Bæredygtig mad: Frokostordningen skal følge resten af samfundet

Den grønne omstilling er ikke kun noget, vi til- eller fravælger i vores egne køkkener derhjemme. Bæredygtige frokostordninger hos fynske virksomheder bliver mere og mere populære.

Den grønne omstilling breder sig i det fynske landskab, og nu er den nået til kantinerne. Medarbejdere hos fynske virksomheder efterspørger i højere grad muligheden for at få en klimavenlig og bæredygtig frokost. 

Hos cateringfirmaet Havnens Gourmet - som ikke ligger på havnen, men i Åsum - mærker man også den grønne bølge, der har bredt sig mere og mere. 

Her står de og forbereder frokost til fynske virksomheder, hvor hovedingrediensen er bæredygtighed. 

- Vi har jo set tendensen længe i København. Nu er det endelig kommet til Fyn, siger Merete Hansen, der er indehaver af Havnens Gourmet.

Fynboerne spiser mindst salat

Den voksende efterspørgsel på en bæredygtig frokost har fået frokostfirmaet Able til at lægge hele virksomheden om. 

Hos Able formidler de frokostsultne virksomheder videre til lokale catering firmaer, der kan levere frokosten til medarbejderne. Indtil foråret 2019 hed virksomheden bare Frokost. Men i foråret 2019 ændrede de navn til Able, og lavede et grønt og bæredygtigt manifest.

Nu har Able primært fokus på grøn omstilling og bæredygtighed, og på Fyn er der fem valgmuligheder til en mættende frokost, der også giver en grønnere samvittighed. 

Umiddelbart er der langt til et bæredygtigt spisende Fyn, for ifølge Coop Analyse er Fyn det sted, hvor færrest spiser salat til frokosten. 

Gør en forskel

Hos Esoft i Odense får man leveret maden fra Havnens Gourmet. Det giver nogle gode samtaler om frokosten, der følger med den grønne bølge, mener Niclas Villumsen.

- Det giver logisk mening, at frokostordningen følger resten af samfundet, siger Niclas Villumsen, der er ansat hos Esoft. 

Ifølge Karen Harbo, der er manager hos Esoft, er et tilvalg af en bæredygtig frokost, en af de ting man kan gøre for klimaet, som er med til at gøre en forskel.

- Vi prøver at gøre medarbejderne bevidste om, at med de her små valg vi træffer i hverdagen, kan vi være med til at gøre en forskel, siger Karen Harbo fra Esoft.

Oversigt

    Oversigt