29. jan. 2024 kl. 17:11
Fyn

12 ting du aldrig bør komme i din airfryer

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

Kogebøger om den populære airfryer er udlånt i flere år, men her kan du få gode råd til, hvad du ikke skal bruge årets julegavehit på, når du laver mad i din nye køkkenmaskine.

Det vrimler med gode idéer til, hvad du kan komme i årets helt store julegavehit, airfryeren.

Butikskæder melder om rekordsalg, og på bibliotekerne i Odense er der lange ventetider på kogebøger om airfryeren, selv om der er 15 forskellige slags. De er udlånt til 2026.

Fynboerne er vilde med den.

- Alt, du kan lave i en ovn, kan du lave i en airfryer, siger den fynske kok Umut Sakarya, der på sin Youtube-kanal har stor succes med at lave mad i en airfryer.

Når det er sagt, er der nogle ting, du ikke bør komme i airfryeren. Enten fordi det er farligt, fordi det ikke bliver godt, eller fordi der er nemmere måder at tilberede maden på.

- Lad være med at overfylde din airfryer. Det bliver sværere at få maden sprød, og bruningen vil tage længere tid, siger forfatter Britt Andersen, der kaldes “Danmarks ukronede airfryer-dronning” efter flere kogebøger om airfryeren. 

Bliv klogere på, hvordan du ikke skal bruge din airfryer.

12 ting du aldrig bør komme i din airfryer

Undgå at overfylde airfryeren

Britt Andersens pointe med at overfylde airfryeren er en vigtig start, når du skal forsøge dig frem med din nye køkkenmaskine. 

Der kan sagtens være en hel kylling i de store maskiner, men den bør samtidig ikke overfyldes med pomfritter eller rodfrugter.

- En airfryer er det samme som en varmluftsovn, men motoren er mere kraftig og med en bedre luftcirkulation, siger Umut Sakarya. 

- Kom ikke noget stort ned i airfryeren. Der skal være plads i siderne. Den skal ikke proppes, siger Umut Sakarya.

Ferske stykker kød

En airfryer er velegnet til hele kyllinger eller flæskesteg, men hvis man tror, man bare kan smide store stykker kød i airfryeren, og så den klarer resten, tager man fejl. 

- Ferske stykker kød kan være vanskelige at brune, så brun kødet af på en pande, eller mariner kødet med olie eller soya, siger Umut Sakarya.

- Man kan ikke smide en kotelet i airfryeren, for det bliver kogt og ikke stegt. Det kan ikke bare stege af sig selv. Der skal være noget marinade, så det kan karamellisere, tilføjer han.

Pasta

Airfryeren kan meget, men hvis du skal lave en pastaret, er der langt bedre løsninger.

At koge pasta i en airfryer, giver ikke mening.

- Lad nu være. Det bliver mærkeligt, siger Umut Sakarya.

Ris

Det samme gælder ris. 

- Jeg tror godt, du kan, men der er også et komfur. Der er ikke noget, du ikke må komme i airfryeren - bortset fra det, der står i brugsanvisningen, siger Umut Sakarya.

- Det giver ingen mening, at du skal stå og røre. Det bliver mere besværligt, siger Umut Sakarya.

Kogte kartofler

Det er et hit at lave pomfritter, ovnkartofler og rodfrugter i en airfryer, men gode, gammeldags kogte kartofler bør laves i en gryde.

- Selv om man kan koge ris og kartofler i den, så er det mere bøvlet end en gryde på komfuret, siger Britt Andersen.

Havregryn

Hvis du skal have havregryn til morgenmad, behøver du ikke tænde for airfryeren. Der findes bedre metoder. 

- Du kan også lave havregryn, men ville man det? Det er da ikke nemmere, konstaterer Umut Sakarya.

Popcorn og krydderier uden olie

Jo, du må gerne krydre din mad, også i airfryeren, men vær opmærksom på, at det er godt med en smule olie, så krydderierne sidder fast på kødet og ikke blæser rundt i maskinen.

- Lette ingredienser skal man være påpasselig med, da den hurtigt cirkulerende luft kan løfte råvarerne og sende dem en tur op i varmelegemet, eksempelvis popcorn, siger Britt Andersen. 

Pandekagedej

Står menuen på pandekager, så brug panden i stedet for airfryeren. 

- Tynd pandekagedej vil ligeledes blive blæst i stykker, tilføjer Britt Andersen.

Når pandekagerne er lavet, og hvis de mod forventning ikke er blevet spist allesammen, kan du bruge airfryeren til at varme dem op igen dagen efter, ligesom du kan gøre med en mikrobølgeovn.

Olivenolie

Airfryeren, der er en blanding af en varmluftsovn og en frituregryde, er oplagt til at lave sundere udgaver af retter, der normalt kræver meget olie eller fedtstof. 

Du skal dog stadig ofte bruge en lille smule olie, og her passer raps- og solsikkeolie perfekt til airfryeren.

Til gengæld brænder olivenolie ved høje temperaturer, så brug de andre olier, for ellers får du en bitter bismag, og det mindsker risikoen for ulykker under madlavningen. 

Olivenoliens maksimale anvendelsestemperatur ligger på omkring 160 grader, og airfryeren kører som regel på 180 eller 200 grader.

Sovs

Du kan sagtens varme sovs i airfryeren, men det er noget andet, hvis du vil lave sovsen rigtigt fra bunden. 

- Det ville nok bare være for at forsøge at lave sovs i airfryeren, siger Umut Sakarya. 

- Det er ikke en magisk maskine, konkluderer han. 

Stanniol og bagepapir

Ligesom du ikke skal fylde airfryeren for meget, er det ikke en god idé at fylde kurven med stanniol eller bagepapir. 

- Der skal være fri luftcirkulation, siger Umut Sakarya. 

Han gør opmærksom på, at der er forskellige kvaliteter på airfryere, så det er vigtigt, at man læser brugsanvisninger, i forhold til hvad din kan klare.

I værste tilfælde kan det være farligt, da bagepapiret eller stanniolen kan blive suget ind i varmelegemet og starte en brand.

Klip i stedet papiret i mindre stykker, og læg fødevarer på det, så det ikke blæser rundt.

Fade og forme

På samme måde skal du gemme dit ildfaste fad, til når du laver mad i ovnen. 

- Brug ikke fade, forme og lignende for at undgå rengøring. De blokerer for luftcirkulationen i maskinen. De fleste maskiner er hurtige at rengøre, siger Britt Andersen.

De fleste airfryerkurve kan sættes direkte i opvaskemaskinen.

Fotokreditering: Sune Jørgensen, Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix, Signe Goldmann/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kan jeg lave brunsviger i airfryeren?

Det er værd at nævne - især over for fynboer - at man sagtens kan lave brunsviger i en airfryer. Der er dog ét væsentligt problem.

- Den ville kun blive bedre, for du laver den i en bedre ovn. Den bliver ikke dårlig, men du kan kun lave til fire personer, siger Umut Sakarya.

- Det bedste, jeg har lavet i en airfryer er confiterede andelår, og så er jeg rigtig glad for flæskesteg og svinemørbrad. Jeg har også bagt hele selleri. Giv dem 45 minutter i airfryer. Det smager guddommeligt.

Læs også: 17 gode råd til at undgå rekordhøje elregninger
Gå tilbage Del
5. jan. 2022 kl. 19:50
Opdateret: 18. jan. 2022 kl. 21:02
Fyn

17 gode råd til at undgå rekordhøje elregninger

Ritzau Scanpix-collage

Jo, jo, du kan selvfølgelig altid slukke lyset derhjemme eller spise hos vennerne, men hvis du vil spare på elforbruget, kan du sagtens leve uden at gå på kompromis med hverdagsluksus.

2021 har budt på rekordhøje elpriser, og det fortsætter i 2022. Elregningen ventes at stige med flere tusinde kroner - afhængig af hvordan du bor, og hvordan du varmer hjemmet op.

Ifølge Energi Fyn er priserne på elektricitet rekordhøje på grund af manglende blæst og nedbør i Norge og Sverige, som sender elektricitet via kabler til Danmark.

Elpriserne er næsten ti gange højere end for et år siden.

TV 2 Fyn har derfor samlet en liste med gode råd, der guider dig til at spare på strømmen. 

Artiklen blev oprindeligt udgivet 5. januar. 

17 gode råde til at spare på elregningen

Brug strøm om natten

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvis du kan vente med at sætte opvaskemaskinen i gang eller vaske tøj til sent om aftenen, om natten eller tidligt om morgenen, så er det billigere. Vent gerne til efter klokken 21, og hvis du står tidligt op, så lad maskinerne køre før klokken 7. 

Undgå højt strømforbrug i primetime

Det er i vinterhalvåret dyrest at bruge elektricitet mellem klokken 17 og 20, så undgå disse tidspunkter til ting, der kan vente. Det er her, at hr. og fru Danmark laver mad og ser TV 2 Fyn og andre gode tv-udsendelser. 

Brug forvarmen i ovnen

I opskriften står der, at du skal vente med at sætte det ildfaste fad i ovnen, til ovnen er forvarmet til 200 grader. Det er dog ikke nødvendigt, hvis din ret skal have mere end 15 minutter, og derfor kan du spare på elforbruget ved at varme din mad i ovnen, allerede fra når du tænder den. 

Træk gardiner for - og fra igen

Sune Jørgensen

Sørg for at lade solen varme dine rum op i løbet af dagtimerne, så træk gardinerne fra om dagen. Om aftenen kan du omvendt trække gardinerne for, så holder du bedre på varmen og sparer mere på elforbruget. 

Spar på det varme vand

Sune Jørgensen

En kubikmeter koldt vand koster cirka 70 kroner. Prisen for varmt vand er dog cirka 70 procent højere, for det koster mellem 40 og 60 kroner at varme vandet op.

Fyld mere tøj i vaskemaskinen

De fleste vaskemaskiner kan klare mellem fem og otte kilo, men alligevel fylder danskerne i gennemsnit kun 3,2 kilo tøj i maskinen ad gangen. Mere tøj og dermed færre vaske kan mærkes på elforbruget.

Vask ved lave temperaturer

Hvis du vasker ved 20 eller 30 grader i stedet for 40 grader, kan du spare en del på elforbruget - op mod 55 procent.

Sænk temperaturen

Hvis du sænker temperaturen én grad i dit hus eller din lejlighed, sparer du fem procent på varmeregningen. Hold dog temperaturen på minimum 18 grader af hensyn til fugt.

Indstil termostaterne ens

Dine radiatorer er mest effektive, hvis termostaterne er indstillet ens. Det gælder især, hvis du har rum med åbne døre imellem. 

Luk døren mellem varme og kolde rum

Hvis du ønsker en lavere temperaturer i eksempelvis soveværelset eller et bryggers, så luk døren ind til stuen eller køkkenet. 

Tø mad op i køleskabet

Står den på spaghetti bolognese eller lasagne i aften, så tag oksekødet op allerede dagen før eller om morgenen, og sæt det i køleskabet. På den måde udnytter du kulden fra den frosne mad og sparer på strømmen.

Smid ikke varm mad i fryseren

Når lasagnen skal gemmes til en travl hverdag, så vent med at sætte den direkte i fryseren. Lad den køle af inden, for ellers kommer din fryser på overarbejde og bruger mere strøm.

Hold rette temperatur i dit køleskab

Dit køleskab skal selvfølgelig være koldt, men ikke alt for koldt. For hver grad temperaturen sænkes under fem grader, stiger elforbruget med cirka to-tre procent. Det samme gælder din fryser. Temperaturen bør ligge på -18 grader. For hver grad temperaturen sænkes under -18 grader, stiger dit elforbrug med cirka to-tre procent.

Brug stikdåser med afbrydere til elektronik

Når fjernsynet, telefonopladeren eller andet elektronik kører på standby, bruger de fortsat strøm. Køb nogle stikdåser med afbrydere, og sluk så vidt muligt for apparaterne, når du ikke bruger dem.

Læg låg på gryden

Når du laver mad, så læg låg på gryden. På den måde sparer du strøm, næste gang du koger kartofler eller pasta.

Drop tørretumbleren

Hvis vejret tillader det, kan du hænge tøjet op udenfor i stedet for at tørre det i tumbleren. 

Skift til LED-pærer

LED-pærer er ganske vist dyrere at købe, men der kan hurtigt blive tale om en investering, for de bruger langt mindre strøm end traditionelle pærer.  

Kilde: Energi Fyn og Energistyrelsen. Fotos: Ritzau/Scanpix, HBO Nordic, Sune Jørgensen

29. nov. 2024 kl. 14:06
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Breaking

Hamas havde underjordisk våbenlager ved Nyborg

LYT
Del

Terrorbevægelsen Hamas havde et underjordisk våbenlager nær Nyborg. Det oplyser
Ines Peterson fra pressetjenesten for forbundsanklageren i Tyskland til TV 2 Fyn.

- Vi kan ikke afsløre den nøjagtige placering, men vi ved, at depotet mindst har indeholdt ét håndvåben, som blev bragt til Tyskland. Vi antager, depotet er blevet nedlagt for omtrent to år siden og ikke længere eksisterer, oplyser forbundsanklageren.

Tirsdag kom det frem, at forbundsanklageren mener, at Hamas har haft flere underjordiske våbenlagre i Europa. Det fremgik af et anklageskrift. I sagen er fire formodede medlemmer af terrorbevægelsen tiltalt.

Ville angribe jøder

Forbundsanklageren mener, at Hamas “for lang tid siden” etablerede våbendepoterne, og at de skulle bruges til at angribe jødiske institutioner i Europa.

Bag våbenlagrene stod en række såkaldte udenlandske operatører, som ifølge forbundsanklageren dækker over personer med opholdstilladelse i Europa.

Operatørerne blev ifølge anklageskriftet aktiveret i forbindelse med forberedelserne til terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023, men hvordan aktiveringen foregik er uklart.

Fyns Politi vil ikke kommentere oplysningerne fra den tyske forbundsanklager og henviser til Politiets Efterretningstjeneste (PET), som oplyser at man “ikke har nogle kommentarer til operative forhold”.

Borgmesteren i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V), var overrasket over TV 2 Fyns opkald, om det formodede tidligere våbenlager.

- Det er ikke noget, jeg har fået nogen orientering om, men jeg antager, at det er noget, PET ville være orienteret om, hvis der har været en sag her i Nyborg.

Foruden våbenlageret i Danmark, formodes det, at Hamas også har haft våben liggende i Bulgarien og Polen.

29. nov. 2024 kl. 11:42
Arkiv / TV 2

Arbejdstilsynet besøgte biogas-byggeri inden ulykke - fandt ingen problemer

LYT
Del

Da der tirsdag skete en voldsom ulykke, som kostede tre mennesker livet, på Flemløse Biogas, var byggetilladelsen på plads. Men den blev først givet 8. oktober mens byggeriet havde været i gang siden foråret.

I perioden har Arbejdstilsynet været på byggepladsen to gange, og det fandt ikke anledning til at give anmærkninger.

Trods den manglende byggetilladelse har Flemløse Biogas haft anmeldt et byggeri i følge Arbejdstilsynet, som har betydet, at Arbejdstilsynet har været på byggepladsen ad to omgange i perioden, inden ulykken indtraf tirsdag. Begge besøg var uden anmærkninger, har TV 2 Fyn fået oplyst.

Tilladelse på bagkant

Det er dog stadig problematisk at byggeriet er begyndt uden en tilladelse, siger advokat og direktør hos Knudsgaard Advokater, Mads Knudsgaard, der har speciale i entreprise- og byggeret.

- Det, der er problemet, er, at der er andre myndigheder, der måske ikke kommer i spil. Eksempelvis Arbejdstilsynet eller andre miljømæssige forhold bliver ikke bragt på banen, fordi man simpelthen ikke kender sagen, før der er indsendt en byggeansøgning.

I dette tilfælde har Arbejdstilsynet dog været vidende om at et byggeri fandt sted på grund af virksomhedens egen anmeldelse.

Byggetilladelse bidrager til sikkerhed

Når der gives en byggetilladelse til et byggeri, følger der ofte en række vilkår med, som skal være opfyldt for den pågældende byggeplads. Det kan dreje sig om arbejdstid og sikkerhed, lyder det fra Mads Knudsgaard.

- Man ved jo strengt taget ikke, om det er et lovligt byggeri, og om der potentielt er farligt på byggepladsen. Er der nogle ting, der gør, at man ikke må fortsætte på den her måde. Og det skal jo afgøres fra sag til sag fra kommunens side(Når der gives byggetilladelse, red.).

Læs også: Efter dødsulykke: Kollapset tank blev bygget uden tilladelse
Gå tilbage Del
28. nov. 2024 kl. 16:56

Efter dødsulykke: Kollapset tank blev bygget uden tilladelse

Thomas Larsen-Bjerre

Byggetilladelsen fik Flemløse Biogas først den 8. oktober i år. Året forinden havde Flemløse Biogas søgt om dispensation til at bygge reaktortanken i 18 meters højde i stedet for de 15 meter, lokalplanen foreskrev. En dispensation man fik.

Byggeriet foregik altså uden tilladelse, og i en mailkorrespondance den 16. april i år gjorde Assens Kommunes Miljøafdeling opmærksom på, at man skulle søge byggetilladelse til det byggeri, biogasanlægget allerede havde påbegyndt i marts måned.

Her gør Miljøafdelingen også opmærksom på, at der skal søges byggetilladelse til en teknikhal, som allerede er opført.

Det fremgår af en aktindsigt, som TV 2 Fyn har gennemlæst.

Gjort lovligt senere

Først den 19. juni søgte Nordic Green Engineering fra Silkeborg på vegne af Flemløse Biogas om byggetilladelse til tanken, og den 8. oktober meddelte Assens Kommune en lovliggørelse – ikke alene af tanken – men også af gyllenedkøling, pumpehus og varmevekslerhus.

- Ethvert byggeri, der kræver en byggetilladelse, skal have en byggetilladelse inden det går i gang. Det er hævet over en hver tvivl, siger Martin Albertsen, der er direktør i By, Land og Kultur i Assens Kommune.

- Vi kan enten bede om, at det bliver revet ned, eller vi kan bede om en juridisk lovliggørelse. Vi har en forpligtelse til at vælge den mindst indgribende. Vi vurderede, at man her ville opnå en byggetilladelse.

Oplysningerne bekræftes af nabo Karin Jensen og hendes mand, der fra adressen Langgade 15 har direkte udsyn til anlægget.

- Min mand og jeg er enige om, at byggeriet startede allerede i marts. Det fremgår jo også af aktindsigten fra Assens Kommune, siger Karin Jensen.

Satellitbilleder fra Miljøstyrelsen taget i sommeren 2024, hvor byggeriet er i fuld gang og synligt fra luften. Altså længe før byggeriet blev lovliggjort.

Miljøministeriet - https://miljoegis.mim.dk/

Flemløse Biogas sommer 2022

Miljøministeriet - https://miljoegis.mim.dk/

Flemløse Biogas sommer 2024 - opførelsen af

Helt forkert at bygge uden tilladelse

Mads Knudsgaard, advokat og direktør i Knudsgaard advokater, der har speciale i entreprise- og byggeret kalder det helt forkert at bygge inden, der ligger en tilladelse.

- Det er i strid med den byggeretlige lovgivning at begynde byggeri inden tilladelsen foreligger, siger Mads Knudsgaard.

Samtidig peger han dog på, at det ofte er set før, at der bliver tilgivet frem for tilladt, når det gælder byggesager i kommunerne.

- Det er ikke usædvanligt at få en lovliggørelse, fordi man ”glemmer” at ansøge om byggetilladelse. Nogle gange skal man rose kommunen for at være samarbejdsvillige.

Et af de spørgsmål, der fortsat mangler at blive besvaret efter ulykken er, om sikkerheden på arbejdspladsen har været i orden – og om Arbejdstilsynet har været vidende om det store byggeri på biogasanlægget. Noget som Mads Knudsgaard vurderer usandsynligt.

- De (Arbejdstilsynet, red.) har helt sikkert ikke vidst det, før der har ligget en ansøgning om byggeriet. Det kan være bagsiden ved, at kommunen vil være flinke, så er der information, der kan gå tabt til diverse myndigheder.

Det er ikke lykkedes TV 2 Fyn at få en kommentar fra Kurt Brusgård Poulsen, der er direktør i Flemløse Biogas.

Kommunen gjorde i april selv opmærksom på, at Flemløse Biogas skulle ansøge om byggetilladelsen, når nu det allerede var i gang med opførelsen.

- Man prøver langt hen ad vejen at være en god samarbejdspartner som kommune, man prøver at få tingene til at lykkes i stedet for at bremse projekterne, siger Mads Knudsgaard.

Udover tre omkomne, kom seks personer alvorligt til skade.

29. nov. 2024 kl. 14:13

Politiet forlader snart Flemløse - men efterforskningen fortsætter

LYT
Del

Beredskabet er færdige med indsatsen i forbindelse med arbejdsulykken i Flemløse. Det skriver Fyns Politi, som selv fortsat vil være på stedet i løbet af fredag eftermiddag.

Når Fyns Politi er helt færdige med undersøgelserne, bliver afspærringen ophævet.

Fyns Politi fortsætter nu efterforskningen af arbejdsulykken i samarbejde med relevante myndigheder, skriver det.

29. nov. 2024 kl. 13:57

Hundredevis vil tjene penge på sne

LYT
Del

De søgte otte, men over 800 bød sig til, da DMI ville rekrutterer nye sneobservatører.

Opgaven går kort sagt ud på at måle sneen, når den er der, og så sende data ind til DMI. Derfra er det bare at hæve pengene.

- Vi havde slet ikke forventet den utrolig store søgning på hvervet som sneobservatør, så vi er både meget overraskede og glade, siger klimatolog Mikael Scharling i en pressemeddelelse.

29. nov. 2024 kl. 12:37

Sidste hovednavn afsløret til fynsk festival

LYT
Del

Når Olympen Live løber af stabelen næste år, så bliver det med den fynske popstjerne Andreas Odbjerg på scenen. Festivalen har netop afsløret kunstneren som sidste hovednavn for 2025. Festivalen finder sted i Ollerup på Sydfyn.

Udover Andreas Odbjerg kan man opleve Aqua, TV-2, Queen Machine, Pil og Prisma, skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Olympen Live afholdes 23. august.

29. nov. 2024 kl. 12:00
Rikke Mathiassen

Louise har indpakket 528 gaver – og der er en helt særlig årsag

LYT
Del

ADD, ængstelig personlighedsforstyrrelse og angst.

Louise Rasmussen fra Faaborg lider af flere psykiatriske diagnoser, og de mørke måneder plejer at være de allersværeste at komme igennem.

I år har hun dog fundet et lyspunkt. På eget initiativ har hun lavet pakkekalendere til børn fra økonomisk pressede familier.

- Jeg føler mig lidt mere som andre mennesker. At jeg også kan byde ind med noget, selvom jeg har mine diagnoser at kæmpe med, siger den 38-årige førtidspensionist.

528 små kalendergaver giver hun videre til udsatte børn – men faktisk lå det slet ikke i kortene.

Vil give særlig følelse videre

Louise Rasmussen elsker jul, men bryder sig egentlig slet ikke om gaveindpakning. Alligevel opstod ideen, da hun sad og lagde sidste hånd på årets pakkekalendere til sine egne døtre.

Hun følte sig privilegeret over at have muligheden. For på Facebook havde hun set flere opslag fra folk, der søgte hjælp til decembers mange udgifter.

- Så tænkte jeg: ”Det vil jeg gerne hjælpe med”. Både for børnenes skyld og for forældrenes. For det kan altså noget at se ens børn sidde spændte i nattøj og åbne gaver. Det er en skøn følelse, smiler Louise Rasmussen.

Siden slutningen af oktober har Louise Rasmussen indpakket hundredvis af kalendergaver til børn i forskellige aldre. I pakkerne er der blandt andet små figurer, blyanter og hårpynt.

Greb om sig

I starten var Louise Rasmussens mål at lave pakkekalendere til to børn ud over sine egne.

Men da familien og andre fra lokalområdet hørte om hendes initiativ, voksede projektet hurtigt

I sidste uge kunne hun aflevere 22 pakkekalendere á 24 gaver til den frivillige forening Faaborg Restvarer, der året rundt uddeler mad og tøj til udsatte familier.

- Jeg håber at kunne inspirere andre til at gøre noget lignende – måske særligt dem, der kæmper med de samme udfordringer som mig, siger Louise Rasmussen.

Julehjælp slår rekord

Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors melder de igen i år om rekordmange ansøgninger om julehjælp.

I år har 2.074 fynske familier ansøgt om hjælp til julemad og gaver.

Sidste år søgte 1.846 fynske familier om samme hjælp.

Kilder: Blå Kors Danmark og Ritzau

29. nov. 2024 kl. 11:25
Thomas Larsen-Bjerre

Taget på kollapset silo var et "pionerprojekt"

LYT
Del

Tre personer er omkommet i forbindelse med en arbejdsulykke på Flemløse Biogasanlæg, hvor de arbejdede på en tagkonstruktion på en nyopført silo.

Og det var en helt særlig tagkonstruktion, som der var ved at blive opført, skriver mediet BuildingTech. Et såkaldt “pionerprojekt”, der er udarbejdet af en af Tysklands største biogasproducenter, af Envitec Biogas AG.

Ifølge virksomheden skulle siloen forsynes med et flat tag, der er i stand til at bære sig selv, og derfor ikke har burg for understøtninger. Hvorfor taget kollapsede er dog endnu usikkert.

I alt 10 personer var på taget, da det kollapsede. Seks af dem er kommet alvorligt til skade, mens en er sluppet uskadt.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her