De bedste fra 2024: Disse fynboer gik viralt
Millioner har set med, når modige fynboer har stået frem og fortalt deres historie.
Som Liiban Abdulle, der blev fyret efter et påstået fund af kokain og et snifferør i hjemmeplejens bil. Han nægtede at have kendskab til fundene, men han var den sidste, der havde kørt i bilen.
Eller Kenneth Steenberg, der er meget mere end skraldemand for thurinerne. Tidligere på året fejrede han 25-års jubilæum i den gule refleksuniform.
Vi har talt sammen og fundet vores største historier på sociale medier.
Top-10
Én historie har alene på Facebook nået 1,4 millioner mennesker på Facebook. Og tre historier har på tværs af Facebook, Instagram og TikTok ramt flere end en million.
Vi begynder fra bunden.
10. pladsen: Flere end 612.000 så videoen, da Heino fra Snave gav både journalist og fotograf fra TV 2 Fyn en opsang. Fuldstændig som han gjorde i Sonofon-reklamefilmen fra 2001.
9. pladsen: Med 12 dage til termin stoppede Oscars hjerte med at slå inde i Stine Anker Elnegaards mave. Hun stiftede derefter O Flowers og skiftede arbejdet som betoningeniør ud med blomster. Den historie har flere end 660.000 set.
8. pladsen: I foråret blev Lars Løvendahl gift ved første blik. Forholdet holdt som bekendt ikke, og inden programmerne blev sendt, havde han fået ny kæreste, han holdt i hånden, mens de så programmerne sammen. Flere end 670.000 så den historie.
7. pladsen: Latifah El-Sets hjerte af guld ramte flere end 741.000 personer. En kollega havde filmet sosu-assistenten danse med de demente beboere, og de sociale medier kvitterede.
6. pladsen: Den sorte svane tog Danmark med storm, og kært barn har som bekendt mange navne. Isdronningen, som Amira Smajic også kaldes, lærte at trylle penge frem i Odense. Portrættet af hende blev læst af flere end 808.000 personer.
Millioner af visninger
5. pladsen: Flere end 897.000 så portrættet af multikunstneren Troels Trier. I januar mistede han sin kone og blev enkemand for tredje gang.
4. pladsen: Signe Mørk Pedersen hører stemmer, og hun er en af rekordmange odenseanere, der sidste år fik førtidspension. Videoen med hende og stemmerne Karsten, Kirsten, Karen, Laila og Bitten blev set af lige knap 900.000.
3. pladsen: Skraldemanden Kenneth Steenberg ramte en million og en sjat, da han kunne fejre 25-års jubilæum på Thurø. Af thurinerne bliver han kaldt verdens bedste skraldemand.
2. pladsen: Da TV 2 Fyn fulgte med Mathilde Johansen rundt på hendes arbejde i Bilka, blev hun midt under et interview overfuset af en vred kunde - interviewet handlede netop om den gode tone. Klippet blev set af 1.360.000 efterfølgende.
1. pladsen: Liiban Abdulle nåede ud til flere end 1.618.000 personer med sin historie om at være blevet fyret fra hjemmeplejen. Selvom politiets hunde og narkotest ikke kunne påvise, at der havde været kokain i kommunens bil, blev Liiban Abdulle fyret, fordi han var den sidste, der havde kørt i bilen.