Pleje eller panik? Sosu'er fortæller om kaotiske forhold i hjemmeplejen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Svigt af de ældre, umenneskeligt arbejdspres og en ledelse, der ikke lytter. TV 2 Fyn har været i kontakt med cirka 20 medarbejdere i hjemmeplejen i Odense. De ønsker ikke at stå frem med navn af frygt for at blive fyret. Her får du fem anonyme fortællinger fra sosu'ernes hverdag.
Social- og sundhedsmedarbejderne i hjemmeplejen i Odense hører til dem, der løber stærkest. Specielt i Aften- og Natgrupperne er der et massivt pres på medarbejderne. Her har de i gennemsnit 30 besøg og tæt på 60 opgaver ude hos borgerne i løbet af en vagt.
Vi har talt med cirka 20 medarbejdere, som gerne vil fortælle deres oplevelse af arbejdet i hjemmeplejen.
TV 2 Fyn har her valgt at bringe fem af deres historier, fordi deres beskrivelser af problemerne går igen hos de fleste af dem, vi har talt med.
Klik og læs de anonyme fortællinger herunder
I mørket hersker anarki
Vi ruller alene afsted på aftenvagten én for én ud i mørket i vores hvide biler fra Lavsensvænget i Odense. Der er mere end 40 besøg på min køreliste, og jeg ved, at flere nødkald vil tikke ind og lægge flere besøg til listen. Det er hverdagskost, men det stresser mig allerede.
En gruppe vikarer, som der er kommet flere af i gruppen de sidste par år, har samlet sig bag en af bilerne på pladsen. De tager selfies, ryger smøger og har åbenbart god tid.
Jeg kører til mit første besøg, men jeg mærker irritationen over vikarernes letsindige og skødesløse tilgang til vores arbejde. Jeg har tidligere – i en anden kommune – oplevet et dødsfald på den konto. En vikar handlede ikke i tide, og var heller ikke klædt på til at handle, da en borger fik et epileptisk anfald!
Vi kører ud og gør en forskel for borgerne. Det er et vigtigt stykke arbejde, der også kræver en faglighed. Jeg ryster min irritation af mig, inden jeg går ind ad døren til den første borger.
Ved ni-tiden låser jeg mig ind ad døren til et ægtepar i Odense Øst. Jeg ser med det samme, at konen er ulykkelig. Vagten før mig kom aldrig. Det er hendes mand, der har brug for hjælp til at komme på toilettet, til at få sine piller, til at spise sin mad og til at komme i seng. Middags-pillerne ligger stadig i den gennemsigtige pilleæske på køkkenbordet, og hans kone har prøvet at hjælpe ham på toilettet. Men han er en stor tung mand, og hun er for skrøbelig til at bakse med ham. Det er derfor, vi kommer i deres hjem flere gange om dagen.
Nu må jeg sørge for ekstra mad og hjælpe ham på toilettet og i nattøjet. Der er ikke tid til de ekstra opgaver. Jeg har cirka tre minutter til besøget her, hvor jeg skal give medicin. Det tager også tid at komme fra en borger til den næste, men køretiden er skrevet med usynligt blæk på min liste. Min ledelse må forestille sig, at jeg kan trylle mig selv videre til næste borger. Det vigtigste er dog, at der ikke er sket noget med ham på trods af, at han får sin medicin for sent.
Jeg ræser videre. Det er efterhånden tit, jeg oplever, at medicinen stadig ligger i pilleæsken, at borgerens ble er fyldt, eller at den ældre er blevet sprunget over af vagten før mig.
Efterhånden er den profession, jeg valgte, fordi jeg vil arbejde med mennesker, reduceret til opgaver, der skal løses uden indlevelse. Der er knap nok tid til at sætte mit flueben på kørelisten og komme videre. Taler jeg om det til min leder, kan jeg være sikker på, at det bliver tysset ned -sandsynligvis efter en regulær skideballe.
Klokken 23.30 afleverer jeg min nøglebrik og bilnøglen på kontoret og kører hjem. Jeg skal falde ned, inden jeg kan kravle under dynen. I morgen kører jeg afsted igen, fordi jeg ønsker at gøre en forskel for de ældre. Vi er deres livline.
Vi låser døren til de demente
I dag har jeg nattevagt på et plejecenter i Odense. Der er sygdom og ingen vikarer, derfor er vi to på vagt. Der ligger afdelinger for demente og plejeboliger på rad og rækker. I nat har jeg ansvaret for 50 til 60 beboere.
Jeg begynder hos de ældre, der er hårdt ramt af demens. De er samlet i et hus. Flere af dem er vågne her tæt på midnat. Jeg skal hjælpe dem med blandt andet medicin, toiletbesøg og med at guide dem, der vandrer på fællesgangen, ind på deres værelser og ned under dynen. Flere af dem får mere beroligende medicin af både aften- og nattevagterne, end jeg vil vurdere, de har brug for. Det gives egentlig efter behov, men det er ikke altid, det er beboernes behov, det er mere de travle ansattes behov. Det mest praktiske er, at de er rolige. Der er nemlig ikke personale nok til at tage sig af demente, der er udadreagerende, har vendt døgnet på hovedet, eller bare er rastløse og urolige, fordi det netop er symptomer på deres demenssygdom.
Da jeg går fra afdelingen som den sidste vagt, låser jeg hoveddøren. Det må vi ellers ikke. Det er en magtanvendelse, vi kun må bruge i akutte situationer. Vi gør det alligevel alle sammen. Og vi har det dårligt, når går derfra. Der er bare ingen anden udvej. Der er ingen fast vagt hos de demente, og risikoen for, at en af dem forlader afdelingen, er for stor. Når det sker, må vi tilkalde politiet, der sætter en eftersøgning i gang. Der løber rygter om, at det før er gået rigtig galt. En dement kom aldrig hjem igen. Det må ikke ske på min vagt.
Det er ikke det eneste foruroligende, der kan ske på mine nattevagter. Når det er tidlig morgen og beboerne er ved at stå op, oplever vi det største pres. Det kan være beboere, der skal gøres klar til et lægebesøg uden for centeret. Det er en opgave, der kommer oveni dem, vi allerede har. Ledelsen kender både normeringen på stedet og de ekstra opgaver. Derfor forstå jeg ikke, hvorfor de prioriterer, at vi kun er de få nattevagter. Vi har gjort ledelsen opmærksom på det flere gange, men der sker ingenting. Beskeden herfra er, at så må vi tage de ældre op mellem klokken 4 og klokken 6, hvis de skal gøre klar til besøg ude af huset. Men det er der da ingen værdighed i.
Det lyder måske som et ærgerligt job, men jeg overvejer ikke at skifte. Jeg kan lide mit arbejde især på de gode vagter, hvor jeg har færre besøg og tid til de ældre og plejen.
Et speget arbejdsmiljø
Jeg trækker i den blå kittel i hjemmeplejen i Odense, fordi jeg holder af at yde omsorg for de ældre. På mine faste vagter møder jeg også borgere, jeg kender. Og de kender mig. Derfor kan jeg give dem den bedste pleje efter mine standarder. Jeg sætter også pris på jobsikkerheden. Men der er dage, hvor jeg drømmer om en anden karriere.
Det kunne være som vikar i hjemmeplejen!
Vikarer får mere i løn end mig. De kan frit vælge deres vagter og deres fridage. De har aldrig overarbejde. Og de står ikke til ansvar for deres indsats – i morgen kan de tage en vagt i en anden kommune. De behøver heller ikke at være nervøse for, om de kan få vagter nok. Der er mangel på sosu’er. Både i faste stillinger eller på grund af sygdom. Alene i min gruppe i hjemmeplejen har der de seneste måneder været mindst en håndfuld kolleger sygemeldt med stress. Lange sygemeldinger.
Det er ikke underligt, at vi bliver ramt af stress. En køreliste med besøg hos flere end 40 borgere er ikke usædvanlig. Derfor er det tæt på umuligt at køre hjem på kontoret og holde spisepause. Flere af mine kolleger spiser i stedet madpakken på en parkeringsplads elle på vej i bilen. Vi må ellers ikke spise i bilerne. Det kan også blive nødvendigt at låne et toilet hos en borger, fordi det tager for lang tid at køre tilbage til kontoret. Og det er sørgeligt, at borgerne mærker vores stress. Det sker heller ikke sjældent, at en borger spørger mig, om jeg ikke vil sidde ned og trække vejret.
Det store forbrug af vikarer udfordrer vores faglighed og vores arbejdsmiljø. Det er umuligt at diskutere faglige spørgsmål med vikarer, der som regel er ufaglærte. De ved sandsynligvis ikke meget om selv vores mest basale arbejdsopgaver som at skifte en ble, sørge for at give medicin, væske og mad til de ældre og fornemme om, de har det godt.
Borgerne mærker også vikarernes usikkerhed. For nylig meddelte en af mine borgere, der blandt andet har brug for hjælp til madlavning og personlig hygiejne, at han ikke ville have besøg. Det var mere besværligt for ham at sætte vikarer ind i opgaverne. For mig ligner det et omsorgssvigt!
I den mere groteske afdeling blev en vikar for nyligt stoppet af politiet. Det viste sig, at vedkommende ikke havde kørekort. Den slags udfordrer tilliden til ledelsen.
Vi har fortalt vores ledere, at det er svært at nå at være til stede ude hos borgerne, når kørelisterne er lange og opgaverne mange. Vi har fortalt, at vi er udfordret af vikarforbruget. Og vi har formelt indkaldt til møde. Vi blev overhørt. Der sker ingenting heller ikke i vores fagforening, hvor klagerne også lander. Men skal vi have en værdig ældrepleje, må der snart ske noget!
Jeg retter konstant op på andres fejl
Flere gange om dagen træder jeg ind hos en borger på min køreliste og møder flere opgaver end dem, der står ud for borgerens navn. Det kan være piller, der ikke er givet, eller piller der mangler i pilleæsken. Når jeg møder den slags fejl, er jeg nødt til at sætte gang i et tidskrævende stykke detektivarbejde. Først skal jeg finde ud af, om pillerne ligger i æsken, fordi borgeren har nægtet at tage dem, da vagten før mig var på besøg. Det kan jeg se i vores fælles it-system, Nexus, på min Ipad. Hvis altså det er dokumenteret. Det er dog mere undtagelsen, end det er reglen. Når det ikke er dokumenteret, er jeg nødt til at gå længere tilbage for at finde ud af, om det så er en doseringsfejl eller en forglemmelse. Den slags tager tid. Tid jeg ikke har, når jeg som regel skal nå mere end 30 besøg på min vagt. Det værste er dog, at det kan være livsvigtig medicin for borgerne. Jeg har både oplevet at hjertemedicin er blevet glemt og medicin til borgere med Parkinsons, der skal gives inden for en halv time, ellers kan det få katastrofale konsekvenser for de patienter, fordi det påvirker deres førlighed.
Fejl med medicin er ikke de eneste, jeg støder på. Jeg møder også borgere, der ikke har fået det besøg tidligere på dagen, de er visiteret til. Det er heller ikke sjældent, at jeg går ind ad døren til en borger, der sidder med en fyldt ble og våde bukser. Endda selv om der står i Nexus, at bleen er skiftet ved sidste besøg. Men dem, der som mig har været et stykke tid i faget, ved godt, hvornår den opgave er sprunget over!
Hvis jeg flere gange på en vagt er nødt til at løse flere opgaver end dem på min liste, skrider min tidsplan for alvor. Der er ikke sat mange minutter af til hvert besøg, og køretid er der ikke ført noget regnskab for. Oveni de faste besøg kommer også nødkald fra borgere, der har akut brug for vores hjælp. Det kan føles som et tidstyranni, der ikke efterlader mulighed for, at jeg bliver flere minutter hos en borger, jeg kan mærke har behov for lidt ekstra omsorg på dagen.
Det er ofte efter vikar-besøg, jeg oplever fejl. Men det er ikke sikkert, det er vikarernes skyld. De er som regel ufaglærte, og de kommer ud og arbejde, så snart de træder ind ad døren. Det er sjældent, der er tid til den vigtige oplæring. Der er ikke en gang krav om basale medicin- og hygiejnekurser.
Omstændighederne har gjort, at jeg selv altid sørger for at registrere, hvad jeg foretager mig hos borgeren. Både når jeg retter op på andres fejl, eller løser de opgaver jeg skal. Den dokumentation er min rygdækning. Jeg har mistet tilliden til ledelse. De retter ikke op på de fejl, jeg indberetter, eller sørger for, at vikarerne kan eller vil udføre deres arbejde.
Jeg er blevet syg af mit arbejde
Jeg har været sygemeldt siden september 2021, og jeg er bange for, at jeg aldrig kommer til at arbejde med mennesker igen. At yde omsorg for andre i deres svære tid, det gav mig ellers meget glæde. Men da jeg selv blev syg af mit arbejde, og jeg havde brug for den samme forståelse, blev jeg mødt af en lukket dør. Min leder hjalp mig ikke, da jeg råbte højest. Jeg blev svigtet.
Jeg arbejdede i hjemmeplejen i en gruppe med mange vikarer, der som regel var ufaglærte. Ofte var det lettest at klare opgaverne med de tungeste borgere, vi ellers var to medarbejdere til, alene. Det betød færre fejl, men også et større pres på mig.
Mange af vikarerne kom fra det samme bureau. Ikke fordi bureauet var det bedste, men fordi det var det billigste. Og det var svært at være vidne til alle de fejl, de begik. Det var medicin, der ikke blev krydset af eller handlingsanvisninger, til hvordan medicinen skulle doseres og gives, der næsten aldrig blev læst. Det lagde et stort pres på mine skuldre, hvis jeg havde et besøg efter en vikar. Hvad nu hvis det en dag gik galt? Som presset steg, begyndte min hukommelse at svigte, og knuden i min mave voksede. Jeg forsøgte at gøre min ledelse opmærksom på problemet, med de handlede ikke.
Jeg havde en konstant uro i kroppen. Det gik ud over min motivation, koncentration og arbejdslyst. Jeg følte mig ensom i mit arbejde, og jeg forklarede min leder, at jeg havde brug for en fast makker. Ikke flere vikarer. Jeg havde brug for en, der ikke lod mig stå alene med ansvaret, og som kendte mig. Jeg tog endnu en samtale med min leder og gik der fra med en forventning om, at nu ville det blive anderledes. Der skete bare ingenting. Jeg henvendte mig til min leder igen. Denne gang lød svaret: "Du er ikke på arbejde for at få venner". Det ramte mig. Hårdt. Jeg havde haft et håb, og nu blev alt slået i stykker. Jeg trak mig tilbage.
Mit hukommelsestab blev gradvist værre, og til sidst måtte jeg lade mig sygemelde på ubestemt tid. Jeg har nu været sygemeldt i over halvandet år. Jeg lever med angst, hukommelsessvigt og træthed.
Den kærlighed jeg havde til faget, er fuldstændig væk. Jeg er udbrændt!
Sosu-assistenternes fortællinger gengiver oplevelser af tidspres og følelsen af utilstrækkelighed, når der ikke er tid nok til at løse opgaver og drage omsorg for de ældre i Odense. Oplevelser som Ph.d. i stress og ledelse Malene Friis Andersen og Professor i velfærd Tine Rostgaard kobler til stress og sygemeldinger.
"Der er mere end 40 besøg på min køreliste, og jeg ved, at flere nødkald vil tikke ind og lægge flere besøg til listen. I mørket hersker anarki
- Med så mange besøg på en aften kan medarbejderen knap nå at sige "pænt goddag" til borgeren.
Det går i høj grad udover besøgets kvalitet, og det bliver en stressende oplevelse for både borger og medarbejder, siger Tine Rostgaard.
" Flere gange om dagen træder jeg ind hos en borger på min køreliste og møder flere opgaver end dem, der står ud for borgerens navn. Jeg retter konstant op på andres fejl
"Det kan føles som et tidstyranni, der ikke efterlader mulighed for, at jeg bliver flere minutter hos en borger, jeg kan mærke har behov for lidt ekstra omsorg på dagen. Jeg retter konstant op på andres fejl
- Fra forskning ved vi, at sosu-assistenter oplever rigtigt høje følelsesmæssige krav, når de arbejder med mennesker. Det betyder, at hvis sosu-assistenten dagligt står i situationer, hvor vedkommende ikke føler, at de leverer det, borgeren egentlig har brug for. Det giver en kronisk følelse af utilstrækkelighed. Den konstante følelse kan medføre, at medarbejderen begynder at udvikle stresssymptomer på grund af arbejdspres og gentagende overvejelser om, at det er dem selv, der ikke er dygtig nok til sit arbejde, siger Malene Friis Andersen.
"Flere af dem (red. demente) får mere beroligende medicin af både aften- og nattevagterne, end jeg vil vurdere, de har brug for. Det gives egentlig efter behov, men det er ikke altid, det er beboernes behov, det er mere de travle ansattes behov. Vi låser døren til de demente
"Efterhånden er den profession, jeg valgte, fordi jeg vil arbejde med mennesker, reduceret til opgaver, der skal løses uden indlevelse. I mørket hersker anarki
- Der ses i stigende grad en kynisme i hjemmeplejen, hvor borgerne opleves som nogen, der er til besvær. Medarbejderen er hos borgeren for at sætte et flueben på sin liste i stedet for at yde omsorg. Kynismen er et begyndende tegn på stress. Når man engagement-mæssigt trækker sig fra det menneske, man egentlig skulle engagere sig i, så kan man ikke mærke relationen til borgeren. Man kan heller mærke sig selv, siger Malene Friis Andersen.
"Det er tæt på umuligt at køre hjem på kontoret og holde spisepause. Flere af mine kolleger spiser madpakken på en parkeringsplads eller på vej i bilen. Et speget arbejdsmiljø
"Når jeg møder fejl, er jeg nødt til at sætte gang i et tidskrævende stykke detektivarbejde. Jeg retter andres fejl
- Flere medarbejdere begynder at lave, det jeg kalder, skyggearbejde. Ja, man kan næsten sige hemmeligholdelse af merarbejde. Opgaver hverken ledere eller kolleger kender til. De frygter at få beskeden: “Det skal du stoppe med". Det er stressfremkaldende både at skulle udføre skyggearbejde, men også at skulle holde det hemmeligt, siger Malene Friis Andersen.
"Klokken 23.30 afleverer jeg min nøglebrik og bilnøglen på kontoret og kører hjem. Jeg skal jeg falde ned, inden jeg kan kravle under dynen. I mørket hersker anarki
- Efter en stressfuld dag er det svært at falde i søvn. Man ligger og tygger drøv på sine tanker, når man i virkeligheden skal finde ro. Tankerne kører om “Gud, var der noget jeg glemte". Når søvnen først svækkes, så vil det i sig selv have en accelererende effekt på stresssymptomerne, siger Malene Friis Andersen.
"Som presset steg, begyndte min hukommelse at svigte, og knuden i min mave voksede Jeg er blevet syg af mit arbejde
- Når stresssymptomer begynder at sætte ind, så sætter arbejdsevnen ud. Man mister evnen til at koncentrere sig, til at huske, prioriterer arbejdsopgaverne, at tidsstyre og til at samarbejde. Faktorer, som sosu-assistenter har brug for, for at kunne løse deres arbejdsopgaver, siger Malene Friis Andersen.
"Alene i min gruppe i hjemmeplejen har der de seneste måneder været mindst en håndfuld kolleger sygemeldt med stress. Et speget arbejdsmiljø
- Vi ved fra forskning at faktorer som lav indflydelse, lav ledelseskvalitet og mobning i arbejdet er noget af det, der øger risikoen for sygefravær, siger Malene Friis Andersen.