Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Selvom det er første gang, Rosa Eriksen (M) og Katrine Daugaard (LA) stiller op som folketingskandidater, så tyder alt på, at de kommer ind.
To spritnye fynske kandidater kan være på vej mod et nyt job på Christiansborg.
Rosa Eriksen (M) og Katrine Daugaard (LA) har flere ting til fælles.
Det er første gang, de er folketingskandidater. De er begge spidskandidater i Fyns Storkreds for deres parti. Og så står de, med rigtig stor sandsynlighed, til at blive valgt ind i Folketinget.
Selvom chancen for et nyt job på Borgen er stor for Rosa Eriksen fra Moderaterne, har hun brugt valgdagen på at dele flyvers ud til fynboerne.
Hendes parti stod ved den sidste meningsmåling inden valget til at få 9 procent af stemmer på landsplan.
Sommerfugle i maven
Alligevel er Rosa Eriksen spændt på, om hendes jobtitel inden længe bliver folketingsmedlem.
- Selvfølgelig er jeg ydmyg og har sommerfugle i maven, siger hun.
Men Moderaternes fynske spidskandidat håber på, at hun efter valget kan kalde Christiansborg for sin arbejdsplads.
- Jeg glæder mig rigtigt meget til den opgave, hvis fynboerne har valgt, at jeg skal have den. Og jeg lover at passe rigtigt godt på den, siger Rosa Eriksen.
Skal se resultatet sort på hvidt
Liberal Alliances fynske spidskandidat, Katrine Daugaard, skal med stor sandsynlighed være kollega til Rosa Eriksen.
Liberal Alliance stod ved seneste måling til at få 7,5 procent af stemmerne på landsplan.
Men hun har heller ikke ligget på den lade side på dagen for valget.
- Nu skal man jo ikke sælge skindet, før bjørnen er blevet skudt, som man siger. Så vi skal lige se det sort på hvidt først, siger Katrine Daugaard (LA).
Hvis Katrine Daugaard ikke ender med et nyt job på Christiansborg, er hun alligevel tilfreds med valgkampens udfald.
- LA står til et rigtigt, rigtigt godt valg, og det er jo det vigtigste, siger en glad Katrine Daugaard (LA).
Det er ikke alle de fynske spidskandidater, der står til at komme i Folketinget. Læs analysen af de mulige vindere og tabere.