventede merforbrug i regnskabet for 2023 på de tre områder. Det indebærer, at forvaltningen kommer til at se på de mindre-forbrug, der er forskellige steder i organisationen samt mulige omprioriteringer. Men der er ikke besparelser som følge af resultatet af regnskab 2023, lyder det.