71-årige Käte Larsen havde ét spørgsmål til statsministeren:
- Nu ved jeg, hvem jeg ikke skal stemme på
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Statsministeren, udenrigsministeren og økonomisteren har indledt en landsdækkende charmeoffensiv.
Pensionisten Käte Larsen tog én ting med sig fra regeringstoppens show i Odense torsdag aften: Ved næste folketingsvalg går hendes stemme i hvert fald ikke til hverken Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen eller Jakob Ellemann-Jensen.
Det var de tre partiledere, der som et led i en landsdækkende turné sad på scenen i kongrescenteret foran 300 publikummer.
Men selvom der både var grin og klapsalver - og jubel, da det blev annonceret, at det danske fodboldlandshold var kommet foran 1-0 mod San Marino -, virkede regeringens charmeoffensiv forud for det kommende folketingsår ikke på 71-årige Käte Larsen.
Nok nærmere tværtimod.
Hun var kørt fra Refsvindinge til Odense for at få svar på ét spørgsmål: Hvorfor stiger pensionen ikke på lige fod med lønningerne i takt med inflationen?
Videre til næste spørgsmål
Käte Larsen mener, at folkepensionisterne bliver stillet ringere end lønmodtagere, og det er ”dybt urimeligt”, som hun formulerer det.
Udgangspunktet for hendes spørgsmål til statsministeren torsdag aften var en analyse fra Ældre Sagen, som viser, at folkepensionisterne har oplevet en større nedgang i realindkomsten end lønmodtagerne i løbet af de seneste års høje inflation.
Pensionisternes realindkomst er i gennemsnit faldet med lidt mere end syv procent fra 2020 til 2023. I samme periode er lønmodtagernes realindkomst i gennemsnit faldet med fire procent, viser analysen fra Ældre Sagen.
Den konklusion var hun klar til at forklare de tre ministre torsdag aften, men på storskærmen stod et telefonnummer, som man skulle sende sit spørgsmål til, og så ville aftenens vært, tv-værten Anders Breinholt, læse det højt.
Senere viste det sig dog også, at man kunne række sin hånd op og få overrakt en mikrofon. Men Käte Larsen sendte en sms, da hun ankom, og midt på aftenen landede den på storskærmen. Hvorfor stiger pensionen ikke på lige fod med lønningerne i takt med inflationen, så vi ikke mister købekraft?
- Kan man svare kort på det, Lars? spurgte Anders Breinholt Lars Løkke Rasmussen.
- Det kan man godt. For det gør man også. Men det stiger med forsinkelse. Og det kan man godt diskutere, og der er rigtig mange ting, man godt kan diskutere. Men det er sådan, at vi regulerer jo med tilbagevirkende kraft. Og det kan selvfølgelig være en udfordring. Men hvis man går ud på arbejdsmarkedet og handler nogle lønstigninger hjem fordi der er inflation, så går noget tid før det sætter sig i en opregulering af vores overførselsindkomster.
Og mere svar fik Käte Larsen ikke, før det næste spørgsmål kom op på storskærmen, og det handlede om, hvor godt Mette Frederiksen egentlig kan lide makrelmadder.
“Plat og useriøst”
Efter arrangementet var Käte Larsen langt fra tilfreds. Både med selve arrangementet, som hun kaldte “plat og useriøst”, men særligt også med det svar hun fik, og som hun ikke fik mulighed for at stille et opfølgende spørgsmål til.
- Alle os, der får pension nu, har arbejdet i rigtig mange år, og vi har betalt meget mere i skat end dem, der arbejder nu, betaler. Og alligevel ser politikerne ikke en skid til vores side, sagde hun.
- Jeg kan kun sige, at efter det her møde er der i hvert fald ikke nogen af dem, der får min stemme. Det er helt sikkert. Og slet ikke Lars Løkke Rasmussen. Sådan er det.
Käte Larsen fortyder dog ikke, at hun brugte torsdag aften på at tage til Odense og se de tre fra regeringstoppen på scenen.
- For så havde jeg ikke oplevet, hvor plat det var, og så kunne det have været, at jeg havde stemt på nogen af dem ved næste valg.
Pressen - heriblandt TV 2 Fyn - var blevet lovet, at de tre ministre var til rådighed i et kvarter efter arrangementet. Men i løbet af showet lød det i stedet, at de skulle direkte videre, og at der dermed ikke var mulighed for spørgsmål.
TV 2 Fyn forsøgte at få et uddybende svar fra Lars Løkke Rasmussen, men det afviste han.