Rotterne indtager Fyn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Antallet af rotte-anmeldelser i de fynske kommuner er steget med hele 21 procent fra 2010 til 2014. Det viser tal fra Naturstyrelsen.
De små mørkebrune og lodne smittespredere bliver flere og flere på Fyn og øerne. Tal fra Naturstyrelsen viser, at antallet af rotte-anmeldelser på Fyn er steget med 21 procent fra 2010 til 2014.
Det er tydeligt at mærke, at der er kommet et boom af nye rotteanmeldelser her i kommunen, det er helt sikkert. Der er rigeligt at se til, forklarer Mikkel Larsen, der lige nu er har travlt som skadedyrs bekæmper.
De mange rotter udgør ifølge stor risici for sygdomme, fordi rotten bærer rundt på bakterier, der ikke er sunde for mennesker. Derudover kan rotterne også forårsage stor materiel skade.
Slemmest i Svendborg
Især en fynsk kommune er ekstra ramt på grund af de små ubudne gæster. Hos Svendborg Kommune, står det værst til med en stigning af rotte-anmeldelser på mere end 80 procent inden for de seneste fem år.
Men hos Svendborg Kommune har de en idé om, hvad den store stigning skyldes.
-Godkendelser af de pågældende gifte, som man bruger nu de er jo også blevet ændret. Man må ikke bekæmpe ud i hegnen, hvilket kan gøre, at rotterne løber fra mark eller diger og ind i bygningerne, forklarer Per Christensen, som er teknisk assistent hos Svendborg Kommune.
'Kommunerne skal være bedre til at kæmpe'
Men ifølge salgs- og marketingschef Martin Borgen, der arbejder for skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Anticimex, bør kommunerne arbejde mere ambitøst og proaktivt med rottebekæmpelsen.
- Når jeg læser kommunale rottehandlingsplaner, og ser på hvad der sker i kommunerne, savner jeg, at man måske er lidt mere ambitiøs, og man derved sikrer sig, at man rent faktisk får fulgt op på de ting, som man ligger i sin handlingsplan, siger Martin Borgen.
Men det er ikke noget, som de kan nikke genkendene til hos Svendborg Kommune:
Hos Svendborg Kommune mener vi i hvert fald, at der bliver gjort det, der er nødvendigt her i øjeblikket. Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, og vi mener, at vi er på forkant med det, siger Per Christensen fra Svendborg Kommune.
En mulig løsning på rotteproblemet kan ifølge firmaet Anticimex være en intelligent fælde, som selv kan slå rotten ihjel, men den løsning har de fravalgt i Svendborg.
Læs mere om hvordan du kan sikre dit hus mod de ubudne gæster her
Du kan høre mere om rotterne på Fyn i vores udsendelse kl. 19.30