Fyns Politi om sladdergrupper: Det er jo gruopvækkende
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fyns Politi har fået flere henvendelser og efterforsker nu krænkelser på bl.a. platformen Telegram. Der er tilsyneladende tale om meget unge mennesker, siger Per Franch, leder af Central Forebyggelse.
Dybt uacceptabelt, krænkende og gruopvækkende.
Sådan lyder den umiddelbare kommentar Per Franch, leder af Central Forebyggelse ved Fyns Politi, til indholdet af det indslag, som TV 2 Fyn i går bragte om sladdergrupper på den sociale platform Telegram.
- Det er jo mennesker, vi har med at gøre, og det er dybt krænkende, at unge mennesker udsættes for vold, seksuelle krænkelser og nedværdigende behandling, siger Per Franch.
Efter en lang række henvendelser har Fyns Politi nu iværksat en kortlægning af omfanget af problemet og samtidig draget omsorg for, at sider bliver lukket ned.
Ud over et moralsk aspekt er der nemlig også risiko for, at lovgivningen er overtrådt.
- Noget af det, vi ser, har et seksuelt præg, hvor vi må formode, at der ikke er givet samtykke til at dele det. Det kan også være voldsepisoder, der kan være ulovlig og derfor skal efterforskes, og der kan være delt materiale, hvor personer beskyldes for alt muligt og dermed bliver stigmatiseret, siger Per Franch.
Ifølge Per Franch ser det ud til, at der er tale om meget unge mennesker, der krænkes, men politiet mangler fortsat det totale overblik.
Om det også er unge, der står bag krænkelserne, har politiet ikke fastslået.
- Den kriminelle lavalder er 15 år, men vi har mulighed for at efterforske sager helt ned til 10 års-alderen. Ikke med henblik på straf, men på at iværksætte forskellige forebyggelsesinitiativer. Men sagerne vil blive efterforsket på lige fod med sager over den kriminelle lavalder, siger Per Franch.
Børn tæsker hinanden på fynsk skole - ekspert advarer mod "sygt digitalt miljø"
Ulovlige billeder og videoer af børn og unge deles i grupper på de sociale medier. Det har fået Børns Vilkår til at anmelde dem til Fyns Politi.
Intime billeder, vold, slåskampe og våben. Det er blot nogle af de ting, videoer viser i en såkaldt Telegram-chatgruppe.
Igennem en Instagram-profil, der jævnligt skifter navn, kan man via et link klikke sig videre til den ovennævnte Telegram-chat, der er fyldt med videoer og billeder, der kan være strafbare.
Fyns Politi har på deres Facebook-side delt et opråb til forældre om disse sladdergrupper. De opfordrer til, at man snakker med sine børn og unge om, hvad man ser på, deler og er en del af.
Nem adgang til strafbart indhold
Med to klik har TV 2 Fyn kunne oprette en profil på mediet Telegram. Man skal blot oplyse sit telefonnummer, hvorefter man får tilsendt en kode, man skal indtaste. Derefter kan man komme ind i den lange chathistorik med billeder og voldsomme videoer.
Her kan man blandt andet se unge mennesker - med deres fulde navn - der bliver udsat for vold, pigers intime billeder og unge der er i besiddelse af våben.
Flere af videoerne viser unge, der udøver vold mod hinanden. En video af en gruppe drenge på en skole på Fyn, der er i slåskamp mod hinanden, er også blevet uploadet til chatten. Og det er ikke et engangstilfælde. Pigerne tæsker også hinanden.
- Det taler ind i den digitale kultur, vi ser, hvor der mange steder er meget få restriktioner og ganske lidt moderation af indhold, hvor du stort set kan dele alt, indtil det visse steder bliver fjernet, siger Kathrine Elmose Jørgensen, der er digital medieekspert hos Børns Vilkår.
I grupperne kan man også købe og sælge puffbars samt sælge sin verificerede NEM-id-konto på DBA, hvis man har sådan en, for 1500 kroner.
- Det er grundlæggende et fællesskab, der er gået i stykker, som ikke er trygt, hvor børn og unge begynder at skabe alliancer på kryds og tværs, hvor nogle bliver udstillet og nedgjort, siger Kathrine Elmose Jørgensen.
Hos Børns Vilkår oplever de, at grupperne popper op igen og igen med nye navne, så platformene gør langt fra nok for at fjerne indholdet.
Derfor bringer TV 2 Fyn billederne
Det har ikke været muligt at dokumentere de her forhold, uden at TV 2 Fyn er blevet medlem af Telegram-gruppen.
TV 2 Fyn bringer anonymiserede eksempler på indhold fra gruppen, fordi vi mener, det er vigtigt og i offentlighedens interesse at vise, hvad børn og unge udsættes for.
Lav moral i digitalt miljø
Såkaldte sladdergrupper er ikke et nyt fænomen på de sociale medier, men det er blevet taget til ekstremer.
Børns Vilkår fortæller, at man fra andre ’billededelingsmiljøer’ ved, at de personer, der deler sådant indhold, opnår en vis form for status. Der er social valuta forbundet med det, og det kan være det samme, der er på spil i Telegram-grupperne.
- Det er et sygt digitalt miljø, vi er ramlet ned i. Der er en lav moral i de her grupper, når man på den måde profiterer på at efterspørge nøgenbilleder af andre, uden at der er givet samtykke eller videredele videoer af overfald, siger Kathrine Elmose Jørgensen fra Børns Vilkår.
For de børn eller unge der oplever at få delt billeder eller videoer, der ikke var tiltænkt at være til offentligheden, er konsekvenser ekstreme.
- Jo mere man ser af det her indhold, jo mere bliver det for nogen temmelig hurtigt normaliseret. Bliver det normen, kan man selv begynde at tappe ind i aktiviteten, siger Kathrine Elmose Jørgensen.
- Vi ved, at digital mobning og digitale krænkelser kan have store konsekvenser både socialt og psykisk. Det kan være i form af angst, ensomhed, lavere selvværd, nedtrykthed, og at man lukker om sig selv. Måske undlader man at komme i skole og trækker sig fra den sociale kontakt, og bliver bange for hvor det her indhold i øvrigt er blevet delt, tilføjer hun.
Børns Vilkår har modtaget opkald fra flere unge, der har set indholdet, og de har siden anmeldt grupperne til Fyns Politi.
Har du oplevet noget lignende?
På TV 2 Fyn efterlyser vi personer, der har oplevet noget lignende.
Det kan enten være personer, der har delt indhold i sådanne sladder-grupper, men det kan også være personer, der selv er blevet hængt ud.
Hvis det er tilfældet, hører vi meget gerne fra dig. Du kan kontakte os på: redaktionen@tv2fyn.dk
Grupperne nedlægges - men genopstår endnu hurtigere
Fyns Politi bekræfter, at de har modtaget anmeldelserne fra Børns Vilkår og tips vedrørende sladder-grupperne.
Ligesom Børns Vilkår oplever Fyns Politi også, at grupperne sommetider bliver lukket, men at de også genopstår meget hurtigt. Det forklarer de med, at når børn og unge, og måske også endda voksne, bliver ved med at følge profilerne, og måske også indsender materiale til dem, så vil de blive ved med at eksistere.
Hos Fyns Politi understreger de, at de både arbejder i et forebyggelsesspor og et efterforskningsspor.
"I forhold til forebyggelse har vi et godt samarbejde med kommunerne og SSP, og rådgiver her igennem skoler og forældre om blandt andet børn og unges risikoadfærd på nettet. Når vi får en konkret henvendelse om en konkret profil eller opslag på en ”sladder-profil”, så efterforsker vi sagen. Alt efter den konkrete sags karakter, kan Fyns Politi tage skridt i forhold til at få en profil lukket", skriver Fyns Politi i et skriftligt svar til TV 2 Fyn.
Når man deler indhold af den karakter, der er beskrevet i artiklen, kan man komme i konflikt med reglerne i databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og straffeloven. Det gælder ikke kun de personer, der opretter grupperne, men også de personer, der videredeler billeder.
Videregiver man uberettiget meddelelser eller billeder om en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende, kan det være strafbart, oplyser Fyns Politi.
De gode råd fra Børns Vilkår
Tal med dit barn - Som forældre kan man tage udgangspunkt i det, man har set i nyhederne og på Fyns Politis Facebook.
Stil dig til rådighed - Som forældre skal man stille sig til rådighed og lytte og være åben for at snakke om det, der sker online - også det svære.
Sanktionér ikke - Man skal ikke bede børn om at droppe de sociale medier, da mange børn og unge har gode sociale relationer og interesser her.
Vær lyttende - Det er vigtigt ikke at gå fordømmende til værks, men i stedet lytte til børnenes bekymringer og hjælpe dem med at anmelde ubehageligt indhold.
Tag kontakt - Man kan altid kontakte Børns Vilkår eller Red Barnet. Enten til en snak, men også for at få hjælp til at anmelde indhold.
Han mener, det er vigtigt, at både de unge, deres forældre, skoler og SSP inddrages i diskussionen om opførsel på de sociale medier.
- Vi har måske en tendens som voksne til at adskille den fysiske verden og den digitale verden, men de unge adskiller ikke de to ting, Det er deres univers. Det er vi både som voksne og myndighed nødt til at have fokus på. Derfor har vi politiets online patrulje, der patruljerer på nettets forskellige social platforme, og vi har også andre ressourcer, vi kan trække på, siger Per Franch.
Umbrella-sag
Han frygter, at politiet kan komme til at stå med en ny Umbrella-sag, hvor 1000 unge danskere blev sigtet for at have delt børneporno på nettet.
- Hvis ikke vi tager debatten og lærer de unge at beskytte sig selv mod deres egen adfærd, risikerer vi, at de ødelægger deres egen fremtid, bliver sigtet og får en plettet strafattest, siger Per Franch.
Unge deler skandaløst materiale som aldrig før, mener eksperter
I løbet af få uger er henvendelser om sladdergrupper fra unge og forældre i en fynsk kommune eksploderet. SSP hører og ser fra de unge, at det er nøgenbilleder, vold og slåskampe, der bliver delt i grupperne.
Vold, slåskampe og intime billeder. I går kunne TV 2 Fyn fortælle om chatgrupper på besked-tjenesten Telegram, hvor der anonymt og ulovligt bliver delt billeder og videoer af ovenstående karakter. Sommetider er personernes fulde navne også eksponeret.
Børns Vilkår har modtaget flere henvendelser fra børn og unge, der har set dette indhold. Det har fået dem til at anmelde det til Fyns Politi, som derefter kom med et opråb mod 'sladdergrupperne'.
Nu fortæller flere fra SSP i de fynske kredse, at de er bekendte med problematikken.
Eskaleret på få uger
SSP-konsulenterne i Kerteminde oplever, at fænomenet med sladdergrupper og deling af billeder og videoer er eskaleret på få uger.
- Vi oplever for tiden, at de unge er 'gode' til at udstille hinanden. De er ondskabsfulde og løgnagtige overfor hinanden. Det er ret hadefuldt, det de skriver om hinanden, og de billeder de deler, er kun ude på at skade forurettede, siger Lars Bo Ansbjerg, der er SSP-koordinator i Kerteminde.
De oplever desuden, at det er ting, der bliver delt på Telegram, Instagram og Snapchat. Og det har de helt klare eksempler på fra de unge.
- Det er nøgenbilleder af unge, der bliver delt mod deres ønske og vilje. Det er voldsomme slåskampe, og så er det i det hele taget ondskabsfulde beskeder om navngivne personer, siger Lars Bo Ansbjerg.
Det svære ved Telegram er, ifølge Lars Bo Ansbjerg, at man ikke kan gå ind og lukke deres grupper. Det kan man derimod gøre gennem META, som er Facebook, Instagram og Messenger. De har en helt anden moderation, end Telegram har.
Helt oplagt mener han, at man derfor bør verificeres som bruger, når man opretter sig på diverse medier. På den måde burde man ikke anonymt kunne skrive eller dele indhold, der er direkte modbydeligt.
- De unge, der får delt sådanne billeder eller videoer, bliver påvirket meget. De bliver enormt kede af det og enormt frustrerede. De kan ikke tage til genmæle, fordi hvis de gør det, så får de en haglbyge af flere hadefulde kommentarer, siger Lars Bo Ansbjerg.
Sladdergrupper og sociale medier på dagsordenen
TV 2 Fyn har udover Kerteminde snakket med flere SSP-konsulenter i forskellige fynske kommuner, som kender til grupperne.
Hos SSP i Middelfart Kommune har de svært ved at danne sig et overblik over omfanget. De ved, at det eksisterer, men de er også sikre på, at der er et mørketal.
- De unge har en kultur for "snitching", altså at de ikke vil fortælle noget til de voksne, siger Bo Hansen, der er SSP-konsulent i Middelfart.
Den 22. februar skal flere SSP-konsulenter fra Fyn mødes på Langeland. Her er et af punkterne på deres dagsorden de såkaldte sladdergrupper og deling af billeder og videomateriale på de sociale medier.
Hos SSP i Kerteminde fortæller Lars Bo Ansbjerg, at de forsøger at få grupperne lukket med en politianmeldelse.
Har du oplevet deling af private billeder og videoer?
På TV 2 Fyn efterlyser vi personer, der også har oplevet at få delt sine private billeder og videoer i sådan en gruppe.
Det kan enten være personer, der har delt indhold i en såkaldt sladder-gruppe, men det kan også være personer, der selv er blevet hængt ud.
Hvis det er tilfældet, hører vi meget gerne fra dig. Du kan kontakte os på: redaktionen@tv2fyn.dk
Det er ikke nyt, at børn og unge slås eller mobber hinanden i skolegården.
- Men i skolegården kunne vi lettere se, hvem der krænkede hvem, og hvem der sympatiserede med bøllerne. Men på de sociale platforme er det straks værre. Her kan man ikke fornemme kropssprog og ironi, og det kan få virkeligt store konsekvenser for rigtig mange unge, der begynder at mistrives og får det dårligt, siger Per Franch.
Støjbergs Syrien-forslag frister ikke - Jafar vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien
kopieret!
31.000 syriske flygtninge skal vende tilbage til hjemlandet.
Det fortæller partiformand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, i Jyllands-Posten torsdag. Og hun har sågar en klar plan for, hvordan hun skal få hovedparten af de 45.000 syrere i Danmark til at rejse tilbage.
Jafar Hassan, der kom til Danmark i 2015, har dog ingen planer om at takke ja til dette tilbud.
Tak for tilbuddet, men nej tak
Som det ser ud nu, giver den danske stat en repatrieringsydelse på lidt over 150.000 kroner til syrere, der vender hjem.
Dette beløb vil Inger Støjberg fordoble, så ydelsen kommer til at hedde 310.834 kroner per voksen syrer.
Hun forklarer til Jyllands-Posten, at man for de penge vil have mulighed for at skabe sig en indtægt og et hjem dernede.
Men hvis Inger Støjberg bankede på Jafar Hassans dør med en check på 300.000 kroner, så ville svaret være kort og klart.
- Jeg ville sige tak for tilbuddet, men pænt nej tak, fortæller han til TV 2 Fyn.
Han forklarer dog videre, at han tror, mange vil takke ja til tilbuddet.
- Du kommer langt i Syrien for 300.000 kroner, men jeg vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien, siger Jafar Hassan.
Han uddyber, at mange syrere blot har ventet på, at Bashar al-Assad blev væltet, og at flygtninge nu vil vende tilbage i større grad.
Jeg rejser tilbage, hvis …
Jafar Hassan har siden 2015 bygget et liv op i Danmark, og bor i Ullerslev. Han ser det ikke som en mulighed at rejse permanent tilbage til Syrien.
- Jeg har afsluttet 9. klasse, 10. klasse og er i gang med en pædagoguddannelse, så jeg har næsten alt her, fortæller han.
Dog findes der også noget, der trækker ham tilbage til hjemlandet.
- Min mor, far og tre søskende bor stadig i Syrien, og dem vil jeg meget gerne se noget mere, siger han.
Derfor ser han, at der kun findes ét tilbud, der kunne få ham til at rejse tilbage til Syrien.
- Jeg skulle have mulighed for at bo begge steder og kunne rejse frit mellem landende, forklarer han afrundende.
Jafar Hassan er bevidst om, at han kan bidrage i Syrien, men står det til ham, kan han også bidrage i Danmark med sin uddannelse.
Et land han hellere vil være i.
Krudtsælgere frygter kunder kvæler nytårsaften: - Synd for de små
kopieret!
I år er nye regler for fyrværkeri trådt i kraft, som betyder, at det nu kun er lovligt at fyre af i to dage - fra den 31. december til 1. januar.
Men den nye lovgivning får flere fynske fyrværkerisælgere til at se på fremtiden med bekymring. To fyrværkeriforhandlere, som TV 2 Fyn har talt med, tvivler nemlig på, at alle kan overholde reglerne.
Og hvis ikke folk kan holde i raketterne i ro, så frygter forhandlerne, at det kan føre til yderligere stramninger, som i sidste ende vil betyde, at man ikke må sælge eller købe nytårsfyrværkeri.
- Så siger politikerne, at nu er der ikke noget, der hedder nytårskrudt, og det vil være synd for de små, siger Claus Oldenbjerg, der driver Krudttossen.
Kan du forudse, hvad der sker i 2025? Tip en 13'er og vind kæmpe gavekurv
kopieret!
Vinder Viktor Axelsen Denmark Open, bliver det nye supersygehus udskudt endnu en gang, og vender forsiden tilbage på tv2fyn.dk?
Hvis du kan spå om året 2025, kan du vinde en gavekurv til en værdi af 500 kroner.
Du skal have kigget i spåkuglen og indtastet dine svar, inden kongens første nytårstale begynder den 31. december.
Vinderen findes, når året 2025 går på hæld.
Regler og betingelser:
Husk at udfyld både mail og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med vinderen. Ved deltagelse accepterer du samtidig, at vi må kontakte dig. Vinderen vil blive kontaktet direkte og skal være indstillet på, at præmieoverrækkelsen filmes til web og tv. Flest korrekte svar vinder. Er der lige mange korrekte svar, findes vinderen ved lodtrækning. Seneste besvarelse gælder.
Er din hund klar til nytår? Få tjeklisten her
kopieret!
Er man en af de hundeejere, hvis firbenede ven reagerer kraftigt på fyrværkeri, så er Dansk Kennel Klub klar med en tjekliste, der kan hjælpe ens hund gennem nytårsdagene.
I et opslag på Facebook opfordrer de til, at man har planlagt, hvor ens hund er nytårsaften, hvis man ikke er hjemme. Kan man ikke tage den med sig, skal man overveje, om den skal passes.
Derudover skal man skynde sig, hvis hunden skal have angstdæmpende medicin, og i tilfælde af at ens hund kan finde på at løbe væk, er det en god idé at sikre sig, at der er et lovpligtigt hundetegn i hundens halsbånd.
Sidst men ikke mindst kan man venligt huske folk på den nye lovgivning, hvis de affyrer fyrværkeri før 31. december.
Ventetiden i Familieretshuset stiger - fynsk politiker vil undgå "tåbeligt dobbeltarbejde"
kopieret!
Foreningen af Faste Værger i Danmark foreslår, at det fremover skal være kommunerne, som skal oprette værgemål for demente og senhjerneskadede borgere.
Blandt andet for at mindske ventetiden og undgå dobbeltadministration ved, at der ikke er to myndigheder, som skal sagsbehandle de samme sager, lyder argumentet. Det skriver DR.
KL er ikke videre begejstret for forslaget, men flere ordførere på Christiansborg synes, at forslaget er spændende, og de er parate til at kigge på, om kommunerne skal overtage opgaver fra Familieretshuset. Blandt andet fynskvalgte Katrine Daugaard, der er socialordfører for Liberal Alliance.
- Hvis der er dobbeltarbejde, er det jo tåbeligt, siger hun.
Vej kortvarigt spærret på grund af politiarbejde
kopieret!
Torsdag eftermiddag var det ikke muligt at passere Lillebæltsbroen.
Af Vejdirektoratets trafikinfo fremgik det, at broen var spærret i begge retninger på grund af politiarbejde.
TV 2 Fyn har været i kontakt med Fyns Politi, der oplyser, at Sydøstjyllands Politi kortvarigt var til stede på broen, men derudover ikke har yderligere at tilføje.
Selv Christian Eriksen har deltaget - Traditionsrigt fodboldstævne sparket i gang
kopieret!
2. juledag blev et af Danmarks største indefodboldstævner sparket i gang i Odense idrætshal.
Stævnet, Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne, er en tilbagevendende tradition og har været afholdt næsten hvert år siden 1961.
Over fem dage spilles mere end 1.000 kampe.
Gennem årene har fodboldtalenter som Christian Eriksen og Rasmus Falk slået deres folder til stævnet.
Og hos både stævneleder og forældre glæder man sig til at bruge de kommende dage rundt om det brune trægulv.
Vejret skifter frem mod nytårsaften
kopieret!
Vejret over Danmark styres i øjeblikket af et højtryk over Centraleuropa, der giver os det milde og grå vintervejr. Til gengæld sørger det også for mest tørt vejr.
Det bliver der dog lavet om på i den kommende weekend, hvor et vejrskifte ventes at finde sted.
Året ser således ud til at slutte af med markant mere ustadigt vejr, når der bliver åbnet for, at lavtrykkene kan sende regnvejr ind over landet.
I starten af det nye år viser prognoserne så lidt køligere, som måske kan være med til at give sne til Danmark.
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024
kopieret!
Danske elkunder har kunnet glæde sig over et rekordhøjt antal dage, hvor strømprisen har været under nul kroner.
Det viser en opgørelse lavet af energiselskabet NRGi og forsikringsselskabet Gjensidige. I Østdanmark har der været 275 timer, hvilket er 19 procent flere end de 231 timer i 2023.
- Der har været et stort fokus på de tidligere års meget svingende elpriser, særligt når prisen er høj. Men vi ser nu også flere perioder med lave eller negative elpriser, siger Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, i en pressemeddelelse.
Det er særligt kunder med en variabel elaftale, der har fordel af de negative elpriser.
Flere er blevet julemillionærer - her er den fynske vinderkupon købt
kopieret!
1. juledag blev 29 danskere en million kroner rigere, da Danske Spils nye “juletradition” Det Store Jule Lotto løb af stablen.
Vinderne kommer fra alle egne af det ganske land, og på Fyn udløste en enkelt kupon en milliongevinst. Danske Spil oplyser, at kuponen er købt i Føtex på Møntergade i Svendborg, og at gevinsten var på en million kroner.
Det Store Jule Lotto fungerer præcis som alle andre trækninger i Lotto, men trækkes ekstraordinært den 25. december. Den helt store forskel er, at der trækkes 25 ekstra julemillionærer – og at trækningen ikke finder sted på en lørdag.
Her er forældrene mest tilfredse med folkeskolen
kopieret!
Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvad Langeland-, Lemvig- og Thisted Kommune har til fælles. Men det er de tre kommuner i Danmark, hvor forældrene er mest tilfredse med folkeskolen.
Ifølge CEPOS, som står bag analysen, er der dog sket en ændring i den måde, hvorpå forældre vurderer folkeskolen. For i år lægger forældrene i højere grad vægt på børnenes trivsel og ikke længere kun på faglige resultater.
- Forældrenes øgede fokus på trivsel i forhold til for få år siden viser, at vi som samfund har taget en kraftig og hurtig drejning mod en mere helhedsorienteret tilgang til uddannelse, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Negativt pres på folkeskolen
Ifølge Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA UC, er det øgede fokus på trivsel ikke kun en positiv ting for folkeskolen. Det kan nemlig være med til at skabe et uretfærdigt pres, som folkeskolen ikke kan løse alene.
- Trivsel er ikke stationær, og det påvirkes af mange andre forhold end skolen. Som barn indgår man i mange typer fællesskaber, så det er ikke en opgave, skolen kan løse alene.
Trivselsmålinger blandt elever viser ifølge Andreas Rasch-Christensen, at over 86 procent af alle elever i folkeskolen er glade for at gå i skole. Det er positivt, men der er en skæv tendens, hvor det primært er børn fra socialt velfungerende familier, som scorer højt.
Tilbage til Langeland, Lemvig og Thisted – for her er forældrene, målt på en skala fra et til fem, i gennemsnit 4,1 tilfredse med folkeskolen. Otte kommuner ligger med en tilfredshed over 4,0, mens tre kommuner ligger under 3,5.
Antallet af juleindbrud er næsten fordoblet
kopieret!
Indbrudstyvene har haft travl på Fyn, der er hårdere ramt af juleindbrud end i andre regioner.
Juleaften noterede Fyns Politi 24 anmeldelser om indbrud, og bare et døgn senere er det tal oppe på 40. Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Bjarne Tykgaard, til TV 2 Fyn.
2. juledag forventes at være dagen med mest juletrafik, og derfor er der også mange, som vender snuden hjemad. Det kan få antallet af anmeldelser til at stige yderligere, fortæller vagtchefen:
- Det er desværre nok realistisk, at der er folk, som vender hjem til et hus, der har været indbrud i, fortæller han.
Onsdag lød det fra vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen, at intet er for småt til, at man ringer 114.
Politiet giver opdatering efter bil kørte i havnen
kopieret!
Tidlig torsdag morgen endte en bil i vandet i Svendborg Havn. Politiet blev tilkaldt og fik sendt dykkere ned til bilen for at undersøge sagen nærmere.
- Der var ikke nogen i bilen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til TV 2 Fyn.
Vagtchefen kan ikke fortælle, hvordan bilen er havnet i havnen, og at man stadig efterforsker sagen.
Politiet har været i kontakt med bilens ejermand, men vagtchefen ønsker ikke at fortælle, hvorvidt bilejeren selv har været involveret i episoden.
Bilens ejer har dog fået til opgave at få bilen hevet op af havnen, fortæller Bjarne Tykgaard.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her