Udviklingshæmmet taxachauffør drilles med telefonfis: - Det er skidetræls
kopieret!
Telefonen ringer og 41-årige Morten Jannik Hansen trykker på det trådløse headset, der sidder på hans venstre øre.
- Faaborg Cykeltaxi goddag, lyder det høfligt.
Få øjeblikke senere er han på vej for at give en ældre borger et lift til lægen i sin genkendelige cykeltaxi.
Morten Jannik Hansen er udviklingshæmmet og kan hverken læse, skrive eller regne. På trods af det har han nu drevet sin lille vognmandsforretning med succes i snart 20 år.
Det er dog ikke alle opkald, der gør Morten Jannik Hansen i lige godt humør. For han modtager ofte drillende og useriøse opkald fra hemmelige numre, hvor de bestiller ham til mærkelige opgaver.
- Det er skidetræls, hvis jeg skal være helt ærlig.
Telefonfis
Det er især i skolernes ferier, der kommer mange falske opkald. Nogle gange ringer de med et nummer, han kan slå op efterfølgende. Og opkaldene kommer både fra Fyn og København.
- Det er et stort problem. En aften fik vi 21 opkald. Det er træls, for det er spild af min tid, og jeg forsøger at drive en forretning.
- Kan du ikke bare lade være med at tage den, når der bliver ringet med hemmeligt nummer?
- Nej, for nogle kunder ringer faktisk med hemmeligt nummer, og dem vil jeg gerne køre med.
Førtidspension og epilepsi
Epilepsi forhindrede ham i at få et kørekort, men det slukkede ikke taxidrømmen. Han faldt over en cykeltaxi på nettet og resten er 20 års sydfynsk lokalhistorie, hvor Morten og hans cykeltaxi er en fast del af bybilledet.
- Jeg har altid været fascineret af kollektiv trafik og at transportere folk fra A til B, fastslår Morten Jannik Hansen.
- Jeg er jo på førtidspension, men det her giver mig noget at stå op til. Jeg elsker at servicere folk i Faaborg. Især ældre borgere, der har svært ved at komme rundt.