Problemer med politiets fotovogne
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Mange bilister slipper godt fra at køre for stærkt henover Fyn. 14 dage efter de nye fotovogne er taget i brug, har betjentene nemlig ikke helt styr på, hvordan de virker.
Manglende rutine er årsagen
Man kan stadig slippe godt fra at køre forbi en af Fyns Politis fotovogne med speederen i bund. Betjentene har nemlig endnu ikke helt styr på, hvordan teknikken fungerer - og det betyder, at de ind imellem står klar, uden det reelt ender med bøder.
- Udfordringen er jo, at det er en masse ny teknik, vi lige skal have ind under huden. Vi har nogle strømudfald, og vi har noget mandskab, der lige skal have mere rutine. De to ting i kombination gør, at vi indimellem har nedbrud. Hvis det ikke er indstillet korrekt, så bliver der ikke foretaget nogle målinger, så på den konto har nogle bilister sikkert oplevet, at de ikke er blevet blitzet selvom de har kørt for stærkt, fortæller lederen af færdselspolitiet, Jørgen Andersen.
Men Jørgen Andersen håber, at jo mere fotovognene er i brug, jo mere rutine får de betjente, der betjener dem - så det snart er slut med at køre forbi fotovognene i for høj fart, uden det ender med en bøde.
- Inden ret længe er vi oppe på fuld styrke og har fået mere rutinerede medarbejdere, og så stopper det, siger han til TV 2/Fyn.