Assens-bryggeri har fået ny mand i chefstolen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Konstitueret direktør springer ud som topchef på Bryggeriet Vestfyen.
Danmarks fjerdestørste bryggeri, A/S Bryggeriet Vestfyen har ansat Rasmus Damsted Hansen som ny direktør.
Han var i forvejen konstitueret som direktør efter afskeden med Poul Mark.
- For Bryggeriet Vestfyen er det en både vigtig og rigtig beslutning, at Rasmus Damsted Hansen nu overtager rollen som administrerende direktør på permanent basis, siger bestyrelsesformand Poul Bertelsen.
- Rasmus har, siden han takkede ja til at overtage stillingen som konstitueret ved årets begyndelse, vist os, at han er den rigtige mand for bryggeriet, og blandt andet derfor er valget faldet på ham. Vi har gennemgået en både lang og grundig proces med et stærkt og kvalificeret kandidatfelt, siger Poul Bertelsen.
Fine fremtidsperspektiver
Rasmus Damsted Hansen ser frem til at fortsætte arbejdet og implementeringen af bryggeriets nye strategi, som han selv har været en aktiv del af, siden han i 2018 kom til A/S Bryggeriet Vestfyen som salgsdirektør.
Han peger på, at det første halvår i chefstolen har budt på en række udfordringer, og at implementeringen af den nye strategi også har indebåret en række engangsomkostninger.
- Der er ingen tvivl om, at det sidste halve år også har budt på en del udfordringer i forbindelse med indkøring af en ny pakkelinje, ligesom vi har foretaget en række afskrivninger, taget nogle engangsomkostninger og investeret i at bygge den fremtidige organisation. Men jeg glæder mig over, at vi i tråd med strategien allerede har fået større fokus på vores brands og oplever vækst på både specialøl og læskedrik, samtidig med at vi skaber en mere rentabel private label-produktion. Vi kan også glæde os over, at vi på grund af vores brede portefølje bliver mere og mere attraktive for restaurationsbranchen, og på eksportsiden ser vi positive resultater af vores øgede fokus på landene omkring os, siger Rasmus Damsted Hansen.