Så mange fynboer er blevet dræbt i år
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
I 2021 blev der ikke begået ét eneste drab på Fyn. I år har antallet for dræbte fynboer rundet fire. Her får du et overblik over de ulykkelige drabssager.
Fire drab.
Det er statistikken for begået drab på Fyn i 2022 indtil videre.
Senest blev en 70-årig mand dræbt i Odense SØ mandag, da en bekendt dræbte ham med syv økseslag, imens han sov.
I 2021 blev der helt utraditionelt ikke begået ét eneste drab på Fyn. Det var første gang i ti år, at det skete.
Fra 2011 til 2020 er der blevet begået mindst ét drab på Fyn om året, og i 2022 er der altså indtil vider blevet slået fire fynboer ihjel.
Her får du overblikket over de drabsager, der har været på Fyn i år.
Fire fynske drab i 2022
19-årig skudt på parkeringsplads
Den 27. februar 2022 blev en 19-årig mand dræbt af skud, mens han sad i en bil på parkeringspladsen bag KFC og Netto ved krydset Nyborgvej/Ejbygade.
En 23-årig mand blev sigtet for medvirken til drabet, og han blev efterfølgende også sigtet for at have sat ild til den røde Toyota Aygo, som han brugte som flugtbil efter drabet.
Kvinde kvalt ihjel i Svendborg
Den 25. april blev en 73-årig kvinde fundet dræbt i Svendborg.
Offerets 72-årige mand erkendte, at han havde dræbt sin hustru ved at kvæle hende.
Den 73-årige kvinde blev fundet i parrets hjem i Sofielund i Svendborg klokken 09.42. Det var en hjemmeplejer, der anmeldte dødsfaldet til politiet.
41-årig mand død efter vold
En 41-årig mand blev den 25. oktober fundet død i sin lejlighed i Bagergade i Svendborg.
Politiet betragtede dødsfaldet som mistænkeligt, og efter obduktionen kunne politiet slå fast, at manden var død af sine kvæstelser efter at have været udsat for grov vold.
Politiet har efterfølgende løsladt de mistænkte igen, da anklagermyndigheden ikke mente, at der var juridisk grundlag for at fremstille de mistænkte i grundlovsforhør.
Den dræbte mand var en del af misbrugsmiljøet i Svendborg.
Slog sovende offer ihjel med økse
Den 28. november blev en 70-årig mand fundet dræbt i sit eget hjem i Odense SØ.
Offeret lå og sov, da han blev slået i hovedet syv gange med en økse af gerningsmanden.
Den 46-årige gerningsmand har tilstået drabet, og han kontaktede selv politet umiddelbart efter drabet.