Lodtrækningen til anden runde i landspokalturneringen i fodbold har givet FC FYN hjemmebane mod superliga-klubben Lyngby.
Lodtrækningen til anden runde gav følgende resultat for de fynske klubber:
FC FYN - Lyngby FB
Frederiksberg Boldklub - Svendborg
Marienlyst - B 1908
Bolbro GIF (serie 1) - FC Hjørring
Østre Boldklub - Thisted
Kampene spilles i dagene 24. til 26. august
Cheftræner: ikke godt
FC FYNs cheftræner, Anders Gerber, ærgrer sig over, at FC FYN trak Lyngby i pokalturneringens 2. runde.
Han lægger ikke skjul på, at pokalturneringens første runder handler om at nå 3. runde, hvor der er chance for at møde de helt store publikummagneter, som FCK, Brøndby eller OB og dermed score kassen.
- Når vi så allerede i 2. runde trækker så svære en modstander, bliver vores chance for det meget lille, siger Anders Gerber.
Selvom Lyngby er i superligaen, mener han ikke en kamp mod dem en hverdag aften kan trække ligesom de store tophold.
- Vi vil selvfølgelig gøre vores bedste for at slå Lyngby og komme videre, men det bliver svært, siger Anders Gerber.
Lyngby rykkede op i superligaen efter sidste sæson. FC FYN tabte begge kampe til holdet, da de mødte dem i 1. division.