Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der er problemer med lange ventetider på køreprøver, og problemerne har siden årsskiftet været intensiveret som følge af, at 17-årige nu kan tage kørekort.
I marts meldte en række fynske køreskoler klart ud, og fortalte om travlhed og lange ventetider.
Årsagen er at 17-årige fra årsskiftet har kunnet tage kørekort og sætte sig bag rattet, inden deres 18-års fødselsdag.
Det betyder proppede klasseværelser og lange ventetider på køreprøverne.
Nu melder Rigspolitiet og landets politikredse, at der er udarbejdet en plan, som skal nedbringe ventetiderne på køreprøver markant.
Normalt i år
Politiet øger sin kapacitet med flere prøvesagkyndige både på kort og længere sigt, ligesom et bedre overblik over ventetider med videre sikrer, at ressourcerne anvendes bedst muligt, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
17-årige bilister presser fynske køreskoler
De fynske køreskoler har fået ekstratravlt, siden regeringen vedtog, at 17-årige kan sidde bag rattet. De unge selv må vente længe på køreprøverne.
En rundringing til 10 fynske køreskoler siger det rimelig klart: Der er travlhed hos kørerlærerne.
Fra årsskiftet må 17-årige få stukket det lyserøde stykke plastik i hånden efter en bestået køreprøve og sætte sig bag rattet, inden deres 18-års fødselsdag.
Det betyder proppede klasseværelser og lange ventetider.
17-årige Rasmus Andresen er til sin fjerde køretime. Han er én af de mange unge, der har set frem til at blive bilist et år før beregnet.
- Jeg er rigtig glad for at begynde at køre. Jeg synes, det er sjovt. Jeg vil gerne i gang, så jeg kan køre i skole, forklarer Rasmus Andresen.
Ved siden af ham sidder hans kørelærer Tom Hansen fra Gitte og Toms Køreskole.
- Vi har rigtig travlt. Vi kører dag og nat og søndag, fortæller han.
Eleverne efterlades med regningen
Samme tendens ser kørelærer Bjarne Mouritzen hos BM Køreskole i Otterup. Også her bliver søndage taget i brug for at ekspedere så mange elever gennem de obligatoriske step som muligt.
- Vi kan godt mærke, at der er en årgang ekstra i år, siger han.
De ekstra elever betyder blandt andet, at drømmen om et kørekort trækker ud på grund af for lange ventetider til køreprøver.
- Man kan mærke, at de nogle gange mister modet, når vi ikke ved, hvornår vi kan få dem til prøver. Og det er synd, når de har bestået teoriprøven og bare går og venter, siger Tom Hansen.
Hans kollega Bjarne Mouritzen har endda oplevet at måtte sende sine elever til Jylland for at tage den sidste prøve.
- Det er et kæmpe problem, fortæller han.
For at holde træningen ved lige er eleverne nødt til at investere i ekstra køretimer, mens de venter på at bestå og få det eftertragtede lyserøde kort ,og dermed stiger prisen på kørekortet.
I følge Fyns Politi holder ventetiden på Fyn sig dog under retningslinjen på 10 uger. I uge 4-9 var ventetiden på mellem 2 og 7 dage. Fyns Politi erkender, at ventetiden kan være længere i fx Odense.
På landsplan tilføres omkring 30 årsværk indtil ventetiderne er bragt ned. Herudover vil yderligere nye civile prøvesagkyndige være klar til at øge politiets køreprøvekapacitet i løbet af efteråret 2017.
Målsætning er at ventetiden bringes ned på normalt niveau inden udgangen af dette år, siger Erik Terp, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Pensionister hentes ind
Midlet bliver at hente uddannede prøvesagkyndige, som arbejder med andre politiopgaver, og pensionerede prøvesagkyndige, som ansættes som vikarer.
Dertil kommer at Rigspolitiet vil låne ni prøvesagkyndige af forsvaret og at de prøvesagkyndige skal arbejde ekstra og blandt andet også afholde køreprøver på lørdage.
Dumpede elever skaber ventetid
Samtidig vil der blive kigget på antallet af dumpede elever. Her vurderer Rigspolitiet, at høje dumpeprocenter, hvor samme elev skal til prøve flere gange, er en del af årsagen til de lange ventetider.
Sjællandske kørekortselever tvinges til prøve på Fyn
Ventetiderne til en køreprøve på Sjælland er nu så lange, at kørelærerne er begyndt at bestille tider på Fyn.
Formanden for Dansk Kørelærer-Union René Arnt raser over de forringede vilkår for de sjællandske kørekortselever, som har stået på gennem en længere periode, og som nu ser ud til at sprede sig til resten af landet.
Ventetiden er nemlig nu så lang, at sjællandske kørelærere booker tider på Fyn til deres elever.
- Jeg har været kørelærer i 28 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har oplevet ventetider stort set hvert år, men den her situation, vi står i nu, er helt grotesk. Det er helt utilstedeligt, at borgerne i dette land ikke kan få deres kørekort, siger han til TV 2 Lorry.
Han påpeger, at problemet har rod i København.
- Problemet udspringer fra Københavns Politi, fordi de ikke kan eller vil løse den her opgave. Det har spredt sig som ringe til hele Sjælland, og nu er det også begyndt at sprede sig vestpå til fynske og jyske politikredse, så det er ved at være et landsdækkende problem, at man ikke kan holde de ventetider, som Rigspolitiet og Justitsministeriet har udstukket, siger René Arnt.
- Vores kollegaer på Fyn er stiktossede, for pludselig er der ikke nok prøver til dem, og så bevæger de sig også vestpå, og sådan kan det blive ved, til man når Vestkysten, og der ikke er flere politikredse tilbage, siger han.
Ifølge DR Sjælland ligger ventetiden på at komme til praktisk køreprøve på omkring 6 uger, men landsformanden mener ikke, at man reelt kan sige, hvor lang ventetiden er.
Rigspolitiet arbejder med en planlægningshorisont på fire uger, hvor de ligger prøver ud, som i løbet af ingen tid bliver booket, og mange når slet ikke at få en tid til deres elever.
- Det er ligesom, når Bruce Springsteen spiller i Parken, så går der 10-15 sekunder, så er der udsolgt. Hvor mange elever, der ikke fik køreprøver, er der ikke nogen der ved, ligesom man heller ikke kan se, hvor mange der ville have billet til Springsteen, siger René Arnt.
Han mener, at politiet hemmeligholder den reelle ventetid ved ikke at frigive prøver længere frem i tiden.
- Hvis man princippet kunne booke tider frem til jul, så ville vi kunne se, hvornår der ville begynde at være ledige pladser, foreslår han.
Dansk Kørelærer-Union kræver, at der sker politisk handling på problemet. Og på Christiansborg bliver der måske snart gjort noget ved problemet, skriver DR Sjælland.
Torsdag skal Dansk Kørelærer-Union til møde hos transportudvalget, og justitsminister Søren Pape Poulsen, kons., har for nyligt modtaget en endnu ikke offentliggjort redegørelse fra Rigspolitiet med forslag til, hvordan de lange ventetider på en køreprøve kan løses.