Mistanke om Omikron: Odense-skole lukket efter fund af ukendt coronavariant
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En elev på Odense-skolen Rasmus Rask Skolen er smittet med en indtil videre ukendt corona-variant, og derfor holder skolen lukket mandag.
Rasmus Rask Skolen i Odense holder mandag 29. november lukket på grund af coronasmitte.
Sådan lød beskeden til forældrene søndag aften i en meddelelse, som TV 2 Fyn har set.
- Vi er i dag, søndag den 28. november 2021, blevet gjort opmærksomme på, at der er en elev på skolen, som er mistænkt smittet med en covid-19-variant. Varianten er sendt til videre undersøgelse, og vi får først besked om senere, hvad det er for en variant, lyder det blandt andet i beskeden.
Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser mandag formiddag, at man har mistanke om smitte med den nye variant Omikron, som er fundet i Sydafrika.
Det ærgrer skoleleder Lasse Sørensen, at han har været nødt til at sende eleverne hjem igen.
- Det er ikke rart med en tom skole. Vi vil gerne høre nogle børn, se dem og snakke med dem. Det savner vi, siger han til TV 2 Fyn.
- Men vi tager den professionelle hat på og fokuserer på at værne om medarbejdere, børn og forældre. Vi er blevet taget lidt tilbage til situationen for et halvt til et helt år siden.
Coronatallene falder endnu engang på Fyn - men stiger i otte kommuner
For anden dag i træk er kurven med coronasmittede fynboer nedadgående. Det skyldes særligt én kommune, der har oplevet et markant fald i antal smittede.
1.941 fynboer er det seneste døgn blevet testet positive for covid-19. Det er det laveste antal smittede i seks dage. På landsplan er 4.290 danskere smittet med coronavirus.
Selvom det samlede antal af smittede fynboer er faldende, er smitten stigende i otte ud af ti fynske kommuner. Kun i Nordfyns Kommune og Odense Kommune falder antallet.
I Nordfyns Kommune falder incidenstallet med 6,4 procent til 347,2. Det svarer til syv færre smittede den seneste uge. I Odense er incidenstallet skrumpet med syv procent til 449,6. Det dækker over 70 færre smittede - og det er også dette fald, der får det samlede antal smittede på Fyn til at falde.
Incidenstal - kommune | 28/11 | 27/11 | Forskel |
---|---|---|---|
Odense | 449,6 | 483,6 | -7,0 |
Nordfyns | 347,2 | 370,8 | -6,4 |
Svendborg | 315 | 313,3 | 0,5 |
Kerteminde | 300,3 | 296,1 | 1,4 |
Langeland | 446,9 | 422,5 | 5,8 |
Nyborg | 458,8 | 443,2 | 3,5 |
Assens | 359,6 | 337,6 | 6,5 |
Middelfart | 346,8 | 344,3 | 0,7 |
Faaborg-Midtfyn | 276,3 | 274,3 | 0,7 |
Ærø | 431,5 | 365,1 | 18,2 |
I alle øvrige kommuner stiger antallet af smittede med en ti ni nye tilfælde på syv dage.
Stigning på Ærø
Den højeste procentvise stigning ses på Ærø, hvor incidenstallet stiger med 18,2 procent. Tallet er nu på 431,5 og dækker over i alt 26 smittede.
Antal smittede - kommune | Smittede i dag på syv dage | Smittede i går på syv dage | Forskel |
---|---|---|---|
Odense | 925 | 995 | -70 |
Nordfyns | 103 | 110 | -7 |
Svendborg | 186 | 185 | 1 |
Kerteminde | 72 | 71 | 1 |
Langeland | 55 | 52 | 3 |
Nyborg | 147 | 142 | 5 |
Assens | 147 | 138 | 9 |
Middelfart | 137 | 136 | 1 |
Faaborg-Midtfyn | 143 | 142 | 1 |
Ærø | 26 | 22 | 4 |
Total | 1941 | 1993 | -52 |
Siden lørdag er yderligere 143 fynboer blevet færdigvaccineret med coronavirus.
Det var også lørdag, at danskere mellem 5 og 11 år kunne få første vaccinestik mod coronavirus.
Vaccinetal - færdigvaccinerede | |||||
---|---|---|---|---|---|
Kommune | 28/11 | 27/11 | Nye færdigvaccinerede | Procent | Antal borgere |
Odense | 158864 | 158786 | 78 | 77,1% | 206138 |
Nordfyns | 23034 | 23026 | 8 | 77,5% | 29724 |
Svendborg | 46511 | 46501 | 10 | 78,6% | 59165 |
Kerteminde | 18992 | 18985 | 7 | 79,1% | 24004 |
Langeland | 9962 | 9960 | 2 | 80,9% | 12317 |
Nyborg | 25389 | 25380 | 9 | 79,1% | 32094 |
Assens | 32307 | 32296 | 11 | 78,9% | 40944 |
Middelfart | 31161 | 31154 | 7 | 78,7% | 39573 |
Faaborg-Midtfyn | 40611 | 40600 | 11 | 78,3% | 51847 |
Ærø | 4988 | 4988 | 0 | 82,7% | 6029 |
Hele Fyn | 391819 | 391676 | 143 | 78,1% | 501835 |
Odense Kommune bekræfter ligeledes fundet af den ukendte corona-variant i en pressemeddelelse.
Opdagelsen blev gjort sent søndag, og forældrene modtog derfor også først beskeden sent på aftenen. Derfor vil der stå voksne ved skolens indgange mandag morgen og hjælpe med at sende elever hjem på en forsvarlig vis, hvis nogen ikke har set beskeden endnu, oplyser kommunen.
Mange skal isoleres og testes
Ifølge skolen holder den indtil videre lukket mandag for at arbejde med opsporing og for at aftale nærmere med børn- og ungeforvaltningen om den videre proces.
Da varianten kan være smitsom, anbefaler smitteopsporingen, at dem der har været i kontakt med eleven i 2. og 3. led går i selvisolation og lader sig teste.
Det er gået hårdt udover skolens bemanding.
- Vi kan ikke bemande vores SFO og vores undervisning, da der er rigtig meget personale som er 2. og 3. led og derfor er nødt til at isoleres og blive testet. Vi vil melde mere ud, når vi ved mere, står der videre.
Overblik: Disse restriktioner træder i kraft i dag
Mundbindet skal igen op af lommen, arbejdsgivere i staten kan forlange at se de ansattes coronapas, og negative coronatests får kortere levetid.
Fra mandag skal danskerne igen til at finde mundbindet frem i en lang række dagligdagssituationer.
Det gælder blandt andet, når der skal købes ind i supermarkedet, eller hvis man benytter den kollektive trafik.
Restriktionerne træder i kraft, efter et flertal i Folketingets Epidemiudvalg torsdag aften besluttede at vedtage en række nye foranstaltninger.
De har alle til hensigt at forsøge at begrænse coronasmittens udbredelse i det danske samfund.
Gennem flere uger har smitten været i vækst herhjemme, og antallet af dagligt smittede har typisk oversteget 4000 personer.
Men Eskild Petersen, der er professor i infektionssygdomme, mener, at epidemien har toppet. Og med de nye tiltag fra mandag forudser han, at smittekurven knækker.
Her kan du få overblik over de gældende restriktioner fra mandag morgen:
Mundbind eller visir flere steder
Kollektiv transport - bus, tog, letbane, metro, færge, indenrigsfly og taxa
Detailhandel og engroshandlen - dagligvarebutikker, indkøbscentre, stormagasiner, arkader og take-away steder
Sundhedssektoren - besøgende, patienter og medarbejdere på sygehuse, klinikker og kommunale sundhedstilbud
Coronapas
Statslige arbejdspladser
Uddannelser - Videregående uddannelser, ungdoms- og voksenuddannelser samt sprogcentre
Liberale serviceerhverv - tatovører, massageklinikker, frisører, solarier
I ældreplejen og sociale tilbud - gælder besøgende
Større forsamlinger - På lokationer, hvor der er over 100 indendørs og 1000 udenfor
Kortere varighed af negative coronatest
Fremover vil en negativ coronatest have kortere holdbarhed i coronapasset:
48 timer - for antigentest (lyntest). Tidligere 72 timer.
72 timer - for PCR-test. Tidligere 96 timer.
Skolen og Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune har indtil videre ikke yderligere kommentarer, men vil melde ud i løbet af dagen, når man finder ud af mere.
Ifølge Statens Serum Institut foreligger der først et svar på, hvilken variant, der er tale om, tidligst tirsdag.
Høj smitte på skoler
Smitten har generelt været høj på de fynske skoler. Tidligere på måneden måtte Giersings Realskole lukke, efter i alt 32 elever og lærere var blevet testet positive for coronavirus.
På Næsby Skole konstaterede man i løbet af 11 dage 19 smittede personer - primært elever i skolens yngste klasser.
Her forblev skolen dog åben efter en vurdering af Styrelsen for Patientsikkerhed.