Efterskoler vil have elever tilbage:
- Det er deres hjem og familier, der er revet over
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Efterskolerne skriger på at få eleverne tilbage, men ikke blot for at få eleverne i skole. - Det er deres hjem og familier, der er blevet revet over, siger formanden for Efterskoleforeningen.
Den 11. marts, hvor landet lukkede ned, måtte samtlige efterskoleelever også sendes hjem. Selvom efterskolerne har fået en hjælpepakke, som skal holde hånden økonomisk under dem, så skriger efterskolerne stadig på elever. Det er nemlig ikke bare deres skolegang, der er stoppet. Det er også samværet med nye kammerater og deres hjem, som er revet over, mener formanden for Efterskoleforeningen.
Før den 11. marts var der liv på efterskolerne. Undervisning, snak og latter på gangene, og i nogle tilfælde sikkert også natterend under lærernes radar. Men nu står lokalerne på alle efterskolerne tomme, og skriger på at få eleverne og livet tilbage.
Men det er ikke uden risiko i disse coronatider, hvor vi skal undgå at smittespredningen for alvor tager fart.
I coronatiden kan vi også lave efterskole
Smitte med coronavirus kan heller ikke undgåes helt, mener Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen.
- Det kan vi jo ikke undgå. Ligesom folkeskoler og vuggestuer heller ikke kan. Men på efterskolerne kan vi sikre en kontrolleret skolegang, sådan at vi også i coronatiden kan lave efterskole, siger Torben Vind Rasmussen.
Han mener, at man godt kan lave forhold på efterskolerne, som gør risikoen mindre.
- Det kan vi gøre ved at lave mindre familier, sådan at vi ligesom med familierne derhjemme, kan lave et mere lukket system end ude i det store samfund, siger Torben Vind Rasmussen.
Kåre Mølbak, der er faglig direktør ved Statens Serum Institut har udmeldt at smittespredningen kan risikere at eksplodere, hvis højskoler og efterskoler åbnes. Det er umiddelbart ikke en god nyhed for efterskolerne, men det glæder alligevel Torben Vind Rasmussen.
- Jeg er glad for, at han er kommet med en udtalelse. Det er første gang, der er kommet en sundhedsfaglig udtalelse om efterskolerne. Det næste skridt må så være, at vi ikke bliver slået i hartkorn med caféer og restauranterne. Jeg tror, det er vigtigt, at vi får en vurdering, der går på efterskolerne - måske sammen med højskolerne - alene. Sådan at vi kan se lige præcis, hvad det er for en smittespredning, der er på vores skoler - og hvordan vi så kan komme det i møde, sådan at vi kan sikre en god og kontrolleret skolegang i coronatiden.
Hjem og familier revet over
Med hjælpepakkerne på plads, er det ikke økonomien der står til last for efterskolerne lige nu. Det er relationerne, som der skal værnes om ifølge Torben Vind Rasmussen.
- Vi skal bare regne med, at det her er ikke bare kun deres skolegang. Det er deres hjem. Det er deres familier. Her er deres venner og kammerater. Efterskole er en bobbel. Det er én stærk identitet. Derfor er det det hele, der blev revet over for efterskoleeleverne den 11. marts, hvor vi måtte lukke, siger Torben Vind Rasmussen.
Efterskoleforeningen håber på og regner med, at de senest den 10. maj kan få eleverne tilbage på skolerne.