Online koncerter:
- De kan lukke verden, men de kan ikke lukke for musikken
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Musikbranchen er presset, fordi alle koncerter er aflyst. Fynske Mathæus livestreamer koncerter fra sin stue. Selv kalder han det "kunstnerisk nødhjælp".
Musikken er livsnødvendig for os mennesker og ikke mindst i denne tid, hvor vi er påvirkede af corona-situationen.
Anders Laursen, Dansk Musiker Forbund
Fynske Mathæus Bech på 24 har omdannet sin stue til et spillested. Men der er ikke plads til noget publikum. De ser med fra skærme i hele Danmark.
Mathæus spiller selv kontrabas og havde planlagt omkring 20 koncerter i foråret. Da Danmark lukkede ned, blev alle hans koncerter aflyst. Mathæus vidste, at mange andre musikere stod i samme situation.
Han besluttede sig for at gøre noget i en tid, der ellers kan forekomme håbløs, når man begår sig i musikalske kredse.
- Jeg havde brug for at gøre noget, der spredte håb og glæde, for musik er noget af det, der giver livet perspektiv og mening, siger Mathæus Bech.
Hver aften kl. 20 livestreamer han koncerter til siden coronakoncerter.dk hjemme fra sin stue på Christianshavn. Koncerterne er gratis, men seerne har mulighed for at donere penge til musikeren på mobile-pay, imens der spilles.
Hjælpepakker ikke tilstrækkelige
De småpenge der kan skrabes sammen ved at spille en coronakoncert, kan dog formentlig ikke udfylde det hul i pengekassen, som de mange koncertaflysninger har skabt. En stor del af danske musikere har fået fjernet deres økonomiske ståsted. Sådan lyder det fra Dansk Musiker Forbund.
- Musikerne er rigtig hårdt ramt økonomisk af coronakrisen. Situationen er lige nu den, at en stor del af vores medlemmer stadig ikke er dækket af regeringens økonomiske hjæpepakker, siger Anders Laursen der er formand for Dansk Musiker Forbund.
- Musikken er livsnødvendig for os mennesker og ikke mindst i denne tid, hvor vi er påvirkede af corona-situationen, siger Anders Laursen. Derfor håber han og Dansk Musiker Forbund på, at alle kunstnere kommer ind under kompensationsordningen.
Lydmor støttede kunstnerisk nødhjælpsprojekt
Den fynske musiker Lydmor har fået udskudt forestillinger, hun skulle have spillet på Det Kongelige Teater. Selvom hun ikke selv er presset økonomisk endnu, ser hun flere af sine musikerkollegaer på vaklende grund.
- Der er masser af frygt. Jeg synes, det er skræmmende, hvordan vores branche er den første til at ryge i svinget, siger Lydmor, med det borgerlige navn Jenny Rossander.
Da Jenny ved et tilfælde fandt coronakoncerter.dk, vidste hun med det samme, at hun gerne ville spille i Mathæus' stue.
- Jeg synes, det var genialt. Jeg ville gerne støtte op om det initiativ at lave et online spillested. Et sted, hvor vi musikere kan få lov at gøre det, vi elsker og det, som er vores job, siger hun.
Det var altså ikke for pengene skyld at Lydmor gav koncert i Mathæus' stue.
- Jeg gjorde det for min egen skyld og for mine fans' skyld og for at skabe noget varme, siger hun.
Virtuelle klapsalver
Selv om Jenny "Lydmor" Rossander var glad for at give koncert, var det en underlig oplevelse at spille uden et publikum.
- Det er syret og sidde og spille, når der er ikke nogen. Jeg er vant til at pludre lidt med mit publikum, men der var selvfølgelig ingen reaktion, siger hun.
Det var først efter koncerten, at hun fik reaktionerne. Da hun åbnede telefonen, blev hun overvældet af seernes virtuelle klapsalver.
- Der var kommet så mange reaktioner. Jeg sad der i min stue og varmede mig i en time på alle de fantastiske ting, folk havde skrevet under koncerten, siger Jenny Rossander.
Man kan lukke verden, men ikke musikken
Hvor meget hun tjente på at spille, vil hun ikke nærmere ind på. Men lidt kom der i kassen via mobile-pay.
- Der var rigtig mange, der støttede, og det har jeg også hørt, at der har været de andre aftener, siger Jenny Rossander.
Ind til videre har Mathæus Bechs online spillested koncerter på programmet helt ind til d. 2. april.
- Man kan lukke hele verden ned, men nogle ting kan man ikke lukke ned for. Musikken, og den livskraft der ligger i den, er én af de ting, siger Mathæus Bech.